Børneopdragelse – en mor, der prøver at bryde mønstre.

79dfdaa7-e042-4fdb-a749-a86eb87227a6

Jeg krydser en skarp linje med dette blogindlæg.

Først og fremmest, er SusLiving et frirum til at bearbejde hvad end jeg skulle have brug for at bearbejde. Dernæst har jeg profileret mig som åben og ærlig, også når det gælder de emner, der er svære at tale om.

Jeg skriver indlægget i håb om, at der sidder nogen derude og kan genkende sig selv og føle sig set. Det er ikke sådan, at alle andre end dig er supermødre! Når jeg falder i fælden og tænker, at alle andre er mere omsorgsfulde mødre end jeg, så prøver jeg at huske mig selv på, at dét at være omsorgsfuld ikke kun findes på én bestemt måde.

Og så skriver jeg i håb om, at slippe nogle følelser fri.
(mere…)

   

Tip en 13’er – underholdning til Polterabend.

img_2955

Til min lillsøsters polterabend, lavede jeg en ‘Tip en 13’er, bestående af en blanding af almindelige sjove og kreative opgaver, såvel som lidt sjofle indslag.
Min søster har sagt, at det tilførte dagen noget helt specielt og, at folk vendte tilbage med virkelig positive meldinger om quizzen. Den fik folk til at grine, og den fik alle bacheloretterne i gang. Derfor tænkte jeg, at jeg ville dele den med jer!

Vi tog allerede fat på første spørgsmål så snart vi havde vækket den kommende brud og hun havde fået tøj på. Derefter brugte vi enhver anledning til at have lidt quiz-sjov.

Herunder har du alle spørgsmålene. Bruden vælger en modstander til hver kategori, når hun har hørt kategorien, men inden opgaven stilles. Hvor der står ‘Navn’ byttes ud med brudens navn, og alt hvad der står i parantes, er en kommentar til dig 🙂

Pauseunderholdning:

Tip en 13’er

 

1.

Hvem har mest lys i pæren?

Navn og hendes modstander skal hver især tænde et stearinlys med tændstikker og begynde at klæde sig på.

Det gælder om at iføre sig den fulde påklædning som den første, og for at sænke sin modstander, må man gerne puste hinandens lys ud, hvorpå det ikke længere er tilladt at fortsætte påklædningen, før man igen har tændt sit stearinlys.

Hvis man ikke når at påføre sig den fulde påklædning, har den person, der har fået mest påklædning på efter 5 minutter, vundet dysten.

 

(Find en påklædning til begge deltagere, som kræver lidt tid at påklæde sig, så det bliver nødvendigt for deltagerne at puste hinandens lys ud, for at vinde)

 

2. Hvem udtrykker sig bedst?

Navn og hendes modstander skal læse et stykke op fra en erotisk novelle, med et gebis i munden.

Resten af holdet vurderer, hvem der har formået at læse stykket op mest tydeligt og selvfølgelig, mest erotisk.

(Find selv en erotisk novelle at læse op fra. Det kræver blot en lille søgning på google :-))

 

 

3.

Hvem scorer bedst?

Anja og hendes modstander skal dyste i en disciplin, som helt sikkert ville have vækket opsigt blandt mændene:

Hvem kan hurtigst spise en banan?

Bananen er først spist, når munden er helt tom.

 

 

4.

Hvem er den bedste blower?

De dystende får udleveret en ballon hver som de skal puste op, så hurtigt som muligt, uden den springer.

Den der hurtigst får pustet sin ballon helt op og bundet knude på har vundet, men pas på – resten af gruppen vurderer om ballonen faktisk er pustet helt op.

Hvis begge deltagerne får bundet knude samtidig, bedømmer resten af selskabet hvilken ballon, der er pustet mest op.

 

 

5.

Hvem knalder bedst?

Her gælder det om at sprænge modstanderens ballon før den anden.

Ballonerne bindes rundt om anklen, hvorpå man prøver at springe hinandens balloner ved at træde på dem.

 

6.

Hvem holder længst?

Her gælder det om at gurgle sin drink i længst tid, uden at synke den eller spytte den ud.

De dystende gurgler samtidig og den der først holder op med at gurgle, har tabt.

 

 

7.

Hvem er bedst til at bootyshake?

Navn udvælger en modstander til at ryste lidt med rumpen.

En kuglepen bindes i en snor, som bindes rundt om livet.

Kuglepennen skal ’dyppes’ ned, to gange på hver side af en flaske, drejes rundt om flaskehalsen tre gange og til sidst ned i flasken.

Den der først har udført dansen og fået kuglepennen ned i flasken, har vundet.

 

8.

Hvem er mest kreativ?

Navn og hendes modstander får udleveret en avis hver.

De får hver især tre minutter til at lave en rose ud af avisen – med luffer på.

Resten af selskabet vurderer, hvem der har lavet den flotteste rose, og dermed, hvem der er vinderen.

 

9.

Hvem boller bedst?

Her gælder det om at spise sine flødeboller hurtigst.

De dystende skal hver især spise hele tre flødeboller,

og den der først har sunket alle tre flødeboller og kan vise en tom mund, har vundet.

 

 

 

 

 

 

 

 

10.

Hvem har de største?

 

Anja skal udvælge sin modstander, afhængigt af, hvem hun tror der har mindre …. end hende.

Hun ved selvfølgelig ikke hvad, der skal være størst, før modstanderen er fundet.

 

Den person, som har de største fødder, har vundet dysten.

 

11.

Hvem er bedst med sine hænder?

Modstanderne får hver især udleveret et bånd, som de skal bruge til at binde om en pakke og lave en fin sløjfe – med én hånd.

Den der hurtigst får bundet en sløjfe, er vinderen.

Hvis sløjferne bindes samtidig, bestemmer resten af gruppen, hvilken sløjfe der er pænest.

 

12.

Hvem er bedst med sin mund?

Anja og hendes modstander får hver især udleveret tre mariekiks, som de skal tage i munden.

De må gerne tygges, men de må ikke synkes!

Herefter skal de fløjte Lille Peter Edderkop.

Resten af selskabet afgør hvem der var bedst til at fløjte sangen.

 

13.

Hvem er mest international?

Her skal de dystende hælde lidt af deres drink i et plastikkrus.

Kruset skal op på hovedet, og det gælder nu om at gå længst med kruset på hovedet.

Den der først taber kruset, har tabt.

JA! – sådan henter de vand i Afrika.

 

Jeg håber I får så meget sjov ud af denne – det var super god underholdning til alle de øjeblikke, der ikke var fyldt med events!

God fornøjelse 🙂

Børnefødselsdag; Sukkerfri frugtpizzaer

f224b7de-0300-4dd4-8905-bf7eade40e38Fredag den 1/9-2017 blev dagen, hvor jeg for første gang var sådan en mor, der skulle sørge for ‘fødseldagsgodter’ som min datter kunne få med i daginstitution.

Man kan jo ligefrem få præstationsangst over den slags, når der er så mange mødre der er helt med på moden med sukkerfrit slik og kage, imens jeg stadigvæk mener, at dadler er sendt fra helvede. I min datters vuggestue har de ikke blot sukkerpolitik – det må heller ikke minde for meget om kage!

..og jeg som troede, at det smarte var, at man kunne lave en kage helt uden sukker, som smager lige så sødt, som hvis der faktisk var sukker i.

Så jeg måtte jo være kreativ og jeg gad altså ikke lave delfiner ud af bananer. Det blev til frugtpizzaer, af en sukkerfri bolledej…

Den kunne I også ret godt lide på Instagram, så her kommer en lille guide til dig/jer:

Først og fremmest, så skal du lave en lille portion æblemos. Dejen er nemlig sødet med en æblegrød med masser af vanilje, som alternativ til sukker.

Skræl et par æbler, fjern kernehuset og skær æblet i stykker. Kog med lidt vand og en halv vaniljestang til æblerne er møre og når vandet er forsvundet, ’steger’ du nærmest æblerne videre, hvorved de klasker sammen til æblemos

Og her kommer opskriften så:
1,5 dl hjemmelavet æblemos
2 dl. kærnemælk
25 gram gær
350 gram hvedemel
200 gram speltmel
1 tsk salt
1/4 dl olie (raps, oliven,…,)

(Creme: smøreost naturel + vaniljekorn)

Hvis du laver æblemosen lige inden, så kan du faktisk opløse gæret i en blanding af den varme grød og den kolde kærnemælk.
Så tilsætter du resten af ingredienserne og lader dejen hæve lunt i 30 minutter. Eventuelt i ovnen på 30 grader, hvis du ikke bruger en plastikskål!

Dejen delte jeg i to og lavede to bunde på ca. 25 cm i diameter og med en tykkelse på 1 cm.
Bag ved 175 grader i ca 15 min.

Jeg bagte bundene aftenen før, så jeg bare skulle pynte dem om morgenen.

Først smurte jeg dem med en ‘creme’ af en naturlig smøreost, tilsat vaniljekorn fra den anden halve vaniljestang.
Derfra er det ellers bare at pynte med det frugt du har lyst til – jeg brugte mango, jordbær, kiwi og brombær fra haven.
Som ‘krydderi’, fik frugtpizzaen lidt mynte og skovsyre, så var der masser af indtryk til både øjne og smagsløg.

Jeg regnede egentlig med at få lidt med hjem, af de to forholdsvis store pizza’er, men jeg fik blot to rene fade med hjem, så jeg antager, at det var en succes i vuggestuen 😁
God fornøjelse!

img_2057

   

Naked cake med Dulce De Leche

32ac4d77-47a8-47a1-9796-9fa2f24165dc

Jeg er simpelthen så dårlig til at følge opskrifter! Jeg er for eksperimenterende af natur og jeg kan ikke lade være at tilsætte eller trække fra, og koble med andre opskrifter, uanset hvor ihærdigt jeg prøver.

Til Noelles 2 års fødselsdag fik jeg bakset en lagkage sammen af en gulerodskage uden gulerødder men med mandel’mel’, en ostecreme tilsat citron og karamel og til sidst en omgang brombær fra haven, blot fordi der var en pokkers masse og fordi jeg elsker brombær. Heldigvis blev det (muligvis mærkværdige) lille mix en rigtig succes, som I i hvert fald var helt vilde med udseendet af, på Instagram.

 

477ddffd-88f0-42fe-b1d1-eff5627732b1

Jeg har forsøgt at genkalde en opskrift, og den kommer her – husk at læse den helt igennem inden du går igang.

Kagebunde:

150 gram blødt smør
50 gram sukker
100 gram brun farin
150 gram hvedemel
3 æg
1 dl finthakkede mandler

Bag tre lagkagebunde ved 175 grader i 30-35 minutter i en form på ca. 20 cm i diameter.

Ostecreme:
1 Buko Naturel (smøreost naturel, 200 ml)
1 bæger Mascarpone
Vaniljepulver
Citronsaft
Dulce de leche

Smag selv din ostecreme til med vanilje, citronsaft og karamel. Dulce de leche er ikke en flydende karamel, men ret fast, derfor vil den ligge som ‘klumper’ (små overraskelser om man vil :-D) i cremen og ikke farve den brun.

Dulce de leche:
Kog en kondenseret mælk i sin dåse, hele tiden dækket med vand, i et par timer.

 

Fremgangsmåde:

Når bundene er kølet ned, skæres lidt af toppen af to af bundene, så de bliver mere flade. Så samles kagen ved at putte cremen i en sprøjtepose (eller plastikpose med klippet hul i det ene hjørne) og sprøjte cremen rundt i et lag ovenpå den nederste kagebund og lægge en ny kagebund ovenpå. Sprøjt endnu et lag creme på og læg den sidste kagebund på, den som ikke er skåret i.

Pres bundene godt sammen, så cremen kommer helt ud til kanten og brug en dejskraber til at skrabe den overskydende creme rundt på kagen, så den får et look af at være halvt nøgen med et tyndt lage creme her og dér.
Der er ingen regler, gør det som du har lyst til, det er nemlig din kage 🙂
Smør toppen med et tyndt lag creme også.

For at gøre karamellen mere flydende, blandes lidt sukker/brun farin med smør i en gryde, og der tilsættes Dulce de Leche. Hæld den varme, flydende karamel ud på midten af kagens top og ’skub’ til den forskellige steder, så karamellen løber ned over kagen nogle steder, men ikke over det hele. Se også den lille video nedenfor.

Topping med varm karamel – haps!

Til sidst kan du pynte med bær – dem du bedst kan lide, eller måske med noget helt andet.

6f7d65a1-cdd2-4732-a89c-9cd7c8fbe19c

Kagen blev beskrevet som en krydderkage med karamel. Hvis det er noget for dig, så er det bare igang. Det var faktisk ret nemt!

Enjoy 🙂

28d06875-1da6-4b3c-bb93-d71d170b9aeb

En udramatisk fødselsberetning – mit største ønske blev opfyldt.

Min overskrift er muligvis en smule kedelig, hvis du hungrer efter gys

Min fødsel var nemlig fuldstændig udramatisk, men en fantastisk oplevelse og et dejligt minde. Bevares, det gjorde ondt og jeg sagde da også på et tidspunkt, at det var første og sidste gang. Men så snart Naomi var ude, sagde jeg altså, at jeg sagtens kunne gøre det igen.

Selv hvis du er fuldstændig ligeglad med, at læse om vores lillesøsters ankomst til verden, så synes jeg alligevel du skal scrolle ned til BOTTOM UP og læse med, for jeg vil påstå, at jeg har et par vigtige ord, at give med på vejen.

Det er ved at være længe siden jeg gav lyd om en fødselsberetning og det er er pludselig også virkelig længe siden jeg lå på en hyggelig lille fødestue på Herlev Hospital.

Jeg har skrevet oplevelsen ned for min egen skyld, men også fordi jeg har en ret så næstekærlig agenda, hvis jeg nu selv skal sige det; at overdøve historierne om rædselsfødsler og smertehelvede, og fortælle en helt anden ting: at det er fantastisk at føde et barn.

Som bekendt kom Noelle til verden ved akut kejsersnit. En oplevelse som på ingen måde har gjort ondt fysisk (eller jo måske sådan efter operationen-agtigt), men ‘fødslen’ var jo ellers ligetil for mit vedkommende, med en lammet krop.

Jeg havde glædet mig enormt meget til at føde Noelle, og drømmen bristede allerede en smule for mig, da hun viste sig at ligge i sædeleje og to vendingsforsøg desværre ikke fik vendt hende med hovedet nedad. Jeg besluttede mig imidlertid for at kaste mig ud i en sædefødsel, for kejsersnit skulle jeg i hvert fald ikke have. Det bestemte jeg nu alligevel ikke selv – hvorfor, kan du læse om her!

Da Noelle kun var sølle 6 måneder gammel braste drømmen om en fødsel fuldstændig, fordi jeg var blevet beordret minimum 18-24 måneder til næste fødsel, hvis ikke jeg skulle udfordre risikoen for uterus ruptur, altså at kejsersnittet ville gå op under en fødsel. Derfor var jeg allerede gjort bekendt med planlagt kejsersnit og blev indkaldt til en samtale om dette.

Heldigvis stødte jeg på alle de rigtige mennesker til diverse samtaler omkring min forestående fødsel, som fortalte mig, at den slags sker så sjældent, at jeg slet ikke var dømt til endnu et kejsersnit og ikke skulle gå og være bange for et bristet ar. Til lægesamtalen sagde lægen mig ordene: ‘Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne få en vellykket vaginal fødsel, så hvis det er det du vil, så er det, dét du gør’.

..og det var bestemt det jeg ville, så det var planen og min drøm var pludselig ganske sikker på at gå i opfyldelse.

Desværre ville Naomi ikke frivilligt overgive sig til den nye verden, og på trods af en hindeløsning 40+5 måtte jeg møde op på hospitalet 41+5 til igangsættelse. Jeg havde været plaget af plukkeveer gennem hele sidste halvdel af min graviditet, som ofte var så strenge, at de mindede om rigtige veer, har jeg efterfølgende kunne konstatere. Det var nu alligevel til mit held, da min igangsættelse så kunne indebære at få taget vandet fremfor en ballonudvidelse, da jeg ikke måtte få igangsættende hormonpiller, for at passe på mit kejsersnit-ar. Plukkeveerne havde åbnet mig hele to centimeter uden jeg på nogen måde var i fødsel.

Jeg mødte ind på Herlev Hospital kl. 10 sammen med min mand, efter at have afleveret Noelle i institution. Det var en syret oplevelse at have taget afsked med livet som tre, og vide, at næste gang jeg så hende, så var det med en lillebrøster i armene.

Jeg fik kørt en CTG strimmel først og efterfølgende taget mit vand klokken 11. Jeg traskede rundt på hospitalet, efterlod en sø i kantinen og mødte tilbage på fødemodtagelsen kl. 14 uden spor af rigtige veer, men blot strenge plukkeveer af gåturen.

img_5707 img_5708

Efter endnu et tjek med CTG strimmel, blev vi sendt hen på fødegangen, der var klar til at skubbe lidt mere til fødslen. De første to-tre timer gik faktisk med at få lagt bælter på min mave og finde Naomis hjertelyd, der hele tiden blev overdøvet af min og der var et enormt virvar med maskiner, der ikke virkede og vist nok også på grund af en enormt aktiv pige, der sparkede bæltet af min mave konstant. Det blev besluttet, at Naomi skulle have en elektrode i hovedbunden så vi kunne holde ordentligt øje med hendes hjertelyd, men det var simpelthen ikke muligt på det tidspunkt.

Kl. 17 fik jeg ve-stimulerende drop og klokken 17:30 havde jeg 5 veer på 10 minutter. Jeg husker, at jeg spurgte om det virkelig var sådan her det ville være at have veer, med to minutter imellem dem. Hendes svar var ganske kækt – ‘Ét.’

Jeg havde jo ellers hørt, at veer var sådan nogle, der kom med 15 minutters mellemrum til en start og arbejdede sig nedad i tid og jeg havde slet ikke forberedt mig på at de kom som lyn fra en klar himmel, igen og igen.

Igennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne få smertestillende under en fødsel, fordi man ikke måtte dæmpe min krops mulighed for at signalere, at der var noget galt, i tilfælde af, at mit ar skulle briste. Derfor havde jeg indstillet mig på en fødsel uden smertelindring. Jeg havde ikke haft noget fødselsforberedelse af nogen art, fordi jeg ærligt talt tænkte, at kvinder altid har født børn, og når noget gør ondt, så tænker jeg generelt ikke særligt meget, men udholder smerten, og derfor mente jeg heller ikke, at jeg ville kunne bruge forberedelsen når jeg faktisk stod i min fødsel. Og jeg kan afsløre, at jeg bestemt ikke manglede noget..

Under min timelange vestorm, krampede jeg faktisk bare sammen under mine veer, der kom igen og igen. Man kunne fortælle mig nok så meget, at jeg skulle gøre et eller andet for at håndtere det bedre, men jeg bestemte ingenting. Min krop gik i overlevelsesmode.

Jeg kæmpede for at finde en god stilling, på siden, på alle fire, på mine knæ opad sengen, men hver gang jeg rykkede mig, rykkede bæltet sig og hjertelyden forsvandt hvortil jordemoderen panikkede og kastede mig tilbage op i sengen midt i mine veer.

På et tidspunkt blev stuen fyldt med en masse læger, og jeg husker at jeg kneb en tåre i frygt. Da de var færdige med at konferere på lægesprog midt i mine mange veer, kom den søde overlæge og fortalte mig, at der intet var at være bange for, men at de havde været nødt til at afklare situationen med hinanden inden de kunne inddrage mig. Og det viste sig kun at handle om udstyret, der havde spillet min jordemoder et puds – det havde set ud som om hjertelyden var afvigende, men situationen blev hurtigt afværget som helt ufarlig for mig.

Imens jeg lå i sengen, tvunget i samme konstante position, så måleudstyret ikke rykkede på sig; fosterstilling, husker jeg til sidst kun én ting. Følelsen af, at en skarp genstand borede sig ned i mit underliv. Faktisk havde jeg haft samme følelse et par dage forinden, hvor jeg blev indlagt natten over med ‘mistænkelige veer’. De gik i sig selv igen, og jeg valgte selv at tage hjem midt om natten. Jeg ville hjem til Noelle og lade op til min forestående igangsættelse. Følelsen var altså ikke noget, der som sådan skræmte mig, men da den under fødslen bare kom og afløste sig selv igen og igen, og kunne jeg ikke håndtere den.

Jeg blev tilbudt lattergas og det var jeg bestemt ikke bleg for at takke ja til. Jeg sugede og sugede og imens jeg hørte stemmer omkring mig, kunne jeg ikke finde mulighed for at besvare dem eller så meget som fjerne masken fra min næse, så det måtte Daniel gøre for mig, når jordemoderen beordrede det.

Klokken blev 21 og jordemoderen mærkede på mig, for at sætte elektrode på babys hoved og forlod stuen en stund. Da hun kom tilbage fortalte hun mig, at hun netop havde konfereret med en læge, fordi jeg faktisk ikke var mere end 3-4 cm åben efter 4 timer med vestorm. Jeg havde altså kun åbnet mig 1-2 centimeter på trods af de ekstremt mange veer, der kun tog sin ende for at blive erstattet af nye. Det føltes faktisk som om der slet ikke var pause imellem dem.

Da jeg fik beskeden gik klappen ned. Jeg åbnede ikke mine øjne, men sagde bare, at så kunne de godt give mig endnu et kejsersnit. På trods af, at det har været den dårligste oplevelse i mit liv og, at jeg havde følt mig snydt for min naturlige fødsel, som jeg nu kun havde ønsket mig endnu mere, følte jeg ikke, at jeg kunne komme ud af dét jeg var fanget i, på nogen anden måde. Veerne skulle bare stoppe!

Men så fortalte min jordemoder mig, at hun i samråd med lægen havde besluttet at tilbyde mig en epidural blokade, og det anbefalede de stærkt. Mit svar var faktisk bare, at hvis hun troede det kunne hjælpe mig, så måtte hun gøre det. Indeni mit hoved tænkte jeg kun én ting: hvis nogen siger jeg skal presse på et tidspunkt, så kan jeg ikke. Jeg følte mig ikke mentalt til stede ved min egen fødsel. Jeg var lammet og det eneste der fungerede var mine tanker, så jeg følte mig spærret inde i mit eget hoved.

‘Jeg er her slet ikke’, husker jeg, at jeg fik fremstammet flere gange, og prøvede at forklare, at min fødsel ville være et svagt minde, hvis den skulle foregå på denne måde.

Jeg hørte hende spørge Daniel om han kunne kende den kvinde der lå i fosterstilling foran ham. Og som nogen måske har fornemmet, så har jeg aldrig ingenting på hjertet, så det kunne han naturligvis ikke. Jeg husker ham sige, at jeg plejer at være rimelig sej og, at han er skræmt af den måde jeg ligger på. Jeg er helt væk og har ikke kigget på ham i hundrede år. Han synes det er ubehageligt og ønsker også, at fødslen tager en drejning.

Så sker der pludselig noget magisk – hun slukker for mit ve-drop og alle de kunstige veer stopper omgående. Jeg lægger masken fra mig og sætter mig op i sengen, hængende over Daniel, fuldstændig udmattet og måske i en lille brandert af lattergas.

20 minutter efter kommer der en mand ind på min lysdæmpede fødestue og lægger en epidural blokade på mig. Daniel fortæller om, at manden havde sagt, at det var super vigtigt at jeg sad stille, så han ikke stak forkert, uanset hvor ondt det gjorde, men, at jeg ikke havde trukket en eneste mine, men bare hængt død indover ham. Jeg husker ikke engang, at det gjorde ondt. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det siger noget om. Jeg var måske lammet af smerter og udmattelse, eller også er det bare ikke så slemt at få lagt en epidural som man frygter.

Så skete der mirakler derfra!

Vi fik to timer til at hvile os, med ve-drop på stand-by. Vi fik lidt saftevand og toast inden Daniel gik omkuld på en gulvpude og jeg prøvede at hvile mig. Men min krop var stille og roligt blevet klar til at føde Naomi, da jeg fik en pause fra droppet. Jeg begyndte at lave mine egne veer, som jeg til en start kun kunne se tage form på min mave, men slet ikke mærke. Det var simpelthen den vildeste kontrast til dét jeg netop havde befundet mig i, pludselig ikke at kunne mærke en ve. Jeg blev egentlig ret bekymret og spurgte, hvordan jeg skulle kunne mærke mine presseveer og presse med dem, når jeg intet kunne mærke, men fik at vide, at når veerne/baby bevægede sig så langt ned, så ville bedøvelsen ikke virke længere.

Henover den næste time tog mine veer godt til og min søde jordemoder kom hen og holdt min hånd og hjalp mig igennem det.

‘Sover Daniel?’ spurgte jeg, da det gik op for mig i mine dejlige hjemmelavede veer, at han ikke var til stede. Hun kiggede henover sengen og nikkede. Med nogle fine pauser imellem og et stille tiltag i styrke, fandt jeg selv frem til en måde at komme igennem mine veer. Hvis jeg trak vejret med dem og pustede ud i takt med deres bevægelse nedad, kunne jeg næsten forløse smerten.

Da veerne tog yderligere til, fik jeg vækket ham med min prusten og klokken 23:30 mærkede jordemoderen på mig og konstaterede, at jeg havde åbnet mig dobbelt så meget på de sidste par timer med mine egne veer, som jeg havde gjort på de første fire timer med vestimulerende. 8 centimeter åben med elektrode på Naomis hoved, og der blev atter sat gang i droppet og mine veer tog til.

Ja det gjorde ondt, men jeg var til stede. Jeg havde Daniel på min venstre side og holdt ham i min hånd og trak vejret dybt igennem ve efter ve. Klokken 01 konstaterede jordemoder,  at jeg var 9 centimeter åben og jeg bad Daniel om at ringe efter min mor, som jeg ønskede mig, skulle være en del af Naomis fødsel. Nu havde vi haft hele udvidelsesfasen for os selv, men den sidste del skulle min mor også have at tage med sig i livet.

Jeg var blevet noget så træt; jeg var helt på ved hver en ve, hvorefter jeg faldt sammen og halvsov imellem dem. Det husker jeg også som ret surrealistisk, for jeg var fuldt bevidst om mine minilure mellem mine veer. Min mor kom en time senere, men jeg var faktisk så udmattet, at vi knap talte sammen. Hun trak sig fint tilbage og overværede fødslen fra sidelinjen.

Ved 04 tiden bevægede mine veer sig over i en pressetrang. Jeg husker overgangen som mild og udefinerbar. Jeg mærkede en let tyngen men følte mig ikke klar til at presse. Pludselig kunne jeg slet ikke lade være at presse og jeg syntes faktisk bare kroppen klarede arbejdet for mig. At jeg nogensinde havde tvivlet på min krop.. den havde noget med sig fra urtiden, som jeg ikke kendte og det eneste jeg skulle gøre var at presse med den!

På et tidspunkt kunne Daniels fødder ikke stå længere og jeg lagde mine hænder på hvert sidegærde. Jeg husker, at jeg mærkede ham trippe imens jeg klemte smerterne ud i hans hænder og jeg kæmpede en brav kamp for at fortælle ham, at hvis han ikke kunne klare det mere, så måtte han rejse gærdet til mig. Det fik jeg til sidst brølet ud i en kort ve-pause.

Jeg havde den vildeste ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så mig selv som en urkvinde, der sad oppe i sengen og rev i begge siderne imens jeg pressede alt hvad jeg kunne. Jordemoder havde for længst snakket om hovedet og jeg troede, at det betød, at resten af kroppen snart ville være ude. Men da jeg spurgte om vi ikke snart var i mål, fortalte hun mig, at hovedet blot gyngede frem og tilbage med hver ve der kom og gik og sagde, at det hele jo afgang af mig.

Det gav mig selvfølgelig horn i panden. Jeg lurede, at jeg kunne nå to pres på en presseve og gav alt hvad jeg havde. Efter en times tid med presseveer, var jeg så udmattet, at jeg lå og sov imellem dem. Jeg nåede ovenikøbet at ligge og drømme inden det igen tårnede sig op og jeg rejste mig op i sengen og brølede imens jeg pressede. Til sidst måtte jeg sige, at jeg ikke havde mere at give af. Det var 18 timer siden jeg var mødt ind på fødemodtagelsen og presseveerne er sgu ikke noget at kimse ad. De gør ikke nær så ondt som veerne i udvidelsesfasen, fordi det føles lidt som en lettelse at presse med dem. Men hold da kæft, hvor bruger man meget energi på at presse!

‘Jo du kan godt’ sagde hun bare, og så kunne jeg selvfølgelig!

‘Kom ned og mærk hovedet’ sagde hun så, men det skulle jeg simpelthen ikke nyde noget af. Nej tak sagde jeg!

‘Jamen det motiverer altså virkelig folk til at give det sidste’ sagde hun, men jeg havde motivation nok, for nu skulle baby altså ud.

Jeg kæmpede videre indtil hun sagde, at hovedet var helt ude og bad mig gispe. Hun lirkede Naomis skuldre ud og jeg kunne i min halve søvn høre hende sige, kom ned og tag imod dit barn. Jeg regnede sådan set med, at det var til Daniel og blev liggende med lukkede øjne, i mine flygtige drømme, men hun gentog sig selv.

‘Mig!?’, spurgte jeg og satte mig op. Og klokken 05:25 tog hun mine hænder og lod dem gribe fat om min datter og med den sidste presseve hev jeg hende ud af mit skød og op på mit bryst.

Jeg hev hende simpelthen ud… og op på mit bryst!

Det står som den vildeste erindring fra hele min fødsel.

Og straks slog det mig, at jeg ikke vidste om vi skulle have en pige eller en dreng og jeg spurgte ud i rummet imens Daniel og jeg selv kiggede efter: det var vores lillesøster. Mormor havde allerede luret det fra sidelinjen. Hun havde stået nede og holdt mit ene ben, på forreste række, da hendes barnebarn kom til verden.

Jeg tog et kig på vores datter og sagde højt, at hun da var en Naomi. Daniel var enig. Hun stak i et hyl og jeg begyndte at synge for hende – den med undulaten. Min stemme var helt hæs af min brølen og det var helt surrealistisk at ligge dér og synge for mit nye menneske, midt i udmattelsen og med stængerne i vejret. Men jeg har sunget den sang højt for Noelle hver aften og vidste, at Naomi ville kende den. Hun blev stille ❤️

Da de snakkede om at begynde at sy, blev jeg helt paf. Jeg havde overhovedet ikke mærket, at jeg skulle være gået i stykker. Men en ret kompliceret 2. grads bristning kom til at tage tre stive timer med benene i vejret og tre forskellige læger der på skift rodede rundt, lige når jeg ellers troede, at nu var det overstået. Så jeg udbrød ret skuffet: ”hvem fanden har sagt, at det hele er så smukt, når først barnet ligger på brystet, så alt smerten forsvinder?”.

Men når det så er sagt, så VAR det virkelig smukt og et helt enormt ømt øjeblik.

Fra at have siddet midt i mine falske drop-veer og sagt, at jeg aldrig ville gøre det igen og krævet et kejsersnit, vidste jeg omgående, at jeg måtte opleve det igen. Og min fødsel var fantastisk!

Da jeg var færdig med at blive syet, puttede jeg Naomi ned i min skjorte og lod hende ligge ved mit bryst, så hun straks kunne stimulere min mælkeproduktion og vi kunne ligge hud mod hud. Der har hun stort set ligget lige siden. Så når jeg skriver, at hun sover i min armhule om natten, så er det helt bogstaveligt talt.

img_5738

Da jeg fortalte jer, at Naomi var kommet til verden, beskrev jeg især oplevelsen, da Noelle mødte sin lillesøster første gang. Den var helt speciel, fordi hun nærmest kom direkte ind på hospitalsstuen og tog Naomi i hånden. 15 måneder gammel, uden en idé om, hvad det hele betød, men alligevel fuld af interesse og omsorg.

Det her er et billede fra vores helt specielle øjeblik.

img_5737

Nå men:

BOTTOM UP, TOP DOWN…

Igennem hele min ungdom har jeg kun hørt kvinder fortælle om, hvor ondt det gør at føde. Da jeg beklagede mig over mit kejsersnit og min manglende naturlige fødsel til min første mødregruppe, var svaret blot, at jeg ikke var gået glip af noget. Fokus er altid på smerterne og det sætter simpelthen en frygt i livet på så mange kvinder!

Nogen bliver så skræmt ved tanken om smerten, og tvivlen om, hvorvidt de kan klare det, at de fravælger en vaginal fødsel. Hvorfor er det sådan vi omtaler en fødsel?

Hvorfor er det så vigtigt at fortælle om smerten som det tydeligste, og glemme at fortælle, at kroppen sagtens kan klare arbejdet og hvis man har brug for hjælp så er der et gudsbenådet hjælpemiddel i en epidural blokade?

Hvorfor er det yt at tage imod smertelindrende?

Hvis jeg havde vidst, hvad vestimulerende drop gjorde ved én, så havde jeg valgt ikke at blive sat igang, men trukket den til Naomi selv ville ud. Og havde jeg vidst, at jeg gerne måtte få blokaden, så havde jeg fået den længe før. Den gav mig en fantastisk oplevelse at se tilbage på, selvom min fødsel startede som et slag i ansigtet, der fik mig til at tænke, at jeg var så torskedum at tro, at jeg kunne føde et barn, når alle andre kunne. Men de kunstige veer er bare ikke at kimse ad.

Heldigvis har jeg en fantastisk kvinde i mit liv, som fødte ved igangsættelse da hun fik sin datter, der er jævnaldrende med Noelle. Hun talte aldrig om smerterne! Hun sagde da, at man aldrig var i tvivl om, hvad der var en rigtig ve, fordi smerten er umiskendelig, men hun sagde det kun i forbindelse med en fortælling om, hvordan tiden går i stå, hvordan man går ind i sig selv og finder en vej.

Og jeg har gjort et stort nummer ud af, at fortælle alle gravide kvinder på min vej, at jeg misunder dem, deres forestående fødsel. At det er den sejeste og mest fantastiske oplevelse, som de skal glæde sig til, og at smerten kun fylder i øjeblikket, fordi alt det der hører til, vejer så meget tungere. Jeg synes det er så vigtigt, at vi fortæller kvinder omkring os, at det ikke handler om en høj smertetærskel at klare en fødsel, og jeg håber, at hver og én giver det videre fremfor at køre med på skræmmekampagnen.

Efter at have prøvet begge dele, kan jeg afsløre for mit vedkommende, at smerterne efter kejsersnit, langt oversteg smerterne ved en fødsel. Tårerne piblede da jeg blev tvunget ud af sengen efter den store operation. Jeg kæmpede en kamp for at være med til at skifte den første ble, efter jeg havde misset den første vejning og måling med bedøvede ben på en opvågningsstue imens det foregik udenfor. Der er dog andre end mig, som har klaret kejsersnit langt bedre og været vel gående 8 timer efter.

Tårerne var ikke tilnærmelsesvis på vej under min fødsel. For mig, kan de to former for smerte slet ikke sammenlignes. Operationen efterlod den dér smerte, der føles helt forkert, og gør en opmærksom på, at der er blevet skåret i én. Og dét klarer folk hver dag, når de bliver opereret af nødvendighed og for forfængelighedens skyld.

Veer gør ondt på en naturlig måde. Og så kan du sidde dér og tænke, at jeg jo fik en blokade, men det er jo netop en mulighed man har og bør benytte sig af, hvis alternativet er, at man bliver så udmattet, at man ikke har kræfter til at presse sit barn ud af den mystiske fødselskanal. Såvel som man bliver bedøvet fuldstændig ved et kejsersnit – det skal vi jo heller ikke klare uden bedøvelse, vel?

Det er ikke et nederlag, men en hjælp til dig, der har brug for det. En hjælp, som man ikke skal være for stolt til at tage imod. Den kan vende en fødselsoplevelse på hovedet og efterlade én med fantastiske minder fra en fødsel, der startede som et mareridt eller helt forhindre den dårlige oplevelse, hvis man får den i god tid.

Er det ikke en form for mirakelmiddel?

Intet, intet, intet kan sammenlignes med dét der sker på en lille fødestue, når man ligger med sit skød direkte op i ansigtet på en fremmed kvinde, der hjælper det mest dyrebare vi har, til verden. Det er dét, der fylder allermest. Forløsningen og tanken om det vilde arbejde man lige har klaret sig igennem. Stoltheden. Det er uden sammenligning!

 

Hvad er en ve? Starten på et nyt liv. Thats it.

img_5806

Noelles lillesøster ♥

En tidsrejse – vores ekstreme (drømme)projekt ❤️

1836148f-e35c-42bf-a0bf-83cf2a1e46f7

Jeg har lavet et indlæg med en lille rejse tilbage i tiden gennem vores renoveringsprojekt, med før- og efterbilleder af vores hjem. Det har været ret vildt at lave indlægget her og se ’sort på hvidt’, hvad det er vi har været igennem og skabt. Billederne taler vist for sig selv! Det har været et kæmpe arbejde, og selvom det føles som en halv evighed siden vi første gang stod med en hammer og bankede ned, inden vi kunne begynde at bygge op, så er det faktisk kun 14 måneder siden vi fik nøglerne.

Hver dag bliver jeg bekræftet i, at det har været det hele værd. Jeg møder små detaljer på min vej rundt i huset, som giver mig en følelse af hverdagsluksus, og det sætter jeg enormt pris på. Mit badeværelse er fyldt med sådanne detaljer, og for mig er det blevet til et rum på lige fod med alle andre – jeg elsker at være derude og et bad er ikke kun for soignerings skyld, men simpelthen for hyggens og velværets skyld.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad her var før.. Og svaret er ret let – ingenting!

Vi købte huset som en erhvervsejendom med butiksindgang, kontorer på førstesalen og et et par produktionslokaler på vores etage, hovedageligt bare bestående af store rum med hvide vægge og blå vinylgulve allevegne. Derfor indebar projektet helt fundamentalt af skabe vores egen planløsning og ellers bare at gå i krig med at forvandle hvert enkelt rum til det vi havde brug for.

Jeg har først og fremmest lavet en plantegning over vores hjem som det var og som det nu er.

Som bekendt er huset købt sammen med min lillesøster og hendes kæreste, som bor ovenpå, og plantegningen er blot af vores villalejlighed.

 

 

skaermbillede-2017-08-15-kl-19-58-32

Som det kan ses, var der ikke særligt mange rum, da vi købte huset. Vi har sat vores egen hoveddør i, i den oprindelige entre og fået vores egen lille entre med dør ud til badeværelset og ind til resten af vores hjem.

Vores badeværelse var et køkken før i tiden – det gamle køkken lignede de klassiske små køkkener i kontorbygninger og så således ud.

img_8130 img_8131

Kontrasten er nærmest ude af proportioner; det eneste man kan kende i rummet fra før, er vinduerne.

Vi ønskede os et stort samtalekøkken i forlængelse af spisestuen og derfor var vi villige til at bygge køkken i et andet rum og forvandle dette til et badeværelse. Jeg blevet hurtigt forelsket i muligheden for at ligge i badekarret og kigge op i aftenhimlen igennem det store vinduesparti.

img_7290 img_7313

Læg mærke til hjørnekassen til venstre under køkkenskabene – jeps, det er samme hjørne..

img_2356 img_7314

Det krævede en tur helt ned i dybet og en helt ny start i opbygning af rummet.

img_4415 img_5024 img_5104 img_5134

Rummet der nu er vores 40 kvm store køkken/spisestue var før delt op men indeholdt faktisk nærmest ingenting.

Først et billede fra udestuen ind mod den gamle væg, der delte det store rum op, og et efterbillede, da væggen var ved at blive taget ned og vi for første gang fik et vue ned igennem husets mest fantastiske rum.

img_8135 img_2790

 

img_2799 2512645b-7c28-4580-b01b-ffba24f5ea98

Jeg synes det er den vildeste forvandling når man står i udestuen og ser de gamle blå vinylgulve for sig og nu vores dejlige murstensgulv med køkkenet i den ene ende og spisebord i den anden. Jeg er overmåde stolt over, at det dér, det er produktet af mine og min mands hænders hårde arbejde.

Her er også et par delbilleder fra væggen var revet ned og gulvet var klar til at få lagt mursten og vi kunne begynde at bygge det rum jo havde så klart i vores tanker.

img_8124 img_2359   img_2771 img_2789   img_2804 img_2814 img_2841 img_2897 img_2936 img_2991 img_2999 img_3057 img_3237 img_3329 img_3369  img_3719

Stuen og børneværelserne var før i tiden ét kæmpe rum. Vi valgte at lave stue ved dobbeltdørene så vi kunne få en lækker udgang til haven, selvom vi havde betænkeligheder ved at lave værelser ud til vejen. Man vænner sig dog hurtigt til ’støj’ fra gaden, og jeg er jo ganske vant til byens ‘white noise’. Eksempelvis kan jeg næsten ikke undvære at høre bilerne køre forbi udenfor. Det luller mig i søvn. Jeg har virkelig svært ved at sove steder, hvor der er helt stille!

Så med en omgang gipsvægge kom Noelles og Naomis værelser på plantegningen. I fremtiden skal en vinduesvæg placeres indenfor området med stolperne, og skabe en gang mellem værelserne og stuen.

Dette var det første billede jeg viste jer på Instagram, da jeg afslørede vores nye køb.

 img_2793

img_2368 img_2808

img_3025 img_7004 img_3038 img_3029

img_3671 img_4166

Under alle vinylgulvene og et fandens lag tyndt beton, som skulle skrabes af alle vegne, lå husets originale plankegulve. Dem fra køkkenet pillede vi nænsomt op og lagde på ny i fransk sildebensmønster i stuen. Resultatet efter en gulvslibning var enestående. Det er den billigste omgang ‘nye trægulve’ jeg kunne have forestillet mig, og jeg elsker tanken om at have genbrugt plankerne og givet husets noget af dets ‘originale storhed’ tilbage.

img_8126 img_4220

 

img_4395 img_4728

I øjeblikket er vi igang med at fuge vores hjemmelavede murstensvæg i stuen – det er ret sjovt at se tilbage til dengang, hvor vi sad og satte murstenene op. Det er SAMME HJØRNE!!!

img_8128 Processed with VSCO with f2 preset

img_8129 img_1316

Læg mærke til den hvide stolpe i baggrunden – er det ikke CRAZY?!

img_6271  0cb1512e-9901-40cc-8762-8d5579a5d813

Og til sidst et lille vue fra pigernes værelser, med de fine gamle trægulve, der havde været gemt væk under den hæslige vinyl..

På den anden side af køkkenet ligger vores soveværelse i rummet oppe over den gamle butiksindgang som er blevet lukket af. Nu har vi vores egen nedgang til et lækkert påklædningsværelse, så soveværelset ikke behøver indeholde noget som helst andet end vores seng – noget jeg virkelig ønskede mig, for at slippe for rod i det rum, hvor jeg skulle putte mig selv ind i søvnen, så jeg kunne lægge mig med en følelse af, at jeg kunne tømme mit hoved i et værelse uden fyld. Vi købte en gammel dobbelt havedør med skodder og lavede en ny indgang til soveværelset fra spisestuen. Den bliver jeg glad af at se på, hver eneste dag.

img_3431 img_4217

img_5295 img_5293

img_5200

Bare lige en sjov indskydelse. Vi skulle nå alt det vi kunne inden Naomi ville melde sin ankomst.

img_5329 img_5466

img_4170 img_6477  img_8123 img_4172 3d7d7567-dc7f-47d7-8454-3e37e447d85c

img_8122 0a83ba4b-f86b-46dc-907b-a0b1ee884840

Samme rum, ny trappe, nyt gulv, fra hver sin vinkel..

Entreen er blevet skabt ved at placere en hoveddør mellem husets hoveddør og vores køkken/spisestue. Billederne her, er taget samme sted fra, og som det ses, er den gamle indgang til vores soveværelset lukket af.

img_2364 6a8b27a0-276d-409d-8d28-5bdbd732195c f36e8f4d-522d-451b-927e-151f2fd93d74

Begge disse billeder er taget i døråbningen ud til badeværelset. Jeg bliver hele tiden paf over at se billederne op imod hinanden. Det har været det vildeste projekt!

img_2357 8f729dea-d0d9-450c-a32d-e096c58d7b60

Udestuen er faktisk det eneste rum, der stadigvæk står som da vi overtog huset. Det har blot fået en lille face-lift i form af møbler og stemning som et lille fristed.

img_8132

8353e75a-bc2f-4d7c-b829-966a65003a8f f359f42f-bc32-4396-bb45-cb7c3c9ec785

Og helt til sidst et billede af vores meget fine veranda, udenfor dobbeltdørene i vores stue. Den er blevet lavet af den eneste håndværker vi har turde lukke indenfor vores døre – Daniels kammerat Kennet, som er en hamrende dygtig tømrer. (tømrermester Kennet A/v. KGNA)

img_9093 img_9316

Jeg håber I har nydt at se med. Jeg har i hvert fald nydt et gensyn med vores forvandling af det store gule hus <3

   

Hjemmelavet mad til din baby

Uanset hvor meget det siges, at købemad på glas og poser er fuldstændig naturligt og sundt, så er der bare et eller andet i mig, som siger nej tak.
Jeg KAN ikke med god samvittighed stikke min datter en såkaldt lasagne, som bare ligner en klam, grynet masse med orange olie. Det betyder ikke, at hun aldrig får mad på pose og frugtsmoothies bruger vi også meget til begge børn. Men ‘kylling og couscous’ er simpelthen kun i vores sortiment af nød. Jeg har selv smagt det, for at sikre mig, at jeg ikke serverer noget jeg selv ville kaste op over. Men det er smagsløst og konsistensen er urgh!
Imidlertid spiser de rollinger jo ret hurtigt tre måltider om dagen, som skal have en konsistens de kan få igennem spiserøret uden at kløjes i det.
For at hjælpe mig selv på tid og minimere min dårlige samvittighed, så har jeg suget til mig og selv fundet muligheder for at lave mos og mad til mit barn, som ikke kræver halvanden time om dagen. Hvis du også kunne bruge lidt inspiration, så læs med!

(mere…)

Om post-graviditetskroppen og dobbelt op på selv samme

Jeg har skrevet lidt om dét som så mange andre også skriver om. Om mor-kroppen. Ikke fordi jeg har så meget nyt at sige, men fordi jeg ikke forstår, at man ikke må have et issue med den.

Stort set hver gang jeg giver udtryk for, at jeg har et ‘issue’ med min post-graviditetskrop, synes jeg at få kommentarer om, at jeg jo har fået to dejlige børn ud af det. Af og til lyder det direkte som om jeg ikke må brokke mig over min krop, netop fordi den har givet mig to børn.

(mere…)

10 ting jeg ikke vidste om mig selv før jeg blev mor (og som jeg ret godt kan lide!)

        img_5913

Jeg går altså her og gnækker lidt og klapper mig selv på skulderen. Over hvor klog jeg troede jeg var og hvor klog jeg synes jeg er blevet. Vi er alle sammen bedre forældre inden vi faktisk bliver det og her kommer 10 ting jeg ikke vidste om mig selv.

(mere…)

   

Naomis barnedåb

1b40ffba-ae23-4fc4-b653-45399b5ac904

For knap halvandet år siden, lavede jeg et indlæg til bloggen om Noelle barnedåb. Jeg delte det op i to – et om kagebordet og et om pynten. Jeg kom desværre aldrig længere end til kagebordet 😬
Nu har vi afholdt Naomis barnedåb, så her kommet lidt opskrifter til kagebordet og pynten, som mestendels var genbrug fra sidste år. Jeg håber I bliver inspireret 😊

Da vi planlagde vores bryllup for 2,5 år siden, fandt vi virkelig frem til vores egen stil. Vi lavede faktisk alting selv (se gerne mit indlæg om vores bryllupsforberedelser) og fik skabt et rigtig fint vintagebryllup. I alt, hvad vi har lavet siden, har vi brugt de samme elementer. Jeg er selv ret vild med, at der er en rød tråd i alt hvad vi laver. Helt basalt, så er man ikke i tvivl om, hvem invitationen er fra, når den lander i postkassen. Den indeholder nemlig altid genbrugspapir!

Til Noelles dåb lavede jeg min egen invitation, som jeg genbrugte til Naomis dåb.

Hvis du tænker, at det lige er den invitation du står og mangler, så kan du kontakte mig på Instagram på SusLiving eller sende mig en mail på SusLiving@outlook.dk – jeg sælger nemlig skabelonen for bare 30 kroner 🙂

Jeg delte den glædeligt ud uden betaling i starten, men min skabelon har simpelthen været eftertragtet at jeg brugte enormt meget tid på at hive computeren frem mange gange i løbet af aftenerne og sende den afsted og den tid går jo fra min familie, derfor har jeg valgt at den nu koster et mindre beløb at modtage.
img_7513

98de4d49-eacb-4f15-8758-fdec390a29c9

img_8925

Nå men, nu til de mange kager:

Det kan måske se ud som om, det har været et stort arbejde, men der har det faktisk ikke. Det gode ved muffins er, at de er nemme at variere og få til at se enormt fine ud, med meget lidt arbejdstid!
Mit trick er at lave en forholdvis lille, men meget tung lagkage. Så tager folk et lille stykke af dén og spiser sig ‘kagemætte’ i dét der er masser af, i stedet.

Til Naomis barnedåb besluttede jeg mig for at lave noget andet end dét jeg plejer, men noget jeg er meget glad for; gulerodskage!
Jeg lavede faktisk en helt almindelig gulerodskage og bagte i en stor form, så det blev til en lagkagebund. Jeg lavede dem halvanden uge før og frøs dem ned, så jeg blot skulle samle kagen dagen før dåben.

3d75a781-95bd-4bef-a096-adfbec091f9f

Gulerods-lagkage:
200 g blødt smør
200 g brun farin
3 æg
200 g hvedemel
2 tsk stødt kanel
2 tsk bagepulver
ca. 300 g revne gulerødder (på det lille rivejern)

Eventuelt kan man også tilsætte 2 tsk vaniljepulver!

Bland først smør, farin og æg og tilsæt så gulerødder og de tørre ingredienser.
Jeg bagte i en rund springform på 30 cm i diameter.
Bag i forvarmet ovn ved 175 grader i ca 35 min.

Gentag, så du får to bunde.

Imellem de to bunde, lavede jeg en hvid chokolademousse. Fordi jeg ikke brugte husblas, faldt min mousse ret hurtigt sammen, da kagen havde stået på bordet og tøet op. Men den smagte enormt godt!
Jeg vil dog mene, at man kan blande husblas i den smeltede chokolade eller eventuelt sammen med lidt varmet fløde, inden man blander det med den piskede flødeskum. Hvis man ikke tør kaste sig ud i det, vil jeg blot anbefale at søge efter en mousse med husblas på Google.

Jeg brugte denne:
300 g hvid chokolade, groft hakket
5 dl piskefløde
6 bægre pasteuriserede æggeblommer (eller 12 æggeblommer)
100 g rørsukker

Pisk blommerne hvide med sukkeret, smelt chokoladen og bland med blommerne (og husblas) og vend til sidst med flødeskummen.
Læg den ene bund i springformen og fyld chokolademoussen på. Stil den på køl i et par timer og læg den anden lagkagebund ovenpå. Så er din kage klar til ‘topcoat’, når du har tid…

Jeg er rigtig dårlig til at arbejde efter opskrifter. Jeg bruger ofte bare de ingredienser jeg har lyst til, i de mængder jeg selv synes er passende.
Min ostecreme bestod af et helt bæger mascarpone, muligvis et par hundrede gram flormelis, måske lidt mere, en Buko flødeost, naturel, et par hundrede gram blødt smør og et par teskefulde vaniljepulver.
Jeg piskede det sammen på min køkkenmaskine og da blanding var forholdsvis flydende, fordi den var lun, kunne jeg brede den ud over toppen på min kage. Den røg i fryseren igen og jeg gemte en rest og stillede på køl, så jeg efterfølgende kunne smøre kagens sider med en mere fast ostecreme.
Da det var gjort, røg kagen igen tilbage på frys og blevet taget ud et par timer inden vores gæster kom. Dvs lige inden vi gik ned til kirken, hvor gudstjenesten varede lidt over en time, og vi var hjemme igen 2 timer efter vi var gået hjemmefra.

Kagen pyntede jeg med en hjemmelavet flagranke og lidt lavendeldrys. Lavendel har jeg vist købt i Tiger eller Søstrene grene! Flagranken lavede jeg aftenen før – jeg har en ordentlig portion stofrester og deriblandt noget tykt møbelstof. Man kan købe noget hør/lærredsstof i stof2000, som jeg også brugte til Noelles dåb. Jeg klippede små flag ud og tegnede bogstaver på dem, med en sprittusch. Jeg syede flagene på et blondebånd og bandt rundt om et sugerør i hver sin ende. Det blev helt vildt yndigt, selvom det var ganske enkelt at lave!

 

d45a26c4-70ab-4d00-a20a-49037e34591c

Selv samme stof brugte jeg til at lave en bordløber. Vi havde en ‘byg-selv-hotdog-bar’, og for at gøre lidt ud af det, gjorde vi det muligt at lave en gourmet udgave også, og hotdogbaren blev pyntet med en fin bordløber.

Når jeg tegner, gør jeg mig først klart, hvad jeg vil have på stoffet og tegner derefter med en sprittusch. Jeg tegner altid med tynde streger først og bygger derefter på. Så kan man også rette små fejl. Tykke bogstaver er altså først tynde streger som får fylde når jeg har tænkt mig om og besluttet mig for, hvor jeg skal fylde på.

Man kan eventuelt søge på en skrifttype på dafont.com eller lignende. Så skal man ikke sidde og tegne ud fra sine egne ideer, men prøve at efterligne en skrift.

img_910733cd7485-60fc-408a-a961-cfe84a832a57

326682a7-8053-48e4-a598-2ac957527f3e

Hotdogbaren var en kæmpe succes, og der var stor begejstring over gourmet-udgaven. Jeg syltede rødløg med en blanding af laurbærblade, nelliker, lidt sukker og salt, kogt op med vand og eddike og hældt over rødløgene. Det stod og trak en uges tid inden. Så havde jeg købt en relish af cherrytomater, en grov, økologisk remoulade og en chutney af æble og havtorn.

De syltede agurker var skiftet ud med tykke skiver drueagurker. Av, hvor var det godt!0c28066d-83fc-4457-b8f1-46de01ea934f

img_9286

Og så tilbage til kage:

Jeg forsøgte at lave nogle marengstoppe og sætte dem sammen med karamelcreme. Det lykkedes egentlig fint, men marengsen smuldrede fuldstændig på dagen. Jeg opbevarede dem i fryseren, fra jeg lavede dem, som ellers skulle være muligt. Ikke desto mindre så de fine ud – hvis du har en bedre løsning til opbevaring, eller måske bare stoler mere på dine evner til at lave kys, så kan du måske arbejde dig ud fra billederne her:

c24c998d-9046-4f49-bca3-73d219dc8d5e

(Karamelcremen er blot lavet ved at koge en dåse kondenseret mælk i et par timer. Så bliver mælken til tyk ‘Dulce de leche’ 😋. Jeg tilsatte lidt havsalt, for jeg elsker saltet karamel!)

Muffins:
Jeg bruger egentlig den samme opskrift og tilføjer og trækker fra, som jeg har lyst.

250 gram smør
2,5 dl sukker
1 spsk vaniljepulver
3 æg
2 tsk bagepulver
Evt lidt mælk

Jeg lavede med blåbær og hvid chokolade:
100 gram blåbær og 100 gram grofthakket hvid chokolade i massen.

Jeg lavede chokolade muffins ved at tilføje 50 gram bagekakaopulver og tilføjede 100 gram hakket hvid chokolade.

Jeg lavede lavendelmuffins ved at tilføje en spsk honning og en spsk tørret lavendel.

Og sidst lavede jeg muffins af brownie med karamel. Jeg har en opskrift på det her:

Frostingen bestod af en blanding af smør, flormelis og buko naturel. Jeg tilsatte også hvid chokolade eller kakaopulver for at variere lidt.

Det tager ikke meget mere end 15 min at bakse dejen sammen og så skal de bages i ca 20 min ved 175 grader.
Der til ca 16 stk afhængig af størrelsen!
De røg også bare i fryseren og blev pyntet dagen før.
Jeg synes det er rigtig fint at blande en masse varierede muffins. Jeg brugte papirer i dæmpede pastelfarver og forskellig pynt, og satte dem på fint silkepapir. Jeg brugte blandt andet ‘liberty’ fra Meri Meri, hvortil man også fik lidt tilhørende kagepynt. De glimrede N’er har jeg købt på Etsy.com. Jeg synes selv, at det blev rigtig flot! 👌🏼

fdf9e1b2-e085-4a47-a3e3-0600032f7b4dcd721bc7-feee-4cef-9e05-92ecc0da32d7img_9284Jeg lavede også mine sædvanlige snickersbarer – de bliver ved at være en succes. Bordet pyntede jeg også med småkager. Du kan finde opskrifter til begge dele her:

Småkage Deco

En bid af himlen – hjemmelavede snickers

Al papirspynten var genbrug fra Noelles barnedåb. Jeg brugte det også til hendes 1 års fødselsdag og det er endnu engang pakket ned i festkassen og klar til brug igen og igen. Festpynt er mega dyrt synes jeg, så det har været det hele værd at sidde og lave det selv, og få noget der kunne genbruges. Jeg bestilte en ordentlig omgang silkepapir hjem fra Etsy, i de fine pastelfarver jeg ønskede mig. Så har jeg ellers siddet og klippet strimler og snoet papiret om en jutesnor. Man skal altså kun bruge tre ting til at lave dem!

img_8792img_8793img_8778

Jeg lavede også en flagranke til at pynte ved kagebordet. Jeg klippede blot trekanter af noget rosafarvet gavepapir, tegnede bogstaver på og så laver jeg to huller i hver side af trekanterne og stikker snor igennem, så hvert ‘flag’ faktisk er syet på snoren. Super nemt uden hæfteklammer, lim eller andet gøgl. Ofte skal der ikke særligt meget til for at lave noget rigtig fint pynt! Jeg brugte dog en limstift og lidt guldglimmer til at pifte den ekstra op, men det er bestemt ikke nødvendigt!

ff8d30ce-3232-48f5-9807-9cc8dc64e4ebimg_9187

Jeg havde lavet ‘hyggeposer’ til ungerne. Poserne er fra Meri Meri, i det fineste Liberty tryk, som altså gik igen fra kagebordet. De indeholdt figenstænger, kiks, sæbebobler og små biler. Børn over to år fik en Capri Sonne, hvor dem under to år kunne få en smoothie, som jeg dog opbevarede i køleskabet. De blev lukket med navne skrevet på en dymo og en fin silkesnor. Dymo’en går man altså aldrig galt i byen med!

84bb0984-60ca-4b10-a986-a1356888930c

Vi havde selvfølgelig også vores sædvanlige ‘bar’ med fyldte dispensere og vores mange sylteglas. De har allerede været pengene værd mange gange. Jeg gav vist knap 1000 kroner for 100 glas fra hjemmemost.dk.

img_9285

Vi lavede en rabarber lemonade af en blanding af rabarbersaft blandet op med vand og en Roses Lime. Og så en detox-vand med grape, citron og agurk. Husk at fjerne kernerne, for de giver ellers en bitter smag til vandet.

Jeg syntes der skulle noget farve til, men ellers er agurk jo god til at give vandet smag. Og mynte! Men det glemte jeg..

img_9237

Det hele havde været super godt til en varm sommerdag. Vi skulle have siddet på tæpper i haven og nydt vores nye veranda. I stedet øsede det ned hele dagen!

Alligevel hyggede vi os og havde en dejlig barnedåb 🙂

Jeg håber du kan bruge nogle af ideerne til at skabe din egen fine dåbsfest.

Se lige mine piger med matchende tøj på dåbsdagen 💛

8fa10727-22b6-4ec5-bd9e-371e14f4f20c

Herunder er der et par billeder tilbage fra Noelles barnedåb med kaffebar, hvor man nærmest kunne få lige den varme drik, som hjertet kunne begære og lidt bordpynt. Jeg var meget stolt af den dåbsfest vi fik stablet på benene i starten af 2016, og jeg elsker varme drikke, derfor var det et fokuspunkt for mig.

img_9443 img_9449 img_9520

img_8850img_9480

img_9516

 

Andengangsmor og følelsen af utilstrækkelighed, del 2

img_8284

..Det var så fint at komme hjem og se Noelles interesse for Naomi. Hun ville så gerne holde hende og kysse hende hele tiden. Jeg tror hun opfattede hende som en dukke og hun kunne lide sin lillesøster-dukke.

Vi fik taget nogle billeder som fik foreviget de meget fine øjeblikke som vi havde så mange af i den spæde start. Men der gik ikke længe før vi fik vores at se til. Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med, at det hele ville blive en leg, og da Noelle havde været det nemmeste barn i verden satsede vi på, at vi ville få lov at opleve et barn i en helt anden kategori denne gang. Det var bare ikke sådan lige, når vi i forvejen havde en stor baby.

For det første så havde jeg enormt mange smerter efter min fødsel. Jeg havde fået nogle komplicerede bristninger og jeg vidste ikke selv, hvor lang tid der skulle gå før jeg ikke havde ondt mere, men smerterne tog til. Jeg kunne ikke stå på mine ben og jeg græd når jeg skulle prøve at vugge Naomi i søvn i mine arme, fordi det var den eneste måde hun kunne finde ro på. Imens havde jeg konstant en tumling, som krævede min opmærksomhed, og som hele tiden ville løftes og ’spærre’ mine arme for lillesøster. Jeg kunne bare ikke. Jeg måtte afvise hende gang, på gang, på gang. På det tidspunkt var min mand allerede tilbage på job igen, og Noelle har været så meget syg, at hun var 50 % i vuggestue og 50 % hjemme sammen med mig og Naomi. Det var en kamp af en anden verden at komme ud af døren med mine to unger, men det var kun endnu hårdere at være hjemme med dem begge to. Og mine smerter blev kun endnu værre, imens mit hjerte også gjorde mere og mere ondt, fordi jeg ikke kunne give Noelle den fysiske omsorg hun havde brug for, og jeg følte ikke, at jeg kunne hjælpe hende igennem ‘chokket’ over vores nye familiesituation eller skabe den bedste tilvænning for hende som muligt.

Tre uger efter fødslen tog jeg til lægevagten, men blev afvist, fordi de ikke syntes det lød alvorligt. Men min læge havde aftenkonsultation dagen efter, så mine prøver kunne først sendes til undersøgelse to dage senere, og så ramte vi ind i weekenden med nytår, hvor jeg bare lå på sofaen i et smertehelvede. Jeg husker at Noelle gik og hylede for at få opmærksomhed hele nytårsdag og aften, hvor Daniel var nødt til at tage Naomi. Han gik med hende i strækviklen for at have ro på hende, fordi jeg simpelthen ikke kunne gøre fra eller til. Jeg råbte højt af Noelle, at hun skulle holde sin kæft….. for jeg kunne bare ikke klare mere. Min tålmodighed var under konstant pres og jeg følte mig så vred hele tiden. Det var en rigtig lorte-nytårsaften med alt for dårlige minder, selvom det skulle have været så fint, at vi bare skulle have en rolig aften med vores nye familiemedlem.

Der gik en uge fra jeg var hos lægevagten, til jeg fik svar på mine prøver og det viste sig, at jeg havde fået stafylokokker i mine syninger i underlivet. Jeg kom på en heftig penicillinkur med 2000 mg om dagen, som selvfølgelig gik direkte i maven på Naomi, som startede kolikagtige tilstande. Hun sov egentlig ganske fint om dagen, men så snart klokken slog 17, så sov hun faktisk kun små powernaps frem til klokken 02, af og til 04. Hver aften var præget af gråd imens min store pige ikke ville sove og krævede putning på mininum halvanden time, gerne 2 timer hver eneste aften. Jeg kunne ikke deltage i den putning, for det var mig med brystet, der måtte bruge alle timerne på at prøve at holde Naomi i ro. Hun fik også i denne periode konstateret hoftedysplasi og blev lagt fast i en benskinne, og så var det pludselig som om, at de værktøjer jeg havde fundet frem, ikke kunne bruges mere. Jeg kunne ikke rigtig vugge hende i armene mere og jeg syntes slet ikke, at jeg kunne se en udvej. Når jeg først fik lov at sove sent ud på natten og skulle op og afsted i vuggestue med Noelle, var jeg naturligvis prøvet på min søvn, og så er man jo allerede stået op med minuspoint på kontoen. Så havde jeg en nyfødt der skulle ammes, som resulterede i, at Noelle måtte sidde alene og spise sin morgenmad. Jeg lå i sengen og kiggede ud på hende, så jeg kunne holde øje med, at hun ikke rejste sig i sin højstol, men det der optog mig mest, var min pige på 16 måneder, der sad og spiste morgenmad alene stort set hver morgen. For hver morgen var Naomi urolig og ville have brystet. Jeg ser for mig, hvordan Noelle sidder alene ved spisebordet og bare tygger uden at sige noget. Jeg forsøgte at tale med hende, men hver gang jeg ‘råbte’ ud til hende, så blev Naomi distraheret og ked af det. Og så startede alle dagens kampe ellers. Noelle ville ikke have en ren ble. Hun ville ikke have tøj på. Hun ville ikke have overtøj eller sko på og hun ville ikke ud af døren. Og midt i alle kampene skreg Naomi fra liften.

Jeg vidste jo godt, hvad det handlede om. Noelle manglede mig og jeg kunne bare ikke give hende dét hun havde brug for, hvor end jeg gerne ville. Og jeg blev vred på hende, for jeg var udkørt og udmattet og jeg kunne ikke mønstre tålmodighed. Så når klokken slog 10 om formiddagen og hun var blevet afleveret i vuggestue, så var jeg grædefærdig. Mine kræfter føltes som opbrugt for resten af dagen og jeg var så fuld af dårlig samvittighed. 5 timer senere hentede jeg hende igen, og allerede i dét øjeblik, når vi stod og skulle vaske fingre, fik jeg et sug i maven af frygt for den kamp vi skulle kæmpe bare om dét, og en følelse af, at jeg slet ikke orkede at tage hende med hjem. Jeg fik lyst til at hente hende senere og så fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne overskue at bruge tid med mit barn. Men jeg fik også dårlig samvittighed over, at hun skulle være alene i den tid jeg måtte bruge med mit spædbarn, som jeg heller ikke ville lade ligge alene, når vi nu netop skulle knytte bånd, ligge hud mod hud og alt dét man gerne vil med sin lille ny.

Jeg blev ædt op af dårlig samvittighed! Jeg ville hele tiden gerne være begge steder og jeg var aldrig glad uanset om jeg var det ene eller andet sted. Jeg græd over, at jeg ikke kunne få lov at putte min store pige om aftenen og jeg savnede hende hver eneste dag. Når jeg gik i seng og ventede på, at Naomi ville finde ro og lægge sig til at sove, så var det ikke for at jeg selv kunne få noget søvn, men fordi jeg bare gerne ville vende ryggen til hende og holde om Noelle.

Men da vi til sidst indførte aftenflasken, så jeg kunne få mulighed for at være der for Noelle og putte hende som i gamle dage, imens min mand tog sig af vores baby, så fik jeg alligevel så ondt i maven inde i mørket, når jeg kunne høre Naomi græde ulykkeligt inde i stuen. Nogle gange måtte jeg udvandre og bytte. Så sad jeg med mit spædbarn og skammede mig over, at jeg lige havde forladt Noelle, som endelig havde fået lov at få sin mor. Det gør næsten ondt på mig at skrive det. At hun sad alene og spiste morgenmad og, at jeg forlod hende midt i putningen, det kan jeg næsten ikke bære at tænke på. Alle de kampe vi tog, simpelthen fordi hun ville have min opmærksomhed og jeg bare ikke havde noget at give af. Mit hjerte slår knuder.

Når klokken slog 22 og Naomi havde været urolig siden aftensmaden og vi ikke vidste om hun var færdig om to eller fire timer, så var jeg bare grædefærdig igen.

Jeg fortrød, at vi havde fået hende. Jeg fortrød naturligvis ikke hende i sig selv, men jeg syntes, at jeg havde ødelagt vores familie. Jeg svigtede min store baby og jeg savnede hende samtidig med, at jeg ikke orkede hende. Jeg var ked af det hele tiden og det var ikke godt for nogen, at vi var blevet fire i familien. Heller ikke for stakkels Naomi, som jeg blev vanvittig over, når hun krævede mig fra 17-00:30, som vi nu var kommet ned på. Af og til tænkte jeg, at hun måtte ligge og græde for sig selv, for så havde hun i det mindste noget at græde over (!!!). Når situationen blev så opkogt måtte jeg lade hende være for sig selv til jeg genfandt besindelsen og fik så dårlig samvittighed, at jeg som en skizofren pludselig ikke følte den mindste vrede eller irritation og igen kunne være den mest omsorgsfulde mor indtil hun gav slip og vi fik ro for natten.

Det er så afsindigt hårdt for parforholdet også. Jeg følte mig direkte forladt og svigtet hver morgen når jeg var alene i krig med de to små. Jeg prøvede at samle energi og have godt humør, men hvis Daniel trådte ind ad døren med en forkert mine eller hvis han mente, at han havde haft en hård dag, så gik jeg i spåner. Det var ikke fordi vi havde tid til at snakke om det, så det var vitterligt et udtryk i ansigtet, en brummen eller sukken, som kunne hyle mig helt ud af den. Jeg begyndte at overveje om vi overhovedet skulle være gift. Jeg syntes ikke, at han bragte noget glæde ind i mit liv, og vi havde ikke mulighed for at snakke om det. Nogle få gange diskuterede vi det og råbte ad hinanden foran ungerne, når det hele blev for meget. Hvad gør man egentlig når man har børn i armene døgnet rundt?

Jeg måtte sige til mig selv, at vi var i en situation, som man slet ikke kunne tage beslutninger i. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv og det var helt forkert at prøve at vurdere situationen når jeg/vi var så presset på alle fronter. Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan vi har formået at kæmpe med renoveringen imens. Men i dag kigger jeg bare tilbage og er mega stolt.

Jeg valgte at tage en eneste beslutning og det var at acceptere, at jeg ikke havde kontrol over en skid. Jeg kunne vælge at komme igennem situationen med tårer, vrede og frustration over at ingen børn ville sove og, at der ikke var noget der hed ‘mig’, på uvis tid. Løsningen for os, var at lade tingene gå sin gang, tage en dag ad gangen og vente på, at det blev bedre. Hvis Noelle ikke ville sove, så måtte hun komme med ind i stuen og se fjernsyn. Hun prøvede jo også at fortælle os noget, og vi var nødt til at prøve at lytte, fremfor at holde fast i strikse rutiner. Så måtte hun passe sig selv lidt imens vi igen kunne være to om Naomi, der var urolig. Hvis en chokoladebolle kunne få hende til at være glad og ligge stille imens jeg skiftede hendes ble, så jeg ikke skulle føle at det var et overgreb på hende når hun skulle have en ren ble, så var det sådan det var. Og jeg måtte lade være at håbe på tid til mig selv og blive skuffet. Jeg prøvede at tage lettere på alting og sætte forventingerne ned. Ændre på kriterierne for succes.

Det var ikke kun succes, at det ene barn sov til tiden, så vi kunne hjælpes ad om Naomi. Det var at få noget hygge ud af, at vi allesammen var vågne til 22, at vi kunne grine af vanviddet fremfor at græde og skændes. Vi måtte prøve at aktivere Naomi selvom det var sengetid, så hun i det mindste ikke græd. Regler og gode rutiner måtte bare over bord og så skulle undtagelsestilstanden hjælpe os ud på den anden side. Vi måtte ændre vores holdning omkring weekenderne. Vi måtte ses med nogle mennesker fremfor at beslutte, at vi ikke orkede det. Nogen der kunne hjælpe os med at distrahere Noelle med leg og nogle man kunne snakke med imens man kæmpede med en urolig baby. Vi kunne ikke holde ud, at det hele bare var den samme frustrerende suppedas.

En aften besluttede vi, at Noelle måtte sidde med en iPad inden hun skulle i seng. Det tog 15 minutter at putte hende derefter. Vi prøvede det samme dagen efter og det virkede igen. Vi fattede ikke noget af det, for vi vidste jo begge at sådan noget lys fra elektronik påvirker hjernens evne til at vurdere, at det er nattetid og kan have dårlig indvirkning på søvnen. Men det føltes som vores redning. Jeg er sikker på, at det faldt sammen med, at Noelle også havde været igennem et udviklingsspring, for mange af de ting vi kæmpede med, havde jeg hørt om hos jævnaldrende børn. Hun fik også tænder i den periode og vi var faktisk bare hårdt ramt med alt dét der er krævende når man har børn. Samtidig nåede jeg endelig til et stadie, hvor jeg begyndte at føle, at jeg kendte Naomi. Hun fik også sin skinne af, og jeg fik følelsen af, at jeg kunne være tættere på hende, at jeg bedre kunne trøste hende og blev mere sikker på mig selv.

Det er vel en måneds tid siden, at yngste skud på stammen, har besluttet sig for at sove for natten klokken 21:30. Lige så vel er det en måned siden, at den store, begyndte at føle sig så godt tilpas, at det nu kun tager 15-30 minutter at putte hende. Det betyder, at jeg igen har fået mulighed for at snakke med min mand og det betyder, at jeg får lov at gå i seng, når jeg har behov for det. Det betyder at min tålmodighed og mit overskud er vokset igen, så jeg har mulighed for at give Noelle den omsorg hun har brug for, selvom lillesøster også er her. Og så forsvinder den dårlige samvittighed og jeg får igen troen på, at jeg er god nok som mor. Det giver igen endnu et skud overskud, og pludselig føler jeg, at jeg kan være der for dem begge to på én gang. Nu lever vi igen og selvom det trækker tænder ud at være mor til flere på en gang, så føler jeg mig lykkelig igen.

Jeg er udmattet hver eneste dag og det er aldrig mine behov der kommer i første række. Jeg har svært ved at føle, at jeg ikke er andet end nogens mor og jeg kæmper med følelsen af, at dagene skal overståes, fordi de er så udmattende at komme igennem. Jeg kæmper med følelsen af, at jeg ikke nyder det hele nok, og spørger mig selv om jeg vil have det sådan de næste 10 år, eller blot det næste halve år, fordi jeg selvfølgelig ønsker at nyde dagene fra start til slut, fremfor at se frem til, at der er ro i hytten. Men når jeg går i seng om aftenen, så er jeg glad og fyldt op med kærlighed,  og når jeg står op er jeg fyldt med energi og klar til en ny dag.

Der er ingen tvivl om at mine bekymringer om, ikke at kunne være to steder på en gang, slet ikke stod mål med, hvor hårdt det rent faktisk har været at stå i den situation. For følelsen af ikke at slå til, at have et ansvar man ikke kan leve op til og billederne der printer sig ind på nethinden af de situationer, hvor man føler, at man svigter sit ’store’ barn, den kan slet ikke sammenlignes med selve forestillingen om den følelse.

Men man kommer videre derfra! Imens man står i det, kan man slet ikke se lyset forude og det føles som om man drukner. Men man overlever. Det er jo vitterligt kun det første år, at børnene kræver så voldsomt meget af en, og man må have øje for at det år forsvinder ud af hænderne på én og alting bliver bedre og det hele værd.

Af og til føler jeg, at vi har tabt vores vej, og så kræver det lidt ekstra af mig at finde den igen. Det er svært når man er udmattet, men situationen er markant anderledes end den var for en måned siden, og så snart vi har haft en god dag, har jeg ekstra energi til at ‘hidkalde’ flere. Jeg føler ikke længere at jeg har ødelagt min familie, men at Naomi er en gave til os allesammen.

… Her kommer et skriv fra Norge, som jeg selv fandt rigtig meget spejling i. Jeg syntes det var så dejligt at læse meget af det samme som jeg selv har skrevet foroven, og vide, at jeg ikke er alene, og derfor vil jeg også gerne dele det med jer:

”Vi har en datter som akkurat rakk å fylle 2 år før lillesøster kom i februar. Jeg veit, at det er en gave å få to tette barn (og barn overhodet), men på dårlige dager føler jeg, at jeg har ødelagt for oss alle sammen fordi ingen får det beste av meg lenger… og på virkelig crappy dager (lite søvn, lite mat og null egenpleie) så føler jeg at livet er ødelagt – noe som er helt forferdelig å si høyt. Jeg savner min toåring daglig, og tillater meg selv å føle det sånn.
Ingen følelser er feil er hva jeg forteller henne, så da må det få gjelde meg selv også. Jeg føler at å være mamma er mitt “kall” og da er det så lett å bli en perfeksjonist.
Jeg har også følt at parforholdet har blitt rystet av denne perioden. Vi flytta bare noen uker etter at lillesøster ble født. Hun kom en måned for tidlig og både hun og jeg ble kjempesyke rett etter fødsel med bronkitt på meg og RS virus i hennes lille kropp. Jeg følte at ingenting i livet mitt var konstant lenger, at alle delene bare fløyt og det er det verste jeg vet.
Ingenting i livet var til å kjenne igjen. Og storesøster var jo plutselig blitt utrolig stor! Jeg kunne ikke helt fatte hvor stor hun plutselig var da jeg kom hjem fra sykehuset og da lillesøster ble så syk og svak bare noen uker gammel, så ble jo avstanden til storesøster desto større. Jeg skulle plutselig være både mor og sykepleier, og jeg var
så utslitt og redd, at jeg tenker tilbake på den tiden som helt traumatisk. Glad vi er ferdige med sykdom, og så godt som har kommet oss ordentlig i hus i den nye leiligheten. Jeg er en grubler og jeg mener selv at jeg plukker opp og er svært sensitiv til menneskene nærme meg; og jeg kunne virkelig føle at det verket i dem alle sammen.
Og da var det så vanskelig å kjenne på sine egne følelser også, som ikke akkurat ga overskudd. Jeg har aldri blitt så sint og frustrert på samboeren min (eller barna mine heller) som i den perioden vi har vært igjennom (og fortsatt har jeg dager inne imellom hvor jeg kjenner på raseriet). Det er også uvant, når jeg ikke kjenner meg igjen i den personen. Men jeg må romme mer nå som jeg også helt bokstavelig talt har fått mer inn i livet mitt. Det er voksesmerter, men jeg veit innerst inne at jeg tåler det og at jeg skal bære denne vekten nå for å stå stødigere senere.”

Jeg ved nu også, at mine bekymringer om størrelsen af min kærlighed aldrig var begrundet. Jeg troede, at jeg ville have dårlig samvittighed, hvis jeg sagde højt, at jeg elskede den ene, uden at sige, at jeg elskede den anden. Men min kærlighed til dem, er ikke samlet på en tallerken, som skal fordeles lige. De har fået en tallerken hver, og jeg elsker dem, for det de er, hver især. De bringer forskellige følelser op i mig, og jeg kan føle det hele på samme tid og føle, at jeg er ved at gå i stykker af kærlighed til den ene, imens jeg har det på samme måde med den anden. Jeg føler det ikke en ad gangen, for kroppen kan sagtens rumme det samtidig. Det er svært at forklare, for det er uhåndgribeligt.

Men pointen er, at menneskekroppen er så fantastisk på mange andre måder, end at den kan skabe et nyt menneske – den kan også rumme så afsindigt meget kærlighed på én gang, at man ikke forstår, at det kan være i 175×40 cm ♥

Andengangsmor og følelsen af utilstrækkelighed, del 1

img_8266

Der sker noget helt specielt i kroppen når man skal være mor for anden gang. Det er en anden følelse end første gang, og det er noget, der viser sig at gøre sig gældende for vel nok alle andengangsmødre.

Som førstegangsgravid kan du glæde dig til at give alt din kærlighed til barnet der kommer. Man bruger enormt meget energi på at forstå, at der rent faktisk kommer et menneske, for selvom vi alle ved, hvordan et menneske bliver til, så er det jo så syret, at kroppen rent faktisk bygger et menneske og spytter ud i armene på os. Man har enormt meget tid til at glæde sig og knytte sig til det lille liv inde i maven. Situationen er noget anderledes som andengangsgravid…

(mere…)