Smagen af weekend

f45930fc-fea3-416b-be6b-0ec51df915abDet er når jeg står i køkkenet og mangler det jeg skal bruge og kaster alverdens andet i gryden, røremaskinen eller lignende, at der sker noget spændende.

I lørdags stod jeg op og bagte morgenboller og fandt ud af, at jeg manglede hvedemel, som jeg ellers aldrig undgår i mit hjemmebag.

Jeg har selvfølgelig ikke opfundet den dybe tallerken, men jeg har ‘opfundet’ mine nye morgenboller til vores weekend-morgenmad.

For lige at summe resultatet op;

De ligner grove ciabattastykker, men er hamrende bløde og lækre og derfor også gode til gummer og nye tænder hos rollingerne. De er hurtige, nemme og smager af weekend <3

50 gram gær

5 dl vand

100 g havregryn

200 g grahamsmel

300 g durummel

For lige at gøre det dejligt nemt, så lavede jeg en blanding af 0,5 dl kogende vand og 4,5 dl koldt vand, så havde vandet den rette temperatur til at opløse gæren. Bland med havregryn og mel (ja, blandingen er ret våd), rør godt sammen og lad hæve i 30 min. i ovnen, på 30 grader.

Læg bollerne på en bageplade ved hjælp af to skeer og bag på 220 grader varmluft i 14 minutter.

Og nyd så duften og dernæst smagen 🙂

Sus <3

   

Planter i indretningen; plante basics.

97507c6b-a669-4fdf-b923-e8beb1b29815Plante Basics til dig, der ønsker dig lidt mere grønt derhjemme 🌾

Eller – det vil nogen måske mene, at det ikke er. Jeg har nemlig tænkt mig at skrive lidt om fotosyntese og næringsstoffer, som højst sandsynligt er et par ord, som allerede kan få nogen til at tænke, at de ikke vil læse videre. Men faktisk så har det hjulpet mig rigtig meget i forhold til at holde stueplanter, at vide lidt om, hvordan de fungerer. Lidt ligesom det er rart at vide lidt om proteiner, kulhydrater og mættede fedtsyrer, når man gerne vil spise en sund kost, ikke?

 

Har du nogensinde hørt, at træer (især regnskovens) er verdens lunger?

 

Træer har den unikke evne, at de kan optage CO2 fra atmosfæren – ja, den slags vi udleder i store, store mængder.

Igennem den proces der hedder fotosyntese, optager planter C02’en, også kaldet kuldioxid, nupper C’et, altså kulstof og sender 02, også kaldet oxygen, tilbage til atmosfæren. Og oxygen er jo ilt – så svært var det heller ikke at forstå vel?

På den måde renser planterne atmosfæren for den drivhusgas vi alle sammen går og taler om og sender ren ilt tilbage ud. Det samme gør de hjemme i stuerne – det er også derfor det siges, at planter giver et godt indeklima.

Og til den proces, skal planterne bruge sollys. Solens stråler giver nemlig planter den energi, som de har brug for, til at sætte gang i processen med fotosyntese. Solstråler er rent faktisk ren energi der bliver sendt ind til os fra rummet. Igennem evolution, (udvikling henover tid) har planterne lært at tilpasse sig forskellige klimaer og mængder af sollys. Derfor har planter brug for forskellige mængder lys til at vokse.

 

Det kulstof som træet optager fra atmosfæren, lagrer den i biomasse; og biomasse er faktisk bare plantemateriale. Det betyder, at når vi kan se planten vokser, så er det fordi den har optaget og lagret mere og mere kulstof fra luften. Og hvis vi lige tager de store briller på igen, så er det derfor, at vi rigtig gerne vil plante rigtig mange træer og bestemt ikke ønsker os, at regnskovene bliver fældet, når vi har det seriøse problem, der hedder global opvarmning, som jo netop skyldes drivhusgasser i atmosfæren.

 

Nå men; planter har brug for mere end C02 til at vokse.

De har brug for vand, som vi alle ved. Hvordan kan det være, at de hele tiden skal bruge mere og mere vand?

Det er fordi planternes blade har små porer, som man ville kunne se, hvis man zoomede rigtig meget ind på det. Det er igennem disse porer, at C02’en kommer ind i planten og 02’en bliver frigivet. Men under denne proces, er der også mulighed for at alt vandet fra planten kan fordampe ud igenne disse porer. Derfor er det en risikabel proces for planten at lave fotosyntese, hvis den ikke har særligt meget vand at gøre godt med og i vores øjne vil det blot stå frem som, at den ikke vokser synderligt.

Det er sådan det hænger sammen, at når planten vokser rigtig meget – så åbner den sine porer rigtig meget for at optage kulstofdioxid, og så har den også en rigtig stor frigivelse af vandet, der forsvinder ud igennem porerne, og så skal den vandes ret meget.

 

Men planten skal bruge mere end dét. Den skal bruge næringsstoffer. Det er derfor man gøder i landbruget. Der skal planterne nemlig vokse sig store, hurtigt.

Hvis planterne ikke får de nødvendige næringsstoffer, så kan de ikke gro. På mange måder minder planter egentlig om os selv – vi kan ikke leve uden energi. Vi kan måske overleve en rum tid kun på vand, men vi har også brug for mad. Lige så vel er det med planter, at hvis de er begrænset af næringsstofmangel, så kan de ikke vokse selvom de får vand. Og ligesom vi ikke kan leve uden vand, selvom vi spiser mad, så kan planterne ikke leve uden vand selvom de har nok næringsstoffer i deres jord. Det omtales som en minimumslov, hvor den ’ingrediens’ som der er mindst af, bestemmer i hvilket omfang planten kan gro.

Næringsstofferne har forskellige funktioner i planterne. Nogle bidrager direkte til fotosynteseprocessen, hvor de er en del af maskineriet der splitter Co2 til C og o2.

Andre har eksempelvis den funktion at hjælpe vandet med at komme rundt i hele planten. Derfor kan næringsstofmangel godt få dine planter til at visne rundt i kanten af bladet, fordi den ikke bliver hydreret ‘helt ud i krogene’. Så vil du måske fejlagtigt tro, at din plante blot mangler vand, men faktisk mangler den gødning.

e18b96cc-6b1c-40d2-856e-0080624fc61f

Derfor er det super vigtigt at huske at give din plante alt det den har brug for, og aflæse den for at finde ud af, hvad den mangler. Kig på bladene. Er de slatne og er jorden tør? Så mangler den måske vand. Er de slatne og er jorden helt våd? Så har den nok fået for meget vand og har brug for en pause. Måske mangler den nogle næringsstoffer, så den bedre kan gøre brug af vandet.

Et tegn på næringsstofmangel kan også være at bladene bliver sådan helt ’melerede’. Små lyse- eller mørkegrønne pletter er tegn på næringsstofmangel.

Stik en finger i jorden på din plante og kig på dens blade, og ryk den gerne rundt i huset, hvis du har en idé om at den ikke trives. Måske får den for lidt lys – måske får den for meget. Hvis din plante opfatter at der komme rigtig meget lys ét sted fra, så vil den højst sandsynligt dreje sine blade henimod lyset – derfor kan planter der står op ad vægge godt være helt flade på den ene side, hvor alle bladene har vendt sig mod sollyset. Det kan godt tyde på, at den ville blive rigtig glad for at komme lidt længere hen i lyset. Og hvis du ikke ønsker dig en plante med en flad side, så vend den side imod solen for en periode, så vil bladene forholdsvis hurtigt dreje om mod den anden side. Ret imponerende!

Hvis du gør noget ud af at holde øje med dine planter, så kan du hurtigt blive klog på dem. Hvis du er typen der bare glemmer at vande, så er der desværre ikke så meget at gøre, andet en at købe en masse kaktusser 😅 Men det var også dér jeg startede. Og så udviklede kærligheden til det grønne sig, og nu hygger jeg mig med at gå og nære, vande og nusse om mine planter. Det kan også godt bare være, at jeg er ved at blive gammel..

Held og lykke med din nye urban jungle 🌵🌱🌿

Sus ♥️

39860fb7-00a5-4312-b97f-dd96d66435a6

   

Livet som mor til pseudotvillinger

img_2631

Sidst jeg skrev et indlæg om at være mor til pseudotvillinger, var jeg kun netop kommet igennem en af de allerhårdeste perioder i mit liv. For en rum tid siden skrev jeg på min Instagram, at livet nu ser noget anderledes ud end det gjorde for et års tid siden – til den bedre side. Og her er teksten jeg har glædet mig til at dele med jer, fordi der var håb forude, og nu er vi her.

Jeg skrev et opslag derinde da Naomi var ca. 2,5 måneder gammel; jeg havde lavet en nedtælling på 90 dage, fordi det sagdes, at den sædvanlige spædbørns aftenuro med tilhørende gråd, ophørte efter tre måneder. Langsomt mistede vi troen på, at min nedtælling ville holde stik, og det gjorde den da heller ikke.

Naomi var som besat så snart klokken passerede 17 og græd et par timer når vi nåede til klokken 20 og sov ikke før 00:30. Da hun var 4 måneder gammel oplevede jeg for første gang, at hun sov 21:30 uden, at jeg stod der og hev febrilsk i slyngevuggen. Det var magisk. Og derfra åbnede sig en ny verden for os. Vi havde aftener uden børn, vi talte sammen. Vi så måske endda en film. Det var stort!

Da vores lillesøster ramte 6 måneder blev jeg fuldstændig ramt af en lykkerus. 6-8 måneder var ultimativt højdepunktet i det første år af et barns liv, tænkte jeg. Skriv det ned, så du husker det til en anden gang, tænkte jeg. Naomi har været og er til stadighed beriget med en personlighed der er så finurlig, at jeg ikke kan finde hoved og hale i den. Hun har gjort det så svært for mig, at finde ud af, hvem hun egentlig er. Og det har frustreret mig. Men i de to måneder fik jeg for første gang et indblik i, hvem den pige jeg havde haft i mine arme i de sidste 6 måneder var. Hun er tillidsfuld ud over alle grænser, en humørbombe, en fedtmule og ikke mindst en ballademager. En bestemt én af slagsen.

Hun virkede som om hun var så imponeret over alle de nye ting hun pludselig kunne, at livet opløftede hende. Og i samme periode skete der også noget for forholdet imellem hende og hendes søster. Det er jo helt specielt, at når man har en storesøster der kun er knap 2 år gammel, når man selv er 8 måneder gammel, så synes man, at det samme legetøj er interessant. Den store er ikke rykket videre til barbiedukker eller hvad små piger nu egentlig leger med i dag. Så rangler, alt dét der legetøj, der kan sige mærkelige lyde og har pangfarver, det er stadigvæk interessant.

Det betød, at vi lige pludselig havde to børn der kunne sidde på tæppet i køkkenet og underholde sig med de samme ting, sammen, og jeg fik 15 minutter til at stå og lave mad, uden en baby på armen og en stor baby om benene.

Det er så absurd for mig, at kigge tilbage på de fire første måneder, der stadigvæk kan tvinge tårer frem hos mig. Det føles som et stort hul, hvor jeg ikke fik lov at nyde nogen af mine børn af ren og skær dårlig samvittighed blandet med afmagt og frustration over, at jeg ikke kunne læse min lille baby. Så stod jeg pludselig dér og kunne dufte til, hvordan vores liv ville se ud fremover, og dét kan altså også godt tvinge tårer frem, at genkalde den følelse af, at nu var vi kommet så langt.

Henover de sidste mange måneder er forholdet imellem mine piger kun styrket endnu mere, og jeg kan faktisk ikke sætte ord på den følelse det giver mig, når jeg engang imellem befinder mig i et glimt af noget fysisk, der afspejler de følelser de har for hinanden. De dér magiske øjeblikke, hvor følelserne nærmest hænger tykt udenpå en handling. Det er når Noelle kommer hjem fra vuggestue (da Naomi endnu ikke var startet) og løber direkte forbi mig, hendes hovedperson, og ind til Nuni og siger ’hej gat’ (hej skat). Ikke fordi hun ved hvad det betyder, men fordi hun har hørt hendes mor og far sige det samme. Og så sker det magiske – Naomi kigger på hende på en måde der gør, at jeg pludselig kan se det strømme tykt ud af hende, at hun har savnet sin storesøster hele dagen. Hun vidste det ikke selv, for hun forstår ikke hvorfor hendes søster ikke var der, eller hvorfor hun nu pludselig er der. Men i det øjeblik hun var tilbage, gik det op for hende, at hun hele tiden havde manglet hende. Altså, giver det mening? Jeg oplever noget lignende de første få sekunder efter jeg åbner mine øjne om morgenen; Naomi spejder efter sin søster, som om natten har været 10 års fængsel uden hende, og når hun opdager hende på den anden side af mig, går der et lys op for hende, og hun kaster sig henover mig og hiver Noelle i håret og stjæler hendes sut og griner højlydt. Så er følelserne igen forklædt i de gængse drillerier. Men sekunderne inden er så intense, fordi hendes blik eller totale stilhed afslører alt om, at hun kun tænker på én ting: sin storesøster.

Jeg lever og ånder for de øjeblikke. Det er hele meningen med at give sine børn søskende. Seriøst.

Da Naomi ramte 10 måneder ramte hun også separationsangsten og samtidig med dét fik hun mod på at gå. Dog kun med én i hånden, og perioden med en krumbøjet ryg startede. Samtidig startede jeg i skole igen, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været en hård omgang at komme tilbage til mit eget liv efter 2 år på barsel ovenpå et års sygemelding, tilbage fra den tid, hvor jeg slet ikke kunne få mine ønskebørn. Jeg startede op på halv tid, fordi Naomi endnu ikke havde fået en institutionsplads, og jeg var derfor hjemme på barsel tre dage om ugen, hvor min mand var hjemme på barsel de to dage, jeg var i skole.

Først fra december har jeg været tilbage på fuld tid, da lillesøster fik plads i vuggestuen – Noelles vuggestue. De to går på samme stue. Det er et aktivt valg fra vores side. Jeg har ønsket mig, at de to skal følges ad, og deres forhold skal styrkes udenfor hjemmets vægge. Søskendeforhold skal ikke tages for givet, de skal understøttes og udvikles. Det betyder blandt andet også, at jeg går op i at lave nogle sjove ting sammen med dem begge to, og gøre dem opmærksom på, at de begge er en del af det; at de hygger sig sammen. Der kommer masser af tid til at gå på hver sin stue, i hver sin klasse og på hver sit gymnasium. Lige nu skal mine piger have lov at lære verden at kende sammen.

 

Det har været og er stadigvæk hårdt at skabe nye rutiner som studerende mor og som familie i en hverdag, i det hele taget. Det er rimelig badass at gøre en et-årig og en to-årig klar og komme ud af døren og aflevere dem i vuggestue, inden jeg selv skal være et sted på et bestemt tidspunkt, for at komme hjem og deltage i de daglige rutiner, inden jeg så skal sætte mig ned og læse eller skrive opgave. Det har jeg helt sikkert lige skulle lande i. Men det har også givet noget fantastisk til vores familie. Det er befriende, at komme ud af barselsboblen og bruge tid på at være m i g, som jeg var før. Ikke mig som mor, ikke mig som blæksprutte, men Susan, der læser miljøøkonomi og brænder for at lære om klimaforandringer. Samtidig har faderen i huset fået lov at stå på egne ben, og henter pigerne og laver aftensmad som står klar på bordet, når jeg kommer hjem fra skole, de dage, der først slutter klokken 17. Det har givet ham en selvtillid og det har givet mig en tillid til ham. Det har styrket hans rolle som far og hovedperson herhjemme, og mange af de følelser der af og til overbeviste mig om, at de ville skille os ad, i de første måneder efter Naomis fødsel, er forsvundet som dug for solen. Det er ikke for sjov, at man siger, at man ikke må gå fra hinanden i de første to år af barnets liv – følelserne afspejler ikke følelserne for hinanden, men frustrationen der følger med at blive kastet ud i en ørken og bedt om at finde hjem, for det er gudhjælpemig sådan det har føltes at blive forældre for anden gang, med en datter på 15 måneder i forvejen.

Selvom rutiner nu langsomt er på plads, så er dagene stadigvæk en kamp. Jeg sværger på, at jeg føler mig lige så lettet, hver morgen når vi er kommet ud af døren, som en maratonløber føler sig, når han eller hun er kommet i mål.

 

Jeg kæmper stadigvæk med, at jeg ikke altid ved hvem, der gemmer sig inde bag de store øjne i Naomis kønne ansigt. Og jeg har også kæmpet med tanken om dét. Jeg har vitterligt været i tvivl om, om der er noget g a l t med mig, indtil jeg var så heldig at læse om en anden mor, der skrev, at hun havde haft svært ved at lære sit barn at kende. Det er netop derfor jeg også skriver om mine følelser i moderskabet og generelt. At kunne spejle sig i andre, kan både føles anerkendende og lærerigt.

Det er som om hun er så enkel og så kompleks på samme tid. Fra 10 måneders alderen, har jeg haft en pige, der kan blive helt ude af sig selv, hvis hun ikke får dét hun vil have, hurtigt nok, og hvis jeg tager hende i mine arme, så kan hun i raseri vride sig ud af dem. Hvis jeg lægger hende fra mig, med en følelse af, at hun på ingen måde gider mig, så kryber hun op ad mig, som om jeg har forladt hende eller fornægtet hende mine trygge arme. Og så starter det forfra med en stiktosset pige, der virker som om, hun føler sig kvalt, når jeg holder om hende.

Og i de øjeblikke bliver jeg sendt direkte tilbage til alt dét, det hele startede med. Det føles som om jeg har fået et spædbarn igen, som jeg ikke forstår og værst af alt – som jeg ikke kender. Jeg føler mig ikke som hendes egen mor. Det mest mærkværdige er, at Naomi som altid er et stort smil hele dagen, og når natten falder på, så kan hun føles som en helt anden. Når jeg er presset, kan jeg næsten ikke håndtere følelsen af, at have en et-årig jeg ikke kender. Og de dage hvor separationsangsten har mest fat og min lille pige nægter at sidde på gulvet selv, eller gå rundt uden min finger i sin hånd – de dage, hvor den ulykkelige gråd ingen ende vil tage, når hun bliver bedt om at være for sig selv, så jeg kan tømme opvaskemaskinen eller skære grøntsager, og hun samtidig vrider sig rundt og ud af mine arme, når hun så kommer op, og jeg ikke ved mit levende råd, så synes jeg stadigvæk, at det er det hårdeste i hele verden, at have fået én til så kort efter.

Ikke fordi hun opfører sig sådan i sig selv, nej. Det er forventeligt med små børn. Men fordi, at de dage, hvor hun kræver så meget af mig, der står der en pige på 2 år, og mangler sin mor. De dage kan jeg stå med en pige, der hulker inderligt og utrøsteligt, når hun bliver lagt i seng, fordi det eneste hun ønsker sig, er at sidde i mine arme, og jeg skal tage et valg om at sløjfe endnu en aften med et øjeblik til at trække vejret uden børn, eller at få læst mine lektier – jeg kan næsten lugte hvordan hun savner mig, fordi det hele dagen og måske også de forgange dage, har været lillesøster, der har krævet mine arme og min opmærksomhed.

I kan måske fornemme det. Den dårlige samvittighed er bestemt ikke ude af mit liv endnu. Alting er blevet nemmere, men vi har stadigvæk to meget små piger, der begge to gennemgår en rivende udvikling, der ofte betyder, at man bare har brug for at koble af og afreagere i nogle trygge arme. Når både mor og far er gode nok, så kan det lade sig gøre. Men når det kun er mors arme, og der kun er to af dem, og de begge to vil have begge arme for sig selv, så stikker det stadigvæk i mit moderhjerte.

Jo, jeg tænker af og til, at jeg ville have ønsket længere tid med min store, lille pige, inden der kom endnu en baby. Jo, jeg kan godt blive misundelig når folk med børn, der er jævnaldrende med Noelle, endnu kun har dém at give alt deres kærlighed og opmærksomhed til. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det ville have været at morgenerne kun havde handlet om at sidde ved siden af min Nus og høre på hendes sange og lære hende nye ord, fremfor kaos, kaos og atter kaos. Jeg skammer mig ikke over det, for det har på ingen måde en kobling til, at jeg skulle fortryde vores anden datter. Aldrig. Det handler om et ønske om, at formå mere end jeg gør. Jeg vil så gerne give mig selv 100 % til to, og det kan jeg ikke. Det kan man ikke. Heldigvis er der noget andet, der fylder meget mere og det er de gode tider. Os tre, når far ikke er hjemme. Os fire, når far er hjemme. De to, når jeg betragter dem og deres kærlighed til hinanden. På et år er der sket så meget for vores situation, og det er næsten umuligt at synes, at de hårde måneder ikke er dét værd, når man ser på det, det har båret med sig. Mine pseudotvillinger er, og jeg har sagt det før, den største kærlighedshistorie, jeg nogensinde kommer til at opleve – måske lige ud over dén, hvor min moderkærlighed også indgår.

 

Sus ♥

   

Badeværelset har fået junglestemning + et par indretningstips.

God lørdag derude..

For første gang siden badeværelset stod færdigt, har jeg foretaget mig nogle ændringer derude – ikke nogen voldsomme, men alligevel har de ændret ret meget på udtrykket. Hovedingrediensen? planter!

Vores badeværelse er inspireret af de danske strande, hvorfor gulvet også er lavet af strandsten pumpet op fra bunden af øresund, og jeg elsker dét gulv! De fleste der besøger os, siger i øvrigt, at det er helt zoneterapeutisk at gå på, og det er ligesom første skridt på vejen i vores ønske om et dejligt, men anderledes wellness badeværelse.

Jeg er ofte blevet spurgt om billeder der viser mere af rummet, så derfor har jeg spammet dette blogindlæg med billeder derfra.

4a0f1f12-7b50-4cd3-8e35-1ab837893880 eeb1b1b7-5989-4fc9-9995-7627cabf6fd6 0c656b5f-6150-4591-acf3-35616dcae0af 974759ff-7936-4468-954e-6431dbe5058b bb36d6b4-f8fa-487b-ad69-cb4d2dd560c3 5096a863-2e56-4324-a1c9-d6e95bf02661 19b5dd1f-d166-4eeb-9ba4-513159eff382   8940f3b3-e722-49b9-a338-4ec511bfd6a7 cd33154a-bb1f-4a47-a6b8-2fd4da7ebf1a 0ba96e4d-78f8-4860-bbdf-8114c2d197be

Langt om længe har vi fået sat en hylde op til shampooerne – stalddøren med glasruder, der skal fungere som afskærmning venter vi stadigvæk på. Det bliver hammer-lækkert og jeg glæder mig!

Jeg har skiftet de to tørre kaktus i krukker, der hang ned over badekarret, ud med en kæmpe hænge-sukkulent og tilført et mere elegant mini-bed med sukkulenter og kaktusser. Det har givet et enormt liv at få noget, der fylder lidt mere, med en god grøn farve. Det sammer gælder den store palme her ved siden af håndvasken. Den grønne farve passer så flot til messingen vi har valgt at bruge i hele badeværelset. Resultatet er altså, at vores nordiske strand har fået et noget mere eksotisk præg og jeg er ret glad for det. Planter fylder mere og mere i min indretning; det giver mig både en følelse af friskhed, renhed, farver og liv.

De nemme at starte ud med, hvis du også ønsker dig at få lidt grønt i vindueskarmene og på hylderne er Monstera Deliciosa, Areca palmen, som jeg har her på badeværelset, samt kaktus og sukkulenter. Pileaen er også en god startplante, hvis du har et lyst hjem!

835b4935-bfb2-4d40-9734-f086de69d8fa 37cd7797-8d15-4864-b6a9-ddf3b036df7d d158286e-3098-430e-a342-36930c0628ce

Jeg har samlet mine bedste indretningtips til et dejligt wellness badeværelse, som egentlig også er et par tips jeg bruger helt generelt i vores hjem:

  1. Jeg ved altså godt, at duftlys virker totalt outdatet for nogen – men hvis du køber nogle af de liidt dyrere, som eksempelvis dem fra Rituals, så får du altså et rigtig lækkert lys der både dufter dejligt og ser godt ud. Det skaber så meget stemning, og det er altså en ‘luksus’ vi giver vores gæster, at tænde lys på badeværelset, når vi holder arrangementer (såvel som at sætte noget rolig musik på højttaleren).
  2. Jeg synes det er vigtigt at finde sig en wellness serie, der er stilfuld og lækker. I mit wellness-kit skal der indgå badesalt, skumsæbe og olie til badet samt en duftende kropsshampoo. Badesalt og olie er jo ikke kun til badekar, men også til et lækkert fodbad. Lad det stå fremme og få dit badeværelse til at ose af velvære.
  3. Planter er noget jeg er glad for at bruge i hele hytten og de har altså også fundet ud på badeværelset, og nu fylder de endnu mere end de gjorde for et par dage siden. Planter skaber hjemlighed, og personligt holder jeg meget af at tage de der generelle rum som eksempelvis køkken og badeværelse og gøre dem mere hjemlige, som man gør med sit soveværelse. Det kan altså også indebære at hænge billeder på væggene!
  4. Jeg er selv helt tosset med messing, der udstråler absurd eksklusivitet og velvære i sig selv, i min optik. Derfor har vi også investeret i det, i vores badeværelse (og køkken) – men det er sandt nok en investering, for det er dyrt. I mine øjne behøver alle dine blandingsbatterier dog ikke at være messingfarvede for, at du kan tillade dig at bruge messing i indretningen. Min toiletbørste er altså heller ikke guldfarvet…..
  5. Jeg var i praktik hos en frisør tilbage i folkeskolen – hun rullede sine håndklæder så fint, så de faldt fint ind i indretningen i salonen, fremfor at ligge klasket sammen i en reol. Det er noget jeg har taget med mig, og jeg går meget op i at håndklæderne på mit badeværelse først og fremmest er stilfulde og passer ind i indretningen og dernæst at de altid ligger pænt foldet sammen. Jeg folder dem altså til et tykt lag, fordi det dér ‘fluffy’ look pynter noget mere end et fladt sammenlagt håndklæde. Det giver nok mere mening, hvis du ser håndklæderne på billederne foroven.
  6. Miks materialer! Jeg gør det altid, i alle rum og det skaber et helt unikt udtryk, fordi sammensætningen og mængden af kontraster vil udstråle din personlighed. Vi har jo brugt beton på væggene, op imod det fine messing. Vi har brugt en gammel zinkbalje som håndvask, med en fin messingfarvet bundprop. Håndvasken er lavet af gamle stilladsdæk og prydet med de populære papirsposer og alle mine dagligdagsprodukter. Jeg er ret vild med de gamle murstensforme i patineret træ, og den ene har fået en plads til håndvasken med en masse fine håndsæber og et par sammenrullede vaskeklude. Naturmaterialer er især gode til at tilføre noget roligt og noget personlighed. Du kan altså have et helt stringent badeværelse med ensfarvede fliser på gulvet og hvide vægge og opløse stemningen helt vildt med gammelt træ, eksempelvis i form af gamle murstenforme, en træplade henover dit badekar, hvis du har sådan et, eller en træhylde til dine sæber eller cremer.

 

ff92a64f-b462-4c93-8222-566f8388d40a

b265cad1-02df-4090-a63d-03ea1d58140f

 

Rigtig god weekend ♥️

Sus.

   

Børneopdragelse – en mor, der prøver at bryde mønstre.

79dfdaa7-e042-4fdb-a749-a86eb87227a6

Jeg krydser en skarp linje med dette blogindlæg.

Først og fremmest, er SusLiving et frirum til at bearbejde hvad end jeg skulle have brug for at bearbejde. Dernæst har jeg profileret mig som åben og ærlig, også når det gælder de emner, der er svære at tale om.

Jeg skriver indlægget i håb om, at der sidder nogen derude og kan genkende sig selv og føle sig set. Det er ikke sådan, at alle andre end dig er supermødre! Når jeg falder i fælden og tænker, at alle andre er mere omsorgsfulde mødre end jeg, så prøver jeg at huske mig selv på, at dét at være omsorgsfuld ikke kun findes på én bestemt måde.

Og så skriver jeg i håb om, at slippe nogle følelser fri.
(mere…)