Livet som mor til pseudotvillinger

img_2631

Sidst jeg skrev et indlæg om at være mor til pseudotvillinger, var jeg kun netop kommet igennem en af de allerhårdeste perioder i mit liv. For en rum tid siden skrev jeg på min Instagram, at livet nu ser noget anderledes ud end det gjorde for et års tid siden – til den bedre side. Og her er teksten jeg har glædet mig til at dele med jer, fordi der var håb forude, og nu er vi her.

Jeg skrev et opslag derinde da Naomi var ca. 2,5 måneder gammel; jeg havde lavet en nedtælling på 90 dage, fordi det sagdes, at den sædvanlige spædbørns aftenuro med tilhørende gråd, ophørte efter tre måneder. Langsomt mistede vi troen på, at min nedtælling ville holde stik, og det gjorde den da heller ikke.

Naomi var som besat så snart klokken passerede 17 og græd et par timer når vi nåede til klokken 20 og sov ikke før 00:30. Da hun var 4 måneder gammel oplevede jeg for første gang, at hun sov 21:30 uden, at jeg stod der og hev febrilsk i slyngevuggen. Det var magisk. Og derfra åbnede sig en ny verden for os. Vi havde aftener uden børn, vi talte sammen. Vi så måske endda en film. Det var stort!

Da vores lillesøster ramte 6 måneder blev jeg fuldstændig ramt af en lykkerus. 6-8 måneder var ultimativt højdepunktet i det første år af et barns liv, tænkte jeg. Skriv det ned, så du husker det til en anden gang, tænkte jeg. Naomi har været og er til stadighed beriget med en personlighed der er så finurlig, at jeg ikke kan finde hoved og hale i den. Hun har gjort det så svært for mig, at finde ud af, hvem hun egentlig er. Og det har frustreret mig. Men i de to måneder fik jeg for første gang et indblik i, hvem den pige jeg havde haft i mine arme i de sidste 6 måneder var. Hun er tillidsfuld ud over alle grænser, en humørbombe, en fedtmule og ikke mindst en ballademager. En bestemt én af slagsen.

Hun virkede som om hun var så imponeret over alle de nye ting hun pludselig kunne, at livet opløftede hende. Og i samme periode skete der også noget for forholdet imellem hende og hendes søster. Det er jo helt specielt, at når man har en storesøster der kun er knap 2 år gammel, når man selv er 8 måneder gammel, så synes man, at det samme legetøj er interessant. Den store er ikke rykket videre til barbiedukker eller hvad små piger nu egentlig leger med i dag. Så rangler, alt dét der legetøj, der kan sige mærkelige lyde og har pangfarver, det er stadigvæk interessant.

Det betød, at vi lige pludselig havde to børn der kunne sidde på tæppet i køkkenet og underholde sig med de samme ting, sammen, og jeg fik 15 minutter til at stå og lave mad, uden en baby på armen og en stor baby om benene.

Det er så absurd for mig, at kigge tilbage på de fire første måneder, der stadigvæk kan tvinge tårer frem hos mig. Det føles som et stort hul, hvor jeg ikke fik lov at nyde nogen af mine børn af ren og skær dårlig samvittighed blandet med afmagt og frustration over, at jeg ikke kunne læse min lille baby. Så stod jeg pludselig dér og kunne dufte til, hvordan vores liv ville se ud fremover, og dét kan altså også godt tvinge tårer frem, at genkalde den følelse af, at nu var vi kommet så langt.

Henover de sidste mange måneder er forholdet imellem mine piger kun styrket endnu mere, og jeg kan faktisk ikke sætte ord på den følelse det giver mig, når jeg engang imellem befinder mig i et glimt af noget fysisk, der afspejler de følelser de har for hinanden. De dér magiske øjeblikke, hvor følelserne nærmest hænger tykt udenpå en handling. Det er når Noelle kommer hjem fra vuggestue (da Naomi endnu ikke var startet) og løber direkte forbi mig, hendes hovedperson, og ind til Nuni og siger ’hej gat’ (hej skat). Ikke fordi hun ved hvad det betyder, men fordi hun har hørt hendes mor og far sige det samme. Og så sker det magiske – Naomi kigger på hende på en måde der gør, at jeg pludselig kan se det strømme tykt ud af hende, at hun har savnet sin storesøster hele dagen. Hun vidste det ikke selv, for hun forstår ikke hvorfor hendes søster ikke var der, eller hvorfor hun nu pludselig er der. Men i det øjeblik hun var tilbage, gik det op for hende, at hun hele tiden havde manglet hende. Altså, giver det mening? Jeg oplever noget lignende de første få sekunder efter jeg åbner mine øjne om morgenen; Naomi spejder efter sin søster, som om natten har været 10 års fængsel uden hende, og når hun opdager hende på den anden side af mig, går der et lys op for hende, og hun kaster sig henover mig og hiver Noelle i håret og stjæler hendes sut og griner højlydt. Så er følelserne igen forklædt i de gængse drillerier. Men sekunderne inden er så intense, fordi hendes blik eller totale stilhed afslører alt om, at hun kun tænker på én ting: sin storesøster.

Jeg lever og ånder for de øjeblikke. Det er hele meningen med at give sine børn søskende. Seriøst.

Da Naomi ramte 10 måneder ramte hun også separationsangsten og samtidig med dét fik hun mod på at gå. Dog kun med én i hånden, og perioden med en krumbøjet ryg startede. Samtidig startede jeg i skole igen, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været en hård omgang at komme tilbage til mit eget liv efter 2 år på barsel ovenpå et års sygemelding, tilbage fra den tid, hvor jeg slet ikke kunne få mine ønskebørn. Jeg startede op på halv tid, fordi Naomi endnu ikke havde fået en institutionsplads, og jeg var derfor hjemme på barsel tre dage om ugen, hvor min mand var hjemme på barsel de to dage, jeg var i skole.

Først fra december har jeg været tilbage på fuld tid, da lillesøster fik plads i vuggestuen – Noelles vuggestue. De to går på samme stue. Det er et aktivt valg fra vores side. Jeg har ønsket mig, at de to skal følges ad, og deres forhold skal styrkes udenfor hjemmets vægge. Søskendeforhold skal ikke tages for givet, de skal understøttes og udvikles. Det betyder blandt andet også, at jeg går op i at lave nogle sjove ting sammen med dem begge to, og gøre dem opmærksom på, at de begge er en del af det; at de hygger sig sammen. Der kommer masser af tid til at gå på hver sin stue, i hver sin klasse og på hver sit gymnasium. Lige nu skal mine piger have lov at lære verden at kende sammen.

 

Det har været og er stadigvæk hårdt at skabe nye rutiner som studerende mor og som familie i en hverdag, i det hele taget. Det er rimelig badass at gøre en et-årig og en to-årig klar og komme ud af døren og aflevere dem i vuggestue, inden jeg selv skal være et sted på et bestemt tidspunkt, for at komme hjem og deltage i de daglige rutiner, inden jeg så skal sætte mig ned og læse eller skrive opgave. Det har jeg helt sikkert lige skulle lande i. Men det har også givet noget fantastisk til vores familie. Det er befriende, at komme ud af barselsboblen og bruge tid på at være m i g, som jeg var før. Ikke mig som mor, ikke mig som blæksprutte, men Susan, der læser miljøøkonomi og brænder for at lære om klimaforandringer. Samtidig har faderen i huset fået lov at stå på egne ben, og henter pigerne og laver aftensmad som står klar på bordet, når jeg kommer hjem fra skole, de dage, der først slutter klokken 17. Det har givet ham en selvtillid og det har givet mig en tillid til ham. Det har styrket hans rolle som far og hovedperson herhjemme, og mange af de følelser der af og til overbeviste mig om, at de ville skille os ad, i de første måneder efter Naomis fødsel, er forsvundet som dug for solen. Det er ikke for sjov, at man siger, at man ikke må gå fra hinanden i de første to år af barnets liv – følelserne afspejler ikke følelserne for hinanden, men frustrationen der følger med at blive kastet ud i en ørken og bedt om at finde hjem, for det er gudhjælpemig sådan det har føltes at blive forældre for anden gang, med en datter på 15 måneder i forvejen.

Selvom rutiner nu langsomt er på plads, så er dagene stadigvæk en kamp. Jeg sværger på, at jeg føler mig lige så lettet, hver morgen når vi er kommet ud af døren, som en maratonløber føler sig, når han eller hun er kommet i mål.

 

Jeg kæmper stadigvæk med, at jeg ikke altid ved hvem, der gemmer sig inde bag de store øjne i Naomis kønne ansigt. Og jeg har også kæmpet med tanken om dét. Jeg har vitterligt været i tvivl om, om der er noget g a l t med mig, indtil jeg var så heldig at læse om en anden mor, der skrev, at hun havde haft svært ved at lære sit barn at kende. Det er netop derfor jeg også skriver om mine følelser i moderskabet og generelt. At kunne spejle sig i andre, kan både føles anerkendende og lærerigt.

Det er som om hun er så enkel og så kompleks på samme tid. Fra 10 måneders alderen, har jeg haft en pige, der kan blive helt ude af sig selv, hvis hun ikke får dét hun vil have, hurtigt nok, og hvis jeg tager hende i mine arme, så kan hun i raseri vride sig ud af dem. Hvis jeg lægger hende fra mig, med en følelse af, at hun på ingen måde gider mig, så kryber hun op ad mig, som om jeg har forladt hende eller fornægtet hende mine trygge arme. Og så starter det forfra med en stiktosset pige, der virker som om, hun føler sig kvalt, når jeg holder om hende.

Og i de øjeblikke bliver jeg sendt direkte tilbage til alt dét, det hele startede med. Det føles som om jeg har fået et spædbarn igen, som jeg ikke forstår og værst af alt – som jeg ikke kender. Jeg føler mig ikke som hendes egen mor. Det mest mærkværdige er, at Naomi som altid er et stort smil hele dagen, og når natten falder på, så kan hun føles som en helt anden. Når jeg er presset, kan jeg næsten ikke håndtere følelsen af, at have en et-årig jeg ikke kender. Og de dage hvor separationsangsten har mest fat og min lille pige nægter at sidde på gulvet selv, eller gå rundt uden min finger i sin hånd – de dage, hvor den ulykkelige gråd ingen ende vil tage, når hun bliver bedt om at være for sig selv, så jeg kan tømme opvaskemaskinen eller skære grøntsager, og hun samtidig vrider sig rundt og ud af mine arme, når hun så kommer op, og jeg ikke ved mit levende råd, så synes jeg stadigvæk, at det er det hårdeste i hele verden, at have fået én til så kort efter.

Ikke fordi hun opfører sig sådan i sig selv, nej. Det er forventeligt med små børn. Men fordi, at de dage, hvor hun kræver så meget af mig, der står der en pige på 2 år, og mangler sin mor. De dage kan jeg stå med en pige, der hulker inderligt og utrøsteligt, når hun bliver lagt i seng, fordi det eneste hun ønsker sig, er at sidde i mine arme, og jeg skal tage et valg om at sløjfe endnu en aften med et øjeblik til at trække vejret uden børn, eller at få læst mine lektier – jeg kan næsten lugte hvordan hun savner mig, fordi det hele dagen og måske også de forgange dage, har været lillesøster, der har krævet mine arme og min opmærksomhed.

I kan måske fornemme det. Den dårlige samvittighed er bestemt ikke ude af mit liv endnu. Alting er blevet nemmere, men vi har stadigvæk to meget små piger, der begge to gennemgår en rivende udvikling, der ofte betyder, at man bare har brug for at koble af og afreagere i nogle trygge arme. Når både mor og far er gode nok, så kan det lade sig gøre. Men når det kun er mors arme, og der kun er to af dem, og de begge to vil have begge arme for sig selv, så stikker det stadigvæk i mit moderhjerte.

Jo, jeg tænker af og til, at jeg ville have ønsket længere tid med min store, lille pige, inden der kom endnu en baby. Jo, jeg kan godt blive misundelig når folk med børn, der er jævnaldrende med Noelle, endnu kun har dém at give alt deres kærlighed og opmærksomhed til. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det ville have været at morgenerne kun havde handlet om at sidde ved siden af min Nus og høre på hendes sange og lære hende nye ord, fremfor kaos, kaos og atter kaos. Jeg skammer mig ikke over det, for det har på ingen måde en kobling til, at jeg skulle fortryde vores anden datter. Aldrig. Det handler om et ønske om, at formå mere end jeg gør. Jeg vil så gerne give mig selv 100 % til to, og det kan jeg ikke. Det kan man ikke. Heldigvis er der noget andet, der fylder meget mere og det er de gode tider. Os tre, når far ikke er hjemme. Os fire, når far er hjemme. De to, når jeg betragter dem og deres kærlighed til hinanden. På et år er der sket så meget for vores situation, og det er næsten umuligt at synes, at de hårde måneder ikke er dét værd, når man ser på det, det har båret med sig. Mine pseudotvillinger er, og jeg har sagt det før, den største kærlighedshistorie, jeg nogensinde kommer til at opleve – måske lige ud over dén, hvor min moderkærlighed også indgår.

 

Sus ♥

   

Badeværelset har fået junglestemning + et par indretningstips.

God lørdag derude..

For første gang siden badeværelset stod færdigt, har jeg foretaget mig nogle ændringer derude – ikke nogen voldsomme, men alligevel har de ændret ret meget på udtrykket. Hovedingrediensen? planter!

Vores badeværelse er inspireret af de danske strande, hvorfor gulvet også er lavet af strandsten pumpet op fra bunden af øresund, og jeg elsker dét gulv! De fleste der besøger os, siger i øvrigt, at det er helt zoneterapeutisk at gå på, og det er ligesom første skridt på vejen i vores ønske om et dejligt, men anderledes wellness badeværelse.

Jeg er ofte blevet spurgt om billeder der viser mere af rummet, så derfor har jeg spammet dette blogindlæg med billeder derfra.

4a0f1f12-7b50-4cd3-8e35-1ab837893880 eeb1b1b7-5989-4fc9-9995-7627cabf6fd6 0c656b5f-6150-4591-acf3-35616dcae0af 974759ff-7936-4468-954e-6431dbe5058b bb36d6b4-f8fa-487b-ad69-cb4d2dd560c3 5096a863-2e56-4324-a1c9-d6e95bf02661 19b5dd1f-d166-4eeb-9ba4-513159eff382   8940f3b3-e722-49b9-a338-4ec511bfd6a7 cd33154a-bb1f-4a47-a6b8-2fd4da7ebf1a 0ba96e4d-78f8-4860-bbdf-8114c2d197be

Langt om længe har vi fået sat en hylde op til shampooerne – stalddøren med glasruder, der skal fungere som afskærmning venter vi stadigvæk på. Det bliver hammer-lækkert og jeg glæder mig!

Jeg har skiftet de to tørre kaktus i krukker, der hang ned over badekarret, ud med en kæmpe hænge-sukkulent og tilført et mere elegant mini-bed med sukkulenter og kaktusser. Det har givet et enormt liv at få noget, der fylder lidt mere, med en god grøn farve. Det sammer gælder den store palme her ved siden af håndvasken. Den grønne farve passer så flot til messingen vi har valgt at bruge i hele badeværelset. Resultatet er altså, at vores nordiske strand har fået et noget mere eksotisk præg og jeg er ret glad for det. Planter fylder mere og mere i min indretning; det giver mig både en følelse af friskhed, renhed, farver og liv.

De nemme at starte ud med, hvis du også ønsker dig at få lidt grønt i vindueskarmene og på hylderne er Monstera Deliciosa, Areca palmen, som jeg har her på badeværelset, samt kaktus og sukkulenter. Pileaen er også en god startplante, hvis du har et lyst hjem!

835b4935-bfb2-4d40-9734-f086de69d8fa 37cd7797-8d15-4864-b6a9-ddf3b036df7d d158286e-3098-430e-a342-36930c0628ce

Jeg har samlet mine bedste indretningtips til et dejligt wellness badeværelse, som egentlig også er et par tips jeg bruger helt generelt i vores hjem:

  1. Jeg ved altså godt, at duftlys virker totalt outdatet for nogen – men hvis du køber nogle af de liidt dyrere, som eksempelvis dem fra Rituals, så får du altså et rigtig lækkert lys der både dufter dejligt og ser godt ud. Det skaber så meget stemning, og det er altså en ‘luksus’ vi giver vores gæster, at tænde lys på badeværelset, når vi holder arrangementer (såvel som at sætte noget rolig musik på højttaleren).
  2. Jeg synes det er vigtigt at finde sig en wellness serie, der er stilfuld og lækker. I mit wellness-kit skal der indgå badesalt, skumsæbe og olie til badet samt en duftende kropsshampoo. Badesalt og olie er jo ikke kun til badekar, men også til et lækkert fodbad. Lad det stå fremme og få dit badeværelse til at ose af velvære.
  3. Planter er noget jeg er glad for at bruge i hele hytten og de har altså også fundet ud på badeværelset, og nu fylder de endnu mere end de gjorde for et par dage siden. Planter skaber hjemlighed, og personligt holder jeg meget af at tage de der generelle rum som eksempelvis køkken og badeværelse og gøre dem mere hjemlige, som man gør med sit soveværelse. Det kan altså også indebære at hænge billeder på væggene!
  4. Jeg er selv helt tosset med messing, der udstråler absurd eksklusivitet og velvære i sig selv, i min optik. Derfor har vi også investeret i det, i vores badeværelse (og køkken) – men det er sandt nok en investering, for det er dyrt. I mine øjne behøver alle dine blandingsbatterier dog ikke at være messingfarvede for, at du kan tillade dig at bruge messing i indretningen. Min toiletbørste er altså heller ikke guldfarvet…..
  5. Jeg var i praktik hos en frisør tilbage i folkeskolen – hun rullede sine håndklæder så fint, så de faldt fint ind i indretningen i salonen, fremfor at ligge klasket sammen i en reol. Det er noget jeg har taget med mig, og jeg går meget op i at håndklæderne på mit badeværelse først og fremmest er stilfulde og passer ind i indretningen og dernæst at de altid ligger pænt foldet sammen. Jeg folder dem altså til et tykt lag, fordi det dér ‘fluffy’ look pynter noget mere end et fladt sammenlagt håndklæde. Det giver nok mere mening, hvis du ser håndklæderne på billederne foroven.
  6. Miks materialer! Jeg gør det altid, i alle rum og det skaber et helt unikt udtryk, fordi sammensætningen og mængden af kontraster vil udstråle din personlighed. Vi har jo brugt beton på væggene, op imod det fine messing. Vi har brugt en gammel zinkbalje som håndvask, med en fin messingfarvet bundprop. Håndvasken er lavet af gamle stilladsdæk og prydet med de populære papirsposer og alle mine dagligdagsprodukter. Jeg er ret vild med de gamle murstensforme i patineret træ, og den ene har fået en plads til håndvasken med en masse fine håndsæber og et par sammenrullede vaskeklude. Naturmaterialer er især gode til at tilføre noget roligt og noget personlighed. Du kan altså have et helt stringent badeværelse med ensfarvede fliser på gulvet og hvide vægge og opløse stemningen helt vildt med gammelt træ, eksempelvis i form af gamle murstenforme, en træplade henover dit badekar, hvis du har sådan et, eller en træhylde til dine sæber eller cremer.

 

ff92a64f-b462-4c93-8222-566f8388d40a

b265cad1-02df-4090-a63d-03ea1d58140f

 

Rigtig god weekend ♥️

Sus.

Børneopdragelse – en mor, der prøver at bryde mønstre.

79dfdaa7-e042-4fdb-a749-a86eb87227a6

Jeg krydser en skarp linje med dette blogindlæg.

Først og fremmest, er SusLiving et frirum til at bearbejde hvad end jeg skulle have brug for at bearbejde. Dernæst har jeg profileret mig som åben og ærlig, også når det gælder de emner, der er svære at tale om.

Jeg skriver indlægget i håb om, at der sidder nogen derude og kan genkende sig selv og føle sig set. Det er ikke sådan, at alle andre end dig er supermødre! Når jeg falder i fælden og tænker, at alle andre er mere omsorgsfulde mødre end jeg, så prøver jeg at huske mig selv på, at dét at være omsorgsfuld ikke kun findes på én bestemt måde.

Og så skriver jeg i håb om, at slippe nogle følelser fri.
(mere…)

   

Tip en 13’er – underholdning til Polterabend.

img_2955

Til min lillsøsters polterabend, lavede jeg en ‘Tip en 13’er, bestående af en blanding af almindelige sjove og kreative opgaver, såvel som lidt sjofle indslag.
Min søster har sagt, at det tilførte dagen noget helt specielt og, at folk vendte tilbage med virkelig positive meldinger om quizzen. Den fik folk til at grine, og den fik alle bacheloretterne i gang. Derfor tænkte jeg, at jeg ville dele den med jer!

Vi tog allerede fat på første spørgsmål så snart vi havde vækket den kommende brud og hun havde fået tøj på. Derefter brugte vi enhver anledning til at have lidt quiz-sjov.

Herunder har du alle spørgsmålene. Bruden vælger en modstander til hver kategori, når hun har hørt kategorien, men inden opgaven stilles. Hvor der står ‘Navn’ byttes ud med brudens navn, og alt hvad der står i parantes, er en kommentar til dig 🙂

Pauseunderholdning:

Tip en 13’er

 

1.

Hvem har mest lys i pæren?

Navn og hendes modstander skal hver især tænde et stearinlys med tændstikker og begynde at klæde sig på.

Det gælder om at iføre sig den fulde påklædning som den første, og for at sænke sin modstander, må man gerne puste hinandens lys ud, hvorpå det ikke længere er tilladt at fortsætte påklædningen, før man igen har tændt sit stearinlys.

Hvis man ikke når at påføre sig den fulde påklædning, har den person, der har fået mest påklædning på efter 5 minutter, vundet dysten.

 

(Find en påklædning til begge deltagere, som kræver lidt tid at påklæde sig, så det bliver nødvendigt for deltagerne at puste hinandens lys ud, for at vinde)

 

2. Hvem udtrykker sig bedst?

Navn og hendes modstander skal læse et stykke op fra en erotisk novelle, med et gebis i munden.

Resten af holdet vurderer, hvem der har formået at læse stykket op mest tydeligt og selvfølgelig, mest erotisk.

(Find selv en erotisk novelle at læse op fra. Det kræver blot en lille søgning på google :-))

 

 

3.

Hvem scorer bedst?

Anja og hendes modstander skal dyste i en disciplin, som helt sikkert ville have vækket opsigt blandt mændene:

Hvem kan hurtigst spise en banan?

Bananen er først spist, når munden er helt tom.

 

 

4.

Hvem er den bedste blower?

De dystende får udleveret en ballon hver som de skal puste op, så hurtigt som muligt, uden den springer.

Den der hurtigst får pustet sin ballon helt op og bundet knude på har vundet, men pas på – resten af gruppen vurderer om ballonen faktisk er pustet helt op.

Hvis begge deltagerne får bundet knude samtidig, bedømmer resten af selskabet hvilken ballon, der er pustet mest op.

 

 

5.

Hvem knalder bedst?

Her gælder det om at sprænge modstanderens ballon før den anden.

Ballonerne bindes rundt om anklen, hvorpå man prøver at springe hinandens balloner ved at træde på dem.

 

6.

Hvem holder længst?

Her gælder det om at gurgle sin drink i længst tid, uden at synke den eller spytte den ud.

De dystende gurgler samtidig og den der først holder op med at gurgle, har tabt.

 

 

7.

Hvem er bedst til at bootyshake?

Navn udvælger en modstander til at ryste lidt med rumpen.

En kuglepen bindes i en snor, som bindes rundt om livet.

Kuglepennen skal ’dyppes’ ned, to gange på hver side af en flaske, drejes rundt om flaskehalsen tre gange og til sidst ned i flasken.

Den der først har udført dansen og fået kuglepennen ned i flasken, har vundet.

 

8.

Hvem er mest kreativ?

Navn og hendes modstander får udleveret en avis hver.

De får hver især tre minutter til at lave en rose ud af avisen – med luffer på.

Resten af selskabet vurderer, hvem der har lavet den flotteste rose, og dermed, hvem der er vinderen.

 

9.

Hvem boller bedst?

Her gælder det om at spise sine flødeboller hurtigst.

De dystende skal hver især spise hele tre flødeboller,

og den der først har sunket alle tre flødeboller og kan vise en tom mund, har vundet.

 

 

 

 

 

 

 

 

10.

Hvem har de største?

 

Anja skal udvælge sin modstander, afhængigt af, hvem hun tror der har mindre …. end hende.

Hun ved selvfølgelig ikke hvad, der skal være størst, før modstanderen er fundet.

 

Den person, som har de største fødder, har vundet dysten.

 

11.

Hvem er bedst med sine hænder?

Modstanderne får hver især udleveret et bånd, som de skal bruge til at binde om en pakke og lave en fin sløjfe – med én hånd.

Den der hurtigst får bundet en sløjfe, er vinderen.

Hvis sløjferne bindes samtidig, bestemmer resten af gruppen, hvilken sløjfe der er pænest.

 

12.

Hvem er bedst med sin mund?

Anja og hendes modstander får hver især udleveret tre mariekiks, som de skal tage i munden.

De må gerne tygges, men de må ikke synkes!

Herefter skal de fløjte Lille Peter Edderkop.

Resten af selskabet afgør hvem der var bedst til at fløjte sangen.

 

13.

Hvem er mest international?

Her skal de dystende hælde lidt af deres drink i et plastikkrus.

Kruset skal op på hovedet, og det gælder nu om at gå længst med kruset på hovedet.

Den der først taber kruset, har tabt.

JA! – sådan henter de vand i Afrika.

 

Jeg håber I får så meget sjov ud af denne – det var super god underholdning til alle de øjeblikke, der ikke var fyldt med events!

God fornøjelse 🙂

Børnefødselsdag; Sukkerfri frugtpizzaer

f224b7de-0300-4dd4-8905-bf7eade40e38Fredag den 1/9-2017 blev dagen, hvor jeg for første gang var sådan en mor, der skulle sørge for ‘fødseldagsgodter’ som min datter kunne få med i daginstitution.

Man kan jo ligefrem få præstationsangst over den slags, når der er så mange mødre der er helt med på moden med sukkerfrit slik og kage, imens jeg stadigvæk mener, at dadler er sendt fra helvede. I min datters vuggestue har de ikke blot sukkerpolitik – det må heller ikke minde for meget om kage!

..og jeg som troede, at det smarte var, at man kunne lave en kage helt uden sukker, som smager lige så sødt, som hvis der faktisk var sukker i.

Så jeg måtte jo være kreativ og jeg gad altså ikke lave delfiner ud af bananer. Det blev til frugtpizzaer, af en sukkerfri bolledej…

Den kunne I også ret godt lide på Instagram, så her kommer en lille guide til dig/jer:

Først og fremmest, så skal du lave en lille portion æblemos. Dejen er nemlig sødet med en æblegrød med masser af vanilje, som alternativ til sukker.

Skræl et par æbler, fjern kernehuset og skær æblet i stykker. Kog med lidt vand og en halv vaniljestang til æblerne er møre og når vandet er forsvundet, ’steger’ du nærmest æblerne videre, hvorved de klasker sammen til æblemos

Og her kommer opskriften så:
1,5 dl hjemmelavet æblemos
2 dl. kærnemælk
25 gram gær
350 gram hvedemel
200 gram speltmel
1 tsk salt
1/4 dl olie (raps, oliven,…,)

(Creme: smøreost naturel + vaniljekorn)

Hvis du laver æblemosen lige inden, så kan du faktisk opløse gæret i en blanding af den varme grød og den kolde kærnemælk.
Så tilsætter du resten af ingredienserne og lader dejen hæve lunt i 30 minutter. Eventuelt i ovnen på 30 grader, hvis du ikke bruger en plastikskål!

Dejen delte jeg i to og lavede to bunde på ca. 25 cm i diameter og med en tykkelse på 1 cm.
Bag ved 175 grader i ca 15 min.

Jeg bagte bundene aftenen før, så jeg bare skulle pynte dem om morgenen.

Først smurte jeg dem med en ‘creme’ af en naturlig smøreost, tilsat vaniljekorn fra den anden halve vaniljestang.
Derfra er det ellers bare at pynte med det frugt du har lyst til – jeg brugte mango, jordbær, kiwi og brombær fra haven.
Som ‘krydderi’, fik frugtpizzaen lidt mynte og skovsyre, så var der masser af indtryk til både øjne og smagsløg.

Jeg regnede egentlig med at få lidt med hjem, af de to forholdsvis store pizza’er, men jeg fik blot to rene fade med hjem, så jeg antager, at det var en succes i vuggestuen 😁
God fornøjelse!

img_2057

Naked cake med Dulce De Leche

32ac4d77-47a8-47a1-9796-9fa2f24165dc

Jeg er simpelthen så dårlig til at følge opskrifter! Jeg er for eksperimenterende af natur og jeg kan ikke lade være at tilsætte eller trække fra, og koble med andre opskrifter, uanset hvor ihærdigt jeg prøver.

Til Noelles 2 års fødselsdag fik jeg bakset en lagkage sammen af en gulerodskage uden gulerødder men med mandel’mel’, en ostecreme tilsat citron og karamel og til sidst en omgang brombær fra haven, blot fordi der var en pokkers masse og fordi jeg elsker brombær. Heldigvis blev det (muligvis mærkværdige) lille mix en rigtig succes, som I i hvert fald var helt vilde med udseendet af, på Instagram.

 

477ddffd-88f0-42fe-b1d1-eff5627732b1

Jeg har forsøgt at genkalde en opskrift, og den kommer her – husk at læse den helt igennem inden du går igang.

Kagebunde:

150 gram blødt smør
50 gram sukker
100 gram brun farin
150 gram hvedemel
3 æg
1 dl finthakkede mandler

Bag tre lagkagebunde ved 175 grader i 30-35 minutter i en form på ca. 20 cm i diameter.

Ostecreme:
1 Buko Naturel (smøreost naturel, 200 ml)
1 bæger Mascarpone
Vaniljepulver
Citronsaft
Dulce de leche

Smag selv din ostecreme til med vanilje, citronsaft og karamel. Dulce de leche er ikke en flydende karamel, men ret fast, derfor vil den ligge som ‘klumper’ (små overraskelser om man vil :-D) i cremen og ikke farve den brun.

Dulce de leche:
Kog en kondenseret mælk i sin dåse, hele tiden dækket med vand, i et par timer.

 

Fremgangsmåde:

Når bundene er kølet ned, skæres lidt af toppen af to af bundene, så de bliver mere flade. Så samles kagen ved at putte cremen i en sprøjtepose (eller plastikpose med klippet hul i det ene hjørne) og sprøjte cremen rundt i et lag ovenpå den nederste kagebund og lægge en ny kagebund ovenpå. Sprøjt endnu et lag creme på og læg den sidste kagebund på, den som ikke er skåret i.

Pres bundene godt sammen, så cremen kommer helt ud til kanten og brug en dejskraber til at skrabe den overskydende creme rundt på kagen, så den får et look af at være halvt nøgen med et tyndt lage creme her og dér.
Der er ingen regler, gør det som du har lyst til, det er nemlig din kage 🙂
Smør toppen med et tyndt lag creme også.

For at gøre karamellen mere flydende, blandes lidt sukker/brun farin med smør i en gryde, og der tilsættes Dulce de Leche. Hæld den varme, flydende karamel ud på midten af kagens top og ’skub’ til den forskellige steder, så karamellen løber ned over kagen nogle steder, men ikke over det hele. Se også den lille video nedenfor.

Topping med varm karamel – haps!

Til sidst kan du pynte med bær – dem du bedst kan lide, eller måske med noget helt andet.

6f7d65a1-cdd2-4732-a89c-9cd7c8fbe19c

Kagen blev beskrevet som en krydderkage med karamel. Hvis det er noget for dig, så er det bare igang. Det var faktisk ret nemt!

Enjoy 🙂

28d06875-1da6-4b3c-bb93-d71d170b9aeb

   

En udramatisk fødselsberetning – mit største ønske blev opfyldt.

Min overskrift er muligvis en smule kedelig, hvis du hungrer efter gys

Min fødsel var nemlig fuldstændig udramatisk, men en fantastisk oplevelse og et dejligt minde. Bevares, det gjorde ondt og jeg sagde da også på et tidspunkt, at det var første og sidste gang. Men så snart Naomi var ude, sagde jeg altså, at jeg sagtens kunne gøre det igen.

Selv hvis du er fuldstændig ligeglad med, at læse om vores lillesøsters ankomst til verden, så synes jeg alligevel du skal scrolle ned til BOTTOM UP og læse med, for jeg vil påstå, at jeg har et par vigtige ord, at give med på vejen.

Det er ved at være længe siden jeg gav lyd om en fødselsberetning og det er er pludselig også virkelig længe siden jeg lå på en hyggelig lille fødestue på Herlev Hospital.

Jeg har skrevet oplevelsen ned for min egen skyld, men også fordi jeg har en ret så næstekærlig agenda, hvis jeg nu selv skal sige det; at overdøve historierne om rædselsfødsler og smertehelvede, og fortælle en helt anden ting: at det er fantastisk at føde et barn.

Som bekendt kom Noelle til verden ved akut kejsersnit. En oplevelse som på ingen måde har gjort ondt fysisk (eller jo måske sådan efter operationen-agtigt), men ‘fødslen’ var jo ellers ligetil for mit vedkommende, med en lammet krop.

Jeg havde glædet mig enormt meget til at føde Noelle, og drømmen bristede allerede en smule for mig, da hun viste sig at ligge i sædeleje og to vendingsforsøg desværre ikke fik vendt hende med hovedet nedad. Jeg besluttede mig imidlertid for at kaste mig ud i en sædefødsel, for kejsersnit skulle jeg i hvert fald ikke have. Det bestemte jeg nu alligevel ikke selv – hvorfor, kan du læse om her!

Da Noelle kun var sølle 6 måneder gammel braste drømmen om en fødsel fuldstændig, fordi jeg var blevet beordret minimum 18-24 måneder til næste fødsel, hvis ikke jeg skulle udfordre risikoen for uterus ruptur, altså at kejsersnittet ville gå op under en fødsel. Derfor var jeg allerede gjort bekendt med planlagt kejsersnit og blev indkaldt til en samtale om dette.

Heldigvis stødte jeg på alle de rigtige mennesker til diverse samtaler omkring min forestående fødsel, som fortalte mig, at den slags sker så sjældent, at jeg slet ikke var dømt til endnu et kejsersnit og ikke skulle gå og være bange for et bristet ar. Til lægesamtalen sagde lægen mig ordene: ‘Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne få en vellykket vaginal fødsel, så hvis det er det du vil, så er det, dét du gør’.

..og det var bestemt det jeg ville, så det var planen og min drøm var pludselig ganske sikker på at gå i opfyldelse.

Desværre ville Naomi ikke frivilligt overgive sig til den nye verden, og på trods af en hindeløsning 40+5 måtte jeg møde op på hospitalet 41+5 til igangsættelse. Jeg havde været plaget af plukkeveer gennem hele sidste halvdel af min graviditet, som ofte var så strenge, at de mindede om rigtige veer, har jeg efterfølgende kunne konstatere. Det var nu alligevel til mit held, da min igangsættelse så kunne indebære at få taget vandet fremfor en ballonudvidelse, da jeg ikke måtte få igangsættende hormonpiller, for at passe på mit kejsersnit-ar. Plukkeveerne havde åbnet mig hele to centimeter uden jeg på nogen måde var i fødsel.

Jeg mødte ind på Herlev Hospital kl. 10 sammen med min mand, efter at have afleveret Noelle i institution. Det var en syret oplevelse at have taget afsked med livet som tre, og vide, at næste gang jeg så hende, så var det med en lillebrøster i armene.

Jeg fik kørt en CTG strimmel først og efterfølgende taget mit vand klokken 11. Jeg traskede rundt på hospitalet, efterlod en sø i kantinen og mødte tilbage på fødemodtagelsen kl. 14 uden spor af rigtige veer, men blot strenge plukkeveer af gåturen.

img_5707 img_5708

Efter endnu et tjek med CTG strimmel, blev vi sendt hen på fødegangen, der var klar til at skubbe lidt mere til fødslen. De første to-tre timer gik faktisk med at få lagt bælter på min mave og finde Naomis hjertelyd, der hele tiden blev overdøvet af min og der var et enormt virvar med maskiner, der ikke virkede og vist nok også på grund af en enormt aktiv pige, der sparkede bæltet af min mave konstant. Det blev besluttet, at Naomi skulle have en elektrode i hovedbunden så vi kunne holde ordentligt øje med hendes hjertelyd, men det var simpelthen ikke muligt på det tidspunkt.

Kl. 17 fik jeg ve-stimulerende drop og klokken 17:30 havde jeg 5 veer på 10 minutter. Jeg husker, at jeg spurgte om det virkelig var sådan her det ville være at have veer, med to minutter imellem dem. Hendes svar var ganske kækt – ‘Ét.’

Jeg havde jo ellers hørt, at veer var sådan nogle, der kom med 15 minutters mellemrum til en start og arbejdede sig nedad i tid og jeg havde slet ikke forberedt mig på at de kom som lyn fra en klar himmel, igen og igen.

Igennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne få smertestillende under en fødsel, fordi man ikke måtte dæmpe min krops mulighed for at signalere, at der var noget galt, i tilfælde af, at mit ar skulle briste. Derfor havde jeg indstillet mig på en fødsel uden smertelindring. Jeg havde ikke haft noget fødselsforberedelse af nogen art, fordi jeg ærligt talt tænkte, at kvinder altid har født børn, og når noget gør ondt, så tænker jeg generelt ikke særligt meget, men udholder smerten, og derfor mente jeg heller ikke, at jeg ville kunne bruge forberedelsen når jeg faktisk stod i min fødsel. Og jeg kan afsløre, at jeg bestemt ikke manglede noget..

Under min timelange vestorm, krampede jeg faktisk bare sammen under mine veer, der kom igen og igen. Man kunne fortælle mig nok så meget, at jeg skulle gøre et eller andet for at håndtere det bedre, men jeg bestemte ingenting. Min krop gik i overlevelsesmode.

Jeg kæmpede for at finde en god stilling, på siden, på alle fire, på mine knæ opad sengen, men hver gang jeg rykkede mig, rykkede bæltet sig og hjertelyden forsvandt hvortil jordemoderen panikkede og kastede mig tilbage op i sengen midt i mine veer.

På et tidspunkt blev stuen fyldt med en masse læger, og jeg husker at jeg kneb en tåre i frygt. Da de var færdige med at konferere på lægesprog midt i mine mange veer, kom den søde overlæge og fortalte mig, at der intet var at være bange for, men at de havde været nødt til at afklare situationen med hinanden inden de kunne inddrage mig. Og det viste sig kun at handle om udstyret, der havde spillet min jordemoder et puds – det havde set ud som om hjertelyden var afvigende, men situationen blev hurtigt afværget som helt ufarlig for mig.

Imens jeg lå i sengen, tvunget i samme konstante position, så måleudstyret ikke rykkede på sig; fosterstilling, husker jeg til sidst kun én ting. Følelsen af, at en skarp genstand borede sig ned i mit underliv. Faktisk havde jeg haft samme følelse et par dage forinden, hvor jeg blev indlagt natten over med ‘mistænkelige veer’. De gik i sig selv igen, og jeg valgte selv at tage hjem midt om natten. Jeg ville hjem til Noelle og lade op til min forestående igangsættelse. Følelsen var altså ikke noget, der som sådan skræmte mig, men da den under fødslen bare kom og afløste sig selv igen og igen, og kunne jeg ikke håndtere den.

Jeg blev tilbudt lattergas og det var jeg bestemt ikke bleg for at takke ja til. Jeg sugede og sugede og imens jeg hørte stemmer omkring mig, kunne jeg ikke finde mulighed for at besvare dem eller så meget som fjerne masken fra min næse, så det måtte Daniel gøre for mig, når jordemoderen beordrede det.

Klokken blev 21 og jordemoderen mærkede på mig, for at sætte elektrode på babys hoved og forlod stuen en stund. Da hun kom tilbage fortalte hun mig, at hun netop havde konfereret med en læge, fordi jeg faktisk ikke var mere end 3-4 cm åben efter 4 timer med vestorm. Jeg havde altså kun åbnet mig 1-2 centimeter på trods af de ekstremt mange veer, der kun tog sin ende for at blive erstattet af nye. Det føltes faktisk som om der slet ikke var pause imellem dem.

Da jeg fik beskeden gik klappen ned. Jeg åbnede ikke mine øjne, men sagde bare, at så kunne de godt give mig endnu et kejsersnit. På trods af, at det har været den dårligste oplevelse i mit liv og, at jeg havde følt mig snydt for min naturlige fødsel, som jeg nu kun havde ønsket mig endnu mere, følte jeg ikke, at jeg kunne komme ud af dét jeg var fanget i, på nogen anden måde. Veerne skulle bare stoppe!

Men så fortalte min jordemoder mig, at hun i samråd med lægen havde besluttet at tilbyde mig en epidural blokade, og det anbefalede de stærkt. Mit svar var faktisk bare, at hvis hun troede det kunne hjælpe mig, så måtte hun gøre det. Indeni mit hoved tænkte jeg kun én ting: hvis nogen siger jeg skal presse på et tidspunkt, så kan jeg ikke. Jeg følte mig ikke mentalt til stede ved min egen fødsel. Jeg var lammet og det eneste der fungerede var mine tanker, så jeg følte mig spærret inde i mit eget hoved.

‘Jeg er her slet ikke’, husker jeg, at jeg fik fremstammet flere gange, og prøvede at forklare, at min fødsel ville være et svagt minde, hvis den skulle foregå på denne måde.

Jeg hørte hende spørge Daniel om han kunne kende den kvinde der lå i fosterstilling foran ham. Og som nogen måske har fornemmet, så har jeg aldrig ingenting på hjertet, så det kunne han naturligvis ikke. Jeg husker ham sige, at jeg plejer at være rimelig sej og, at han er skræmt af den måde jeg ligger på. Jeg er helt væk og har ikke kigget på ham i hundrede år. Han synes det er ubehageligt og ønsker også, at fødslen tager en drejning.

Så sker der pludselig noget magisk – hun slukker for mit ve-drop og alle de kunstige veer stopper omgående. Jeg lægger masken fra mig og sætter mig op i sengen, hængende over Daniel, fuldstændig udmattet og måske i en lille brandert af lattergas.

20 minutter efter kommer der en mand ind på min lysdæmpede fødestue og lægger en epidural blokade på mig. Daniel fortæller om, at manden havde sagt, at det var super vigtigt at jeg sad stille, så han ikke stak forkert, uanset hvor ondt det gjorde, men, at jeg ikke havde trukket en eneste mine, men bare hængt død indover ham. Jeg husker ikke engang, at det gjorde ondt. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det siger noget om. Jeg var måske lammet af smerter og udmattelse, eller også er det bare ikke så slemt at få lagt en epidural som man frygter.

Så skete der mirakler derfra!

Vi fik to timer til at hvile os, med ve-drop på stand-by. Vi fik lidt saftevand og toast inden Daniel gik omkuld på en gulvpude og jeg prøvede at hvile mig. Men min krop var stille og roligt blevet klar til at føde Naomi, da jeg fik en pause fra droppet. Jeg begyndte at lave mine egne veer, som jeg til en start kun kunne se tage form på min mave, men slet ikke mærke. Det var simpelthen den vildeste kontrast til dét jeg netop havde befundet mig i, pludselig ikke at kunne mærke en ve. Jeg blev egentlig ret bekymret og spurgte, hvordan jeg skulle kunne mærke mine presseveer og presse med dem, når jeg intet kunne mærke, men fik at vide, at når veerne/baby bevægede sig så langt ned, så ville bedøvelsen ikke virke længere.

Henover den næste time tog mine veer godt til og min søde jordemoder kom hen og holdt min hånd og hjalp mig igennem det.

‘Sover Daniel?’ spurgte jeg, da det gik op for mig i mine dejlige hjemmelavede veer, at han ikke var til stede. Hun kiggede henover sengen og nikkede. Med nogle fine pauser imellem og et stille tiltag i styrke, fandt jeg selv frem til en måde at komme igennem mine veer. Hvis jeg trak vejret med dem og pustede ud i takt med deres bevægelse nedad, kunne jeg næsten forløse smerten.

Da veerne tog yderligere til, fik jeg vækket ham med min prusten og klokken 23:30 mærkede jordemoderen på mig og konstaterede, at jeg havde åbnet mig dobbelt så meget på de sidste par timer med mine egne veer, som jeg havde gjort på de første fire timer med vestimulerende. 8 centimeter åben med elektrode på Naomis hoved, og der blev atter sat gang i droppet og mine veer tog til.

Ja det gjorde ondt, men jeg var til stede. Jeg havde Daniel på min venstre side og holdt ham i min hånd og trak vejret dybt igennem ve efter ve. Klokken 01 konstaterede jordemoder,  at jeg var 9 centimeter åben og jeg bad Daniel om at ringe efter min mor, som jeg ønskede mig, skulle være en del af Naomis fødsel. Nu havde vi haft hele udvidelsesfasen for os selv, men den sidste del skulle min mor også have at tage med sig i livet.

Jeg var blevet noget så træt; jeg var helt på ved hver en ve, hvorefter jeg faldt sammen og halvsov imellem dem. Det husker jeg også som ret surrealistisk, for jeg var fuldt bevidst om mine minilure mellem mine veer. Min mor kom en time senere, men jeg var faktisk så udmattet, at vi knap talte sammen. Hun trak sig fint tilbage og overværede fødslen fra sidelinjen.

Ved 04 tiden bevægede mine veer sig over i en pressetrang. Jeg husker overgangen som mild og udefinerbar. Jeg mærkede en let tyngen men følte mig ikke klar til at presse. Pludselig kunne jeg slet ikke lade være at presse og jeg syntes faktisk bare kroppen klarede arbejdet for mig. At jeg nogensinde havde tvivlet på min krop.. den havde noget med sig fra urtiden, som jeg ikke kendte og det eneste jeg skulle gøre var at presse med den!

På et tidspunkt kunne Daniels fødder ikke stå længere og jeg lagde mine hænder på hvert sidegærde. Jeg husker, at jeg mærkede ham trippe imens jeg klemte smerterne ud i hans hænder og jeg kæmpede en brav kamp for at fortælle ham, at hvis han ikke kunne klare det mere, så måtte han rejse gærdet til mig. Det fik jeg til sidst brølet ud i en kort ve-pause.

Jeg havde den vildeste ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så mig selv som en urkvinde, der sad oppe i sengen og rev i begge siderne imens jeg pressede alt hvad jeg kunne. Jordemoder havde for længst snakket om hovedet og jeg troede, at det betød, at resten af kroppen snart ville være ude. Men da jeg spurgte om vi ikke snart var i mål, fortalte hun mig, at hovedet blot gyngede frem og tilbage med hver ve der kom og gik og sagde, at det hele jo afgang af mig.

Det gav mig selvfølgelig horn i panden. Jeg lurede, at jeg kunne nå to pres på en presseve og gav alt hvad jeg havde. Efter en times tid med presseveer, var jeg så udmattet, at jeg lå og sov imellem dem. Jeg nåede ovenikøbet at ligge og drømme inden det igen tårnede sig op og jeg rejste mig op i sengen og brølede imens jeg pressede. Til sidst måtte jeg sige, at jeg ikke havde mere at give af. Det var 18 timer siden jeg var mødt ind på fødemodtagelsen og presseveerne er sgu ikke noget at kimse ad. De gør ikke nær så ondt som veerne i udvidelsesfasen, fordi det føles lidt som en lettelse at presse med dem. Men hold da kæft, hvor bruger man meget energi på at presse!

‘Jo du kan godt’ sagde hun bare, og så kunne jeg selvfølgelig!

‘Kom ned og mærk hovedet’ sagde hun så, men det skulle jeg simpelthen ikke nyde noget af. Nej tak sagde jeg!

‘Jamen det motiverer altså virkelig folk til at give det sidste’ sagde hun, men jeg havde motivation nok, for nu skulle baby altså ud.

Jeg kæmpede videre indtil hun sagde, at hovedet var helt ude og bad mig gispe. Hun lirkede Naomis skuldre ud og jeg kunne i min halve søvn høre hende sige, kom ned og tag imod dit barn. Jeg regnede sådan set med, at det var til Daniel og blev liggende med lukkede øjne, i mine flygtige drømme, men hun gentog sig selv.

‘Mig!?’, spurgte jeg og satte mig op. Og klokken 05:25 tog hun mine hænder og lod dem gribe fat om min datter og med den sidste presseve hev jeg hende ud af mit skød og op på mit bryst.

Jeg hev hende simpelthen ud… og op på mit bryst!

Det står som den vildeste erindring fra hele min fødsel.

Og straks slog det mig, at jeg ikke vidste om vi skulle have en pige eller en dreng og jeg spurgte ud i rummet imens Daniel og jeg selv kiggede efter: det var vores lillesøster. Mormor havde allerede luret det fra sidelinjen. Hun havde stået nede og holdt mit ene ben, på forreste række, da hendes barnebarn kom til verden.

Jeg tog et kig på vores datter og sagde højt, at hun da var en Naomi. Daniel var enig. Hun stak i et hyl og jeg begyndte at synge for hende – den med undulaten. Min stemme var helt hæs af min brølen og det var helt surrealistisk at ligge dér og synge for mit nye menneske, midt i udmattelsen og med stængerne i vejret. Men jeg har sunget den sang højt for Noelle hver aften og vidste, at Naomi ville kende den. Hun blev stille ❤️

Da de snakkede om at begynde at sy, blev jeg helt paf. Jeg havde overhovedet ikke mærket, at jeg skulle være gået i stykker. Men en ret kompliceret 2. grads bristning kom til at tage tre stive timer med benene i vejret og tre forskellige læger der på skift rodede rundt, lige når jeg ellers troede, at nu var det overstået. Så jeg udbrød ret skuffet: ”hvem fanden har sagt, at det hele er så smukt, når først barnet ligger på brystet, så alt smerten forsvinder?”.

Men når det så er sagt, så VAR det virkelig smukt og et helt enormt ømt øjeblik.

Fra at have siddet midt i mine falske drop-veer og sagt, at jeg aldrig ville gøre det igen og krævet et kejsersnit, vidste jeg omgående, at jeg måtte opleve det igen. Og min fødsel var fantastisk!

Da jeg var færdig med at blive syet, puttede jeg Naomi ned i min skjorte og lod hende ligge ved mit bryst, så hun straks kunne stimulere min mælkeproduktion og vi kunne ligge hud mod hud. Der har hun stort set ligget lige siden. Så når jeg skriver, at hun sover i min armhule om natten, så er det helt bogstaveligt talt.

img_5738

Da jeg fortalte jer, at Naomi var kommet til verden, beskrev jeg især oplevelsen, da Noelle mødte sin lillesøster første gang. Den var helt speciel, fordi hun nærmest kom direkte ind på hospitalsstuen og tog Naomi i hånden. 15 måneder gammel, uden en idé om, hvad det hele betød, men alligevel fuld af interesse og omsorg.

Det her er et billede fra vores helt specielle øjeblik.

img_5737

Nå men:

BOTTOM UP, TOP DOWN…

Igennem hele min ungdom har jeg kun hørt kvinder fortælle om, hvor ondt det gør at føde. Da jeg beklagede mig over mit kejsersnit og min manglende naturlige fødsel til min første mødregruppe, var svaret blot, at jeg ikke var gået glip af noget. Fokus er altid på smerterne og det sætter simpelthen en frygt i livet på så mange kvinder!

Nogen bliver så skræmt ved tanken om smerten, og tvivlen om, hvorvidt de kan klare det, at de fravælger en vaginal fødsel. Hvorfor er det sådan vi omtaler en fødsel?

Hvorfor er det så vigtigt at fortælle om smerten som det tydeligste, og glemme at fortælle, at kroppen sagtens kan klare arbejdet og hvis man har brug for hjælp så er der et gudsbenådet hjælpemiddel i en epidural blokade?

Hvorfor er det yt at tage imod smertelindrende?

Hvis jeg havde vidst, hvad vestimulerende drop gjorde ved én, så havde jeg valgt ikke at blive sat igang, men trukket den til Naomi selv ville ud. Og havde jeg vidst, at jeg gerne måtte få blokaden, så havde jeg fået den længe før. Den gav mig en fantastisk oplevelse at se tilbage på, selvom min fødsel startede som et slag i ansigtet, der fik mig til at tænke, at jeg var så torskedum at tro, at jeg kunne føde et barn, når alle andre kunne. Men de kunstige veer er bare ikke at kimse ad.

Heldigvis har jeg en fantastisk kvinde i mit liv, som fødte ved igangsættelse da hun fik sin datter, der er jævnaldrende med Noelle. Hun talte aldrig om smerterne! Hun sagde da, at man aldrig var i tvivl om, hvad der var en rigtig ve, fordi smerten er umiskendelig, men hun sagde det kun i forbindelse med en fortælling om, hvordan tiden går i stå, hvordan man går ind i sig selv og finder en vej.

Og jeg har gjort et stort nummer ud af, at fortælle alle gravide kvinder på min vej, at jeg misunder dem, deres forestående fødsel. At det er den sejeste og mest fantastiske oplevelse, som de skal glæde sig til, og at smerten kun fylder i øjeblikket, fordi alt det der hører til, vejer så meget tungere. Jeg synes det er så vigtigt, at vi fortæller kvinder omkring os, at det ikke handler om en høj smertetærskel at klare en fødsel, og jeg håber, at hver og én giver det videre fremfor at køre med på skræmmekampagnen.

Efter at have prøvet begge dele, kan jeg afsløre for mit vedkommende, at smerterne efter kejsersnit, langt oversteg smerterne ved en fødsel. Tårerne piblede da jeg blev tvunget ud af sengen efter den store operation. Jeg kæmpede en kamp for at være med til at skifte den første ble, efter jeg havde misset den første vejning og måling med bedøvede ben på en opvågningsstue imens det foregik udenfor. Der er dog andre end mig, som har klaret kejsersnit langt bedre og været vel gående 8 timer efter.

Tårerne var ikke tilnærmelsesvis på vej under min fødsel. For mig, kan de to former for smerte slet ikke sammenlignes. Operationen efterlod den dér smerte, der føles helt forkert, og gør en opmærksom på, at der er blevet skåret i én. Og dét klarer folk hver dag, når de bliver opereret af nødvendighed og for forfængelighedens skyld.

Veer gør ondt på en naturlig måde. Og så kan du sidde dér og tænke, at jeg jo fik en blokade, men det er jo netop en mulighed man har og bør benytte sig af, hvis alternativet er, at man bliver så udmattet, at man ikke har kræfter til at presse sit barn ud af den mystiske fødselskanal. Såvel som man bliver bedøvet fuldstændig ved et kejsersnit – det skal vi jo heller ikke klare uden bedøvelse, vel?

Det er ikke et nederlag, men en hjælp til dig, der har brug for det. En hjælp, som man ikke skal være for stolt til at tage imod. Den kan vende en fødselsoplevelse på hovedet og efterlade én med fantastiske minder fra en fødsel, der startede som et mareridt eller helt forhindre den dårlige oplevelse, hvis man får den i god tid.

Er det ikke en form for mirakelmiddel?

Intet, intet, intet kan sammenlignes med dét der sker på en lille fødestue, når man ligger med sit skød direkte op i ansigtet på en fremmed kvinde, der hjælper det mest dyrebare vi har, til verden. Det er dét, der fylder allermest. Forløsningen og tanken om det vilde arbejde man lige har klaret sig igennem. Stoltheden. Det er uden sammenligning!

 

Hvad er en ve? Starten på et nyt liv. Thats it.

img_5806

Noelles lillesøster ♥

En tidsrejse – vores ekstreme (drømme)projekt ❤️

1836148f-e35c-42bf-a0bf-83cf2a1e46f7

Jeg har lavet et indlæg med en lille rejse tilbage i tiden gennem vores renoveringsprojekt, med før- og efterbilleder af vores hjem. Det har været ret vildt at lave indlægget her og se ’sort på hvidt’, hvad det er vi har været igennem og skabt. Billederne taler vist for sig selv! Det har været et kæmpe arbejde, og selvom det føles som en halv evighed siden vi første gang stod med en hammer og bankede ned, inden vi kunne begynde at bygge op, så er det faktisk kun 14 måneder siden vi fik nøglerne.

Hver dag bliver jeg bekræftet i, at det har været det hele værd. Jeg møder små detaljer på min vej rundt i huset, som giver mig en følelse af hverdagsluksus, og det sætter jeg enormt pris på. Mit badeværelse er fyldt med sådanne detaljer, og for mig er det blevet til et rum på lige fod med alle andre – jeg elsker at være derude og et bad er ikke kun for soignerings skyld, men simpelthen for hyggens og velværets skyld.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad her var før.. Og svaret er ret let – ingenting!

Vi købte huset som en erhvervsejendom med butiksindgang, kontorer på førstesalen og et et par produktionslokaler på vores etage, hovedageligt bare bestående af store rum med hvide vægge og blå vinylgulve allevegne. Derfor indebar projektet helt fundamentalt af skabe vores egen planløsning og ellers bare at gå i krig med at forvandle hvert enkelt rum til det vi havde brug for.

Jeg har først og fremmest lavet en plantegning over vores hjem som det var og som det nu er.

Som bekendt er huset købt sammen med min lillesøster og hendes kæreste, som bor ovenpå, og plantegningen er blot af vores villalejlighed.

 

 

skaermbillede-2017-08-15-kl-19-58-32

Som det kan ses, var der ikke særligt mange rum, da vi købte huset. Vi har sat vores egen hoveddør i, i den oprindelige entre og fået vores egen lille entre med dør ud til badeværelset og ind til resten af vores hjem.

Vores badeværelse var et køkken før i tiden – det gamle køkken lignede de klassiske små køkkener i kontorbygninger og så således ud.

img_8130 img_8131

Kontrasten er nærmest ude af proportioner; det eneste man kan kende i rummet fra før, er vinduerne.

Vi ønskede os et stort samtalekøkken i forlængelse af spisestuen og derfor var vi villige til at bygge køkken i et andet rum og forvandle dette til et badeværelse. Jeg blevet hurtigt forelsket i muligheden for at ligge i badekarret og kigge op i aftenhimlen igennem det store vinduesparti.

img_7290 img_7313

Læg mærke til hjørnekassen til venstre under køkkenskabene – jeps, det er samme hjørne..

img_2356 img_7314

Det krævede en tur helt ned i dybet og en helt ny start i opbygning af rummet.

img_4415 img_5024 img_5104 img_5134

Rummet der nu er vores 40 kvm store køkken/spisestue var før delt op men indeholdt faktisk nærmest ingenting.

Først et billede fra udestuen ind mod den gamle væg, der delte det store rum op, og et efterbillede, da væggen var ved at blive taget ned og vi for første gang fik et vue ned igennem husets mest fantastiske rum.

img_8135 img_2790

 

img_2799 2512645b-7c28-4580-b01b-ffba24f5ea98

Jeg synes det er den vildeste forvandling når man står i udestuen og ser de gamle blå vinylgulve for sig og nu vores dejlige murstensgulv med køkkenet i den ene ende og spisebord i den anden. Jeg er overmåde stolt over, at det dér, det er produktet af mine og min mands hænders hårde arbejde.

Her er også et par delbilleder fra væggen var revet ned og gulvet var klar til at få lagt mursten og vi kunne begynde at bygge det rum jo havde så klart i vores tanker.

img_8124 img_2359   img_2771 img_2789   img_2804 img_2814 img_2841 img_2897 img_2936 img_2991 img_2999 img_3057 img_3237 img_3329 img_3369  img_3719

Stuen og børneværelserne var før i tiden ét kæmpe rum. Vi valgte at lave stue ved dobbeltdørene så vi kunne få en lækker udgang til haven, selvom vi havde betænkeligheder ved at lave værelser ud til vejen. Man vænner sig dog hurtigt til ’støj’ fra gaden, og jeg er jo ganske vant til byens ‘white noise’. Eksempelvis kan jeg næsten ikke undvære at høre bilerne køre forbi udenfor. Det luller mig i søvn. Jeg har virkelig svært ved at sove steder, hvor der er helt stille!

Så med en omgang gipsvægge kom Noelles og Naomis værelser på plantegningen. I fremtiden skal en vinduesvæg placeres indenfor området med stolperne, og skabe en gang mellem værelserne og stuen.

Dette var det første billede jeg viste jer på Instagram, da jeg afslørede vores nye køb.

 img_2793

img_2368 img_2808

img_3025 img_7004 img_3038 img_3029

img_3671 img_4166

Under alle vinylgulvene og et fandens lag tyndt beton, som skulle skrabes af alle vegne, lå husets originale plankegulve. Dem fra køkkenet pillede vi nænsomt op og lagde på ny i fransk sildebensmønster i stuen. Resultatet efter en gulvslibning var enestående. Det er den billigste omgang ‘nye trægulve’ jeg kunne have forestillet mig, og jeg elsker tanken om at have genbrugt plankerne og givet husets noget af dets ‘originale storhed’ tilbage.

img_8126 img_4220

 

img_4395 img_4728

I øjeblikket er vi igang med at fuge vores hjemmelavede murstensvæg i stuen – det er ret sjovt at se tilbage til dengang, hvor vi sad og satte murstenene op. Det er SAMME HJØRNE!!!

img_8128 Processed with VSCO with f2 preset

img_8129 img_1316

Læg mærke til den hvide stolpe i baggrunden – er det ikke CRAZY?!

img_6271  0cb1512e-9901-40cc-8762-8d5579a5d813

Og til sidst et lille vue fra pigernes værelser, med de fine gamle trægulve, der havde været gemt væk under den hæslige vinyl..

På den anden side af køkkenet ligger vores soveværelse i rummet oppe over den gamle butiksindgang som er blevet lukket af. Nu har vi vores egen nedgang til et lækkert påklædningsværelse, så soveværelset ikke behøver indeholde noget som helst andet end vores seng – noget jeg virkelig ønskede mig, for at slippe for rod i det rum, hvor jeg skulle putte mig selv ind i søvnen, så jeg kunne lægge mig med en følelse af, at jeg kunne tømme mit hoved i et værelse uden fyld. Vi købte en gammel dobbelt havedør med skodder og lavede en ny indgang til soveværelset fra spisestuen. Den bliver jeg glad af at se på, hver eneste dag.

img_3431 img_4217

img_5295 img_5293

img_5200

Bare lige en sjov indskydelse. Vi skulle nå alt det vi kunne inden Naomi ville melde sin ankomst.

img_5329 img_5466

img_4170 img_6477  img_8123 img_4172 3d7d7567-dc7f-47d7-8454-3e37e447d85c

img_8122 0a83ba4b-f86b-46dc-907b-a0b1ee884840

Samme rum, ny trappe, nyt gulv, fra hver sin vinkel..

Entreen er blevet skabt ved at placere en hoveddør mellem husets hoveddør og vores køkken/spisestue. Billederne her, er taget samme sted fra, og som det ses, er den gamle indgang til vores soveværelset lukket af.

img_2364 6a8b27a0-276d-409d-8d28-5bdbd732195c f36e8f4d-522d-451b-927e-151f2fd93d74

Begge disse billeder er taget i døråbningen ud til badeværelset. Jeg bliver hele tiden paf over at se billederne op imod hinanden. Det har været det vildeste projekt!

img_2357 8f729dea-d0d9-450c-a32d-e096c58d7b60

Udestuen er faktisk det eneste rum, der stadigvæk står som da vi overtog huset. Det har blot fået en lille face-lift i form af møbler og stemning som et lille fristed.

img_8132

8353e75a-bc2f-4d7c-b829-966a65003a8f f359f42f-bc32-4396-bb45-cb7c3c9ec785

Og helt til sidst et billede af vores meget fine veranda, udenfor dobbeltdørene i vores stue. Den er blevet lavet af den eneste håndværker vi har turde lukke indenfor vores døre – Daniels kammerat Kennet, som er en hamrende dygtig tømrer. (tømrermester Kennet A/v. KGNA)

img_9093 img_9316

Jeg håber I har nydt at se med. Jeg har i hvert fald nydt et gensyn med vores forvandling af det store gule hus <3

Hjemmelavet mad til din baby

Uanset hvor meget det siges, at købemad på glas og poser er fuldstændig naturligt og sundt, så er der bare et eller andet i mig, som siger nej tak.
Jeg KAN ikke med god samvittighed stikke min datter en såkaldt lasagne, som bare ligner en klam, grynet masse med orange olie. Det betyder ikke, at hun aldrig får mad på pose og frugtsmoothies bruger vi også meget til begge børn. Men ‘kylling og couscous’ er simpelthen kun i vores sortiment af nød. Jeg har selv smagt det, for at sikre mig, at jeg ikke serverer noget jeg selv ville kaste op over. Men det er smagsløst og konsistensen er urgh!
Imidlertid spiser de rollinger jo ret hurtigt tre måltider om dagen, som skal have en konsistens de kan få igennem spiserøret uden at kløjes i det.
For at hjælpe mig selv på tid og minimere min dårlige samvittighed, så har jeg suget til mig og selv fundet muligheder for at lave mos og mad til mit barn, som ikke kræver halvanden time om dagen. Hvis du også kunne bruge lidt inspiration, så læs med!

(mere…)

   

Om post-graviditetskroppen og dobbelt op på selv samme

Jeg har skrevet lidt om dét som så mange andre også skriver om. Om mor-kroppen. Ikke fordi jeg har så meget nyt at sige, men fordi jeg ikke forstår, at man ikke må have et issue med den.

Stort set hver gang jeg giver udtryk for, at jeg har et ‘issue’ med min post-graviditetskrop, synes jeg at få kommentarer om, at jeg jo har fået to dejlige børn ud af det. Af og til lyder det direkte som om jeg ikke må brokke mig over min krop, netop fordi den har givet mig to børn.

(mere…)

10 ting jeg ikke vidste om mig selv før jeg blev mor (og som jeg ret godt kan lide!)

        img_5913

Jeg går altså her og gnækker lidt og klapper mig selv på skulderen. Over hvor klog jeg troede jeg var og hvor klog jeg synes jeg er blevet. Vi er alle sammen bedre forældre inden vi faktisk bliver det og her kommer 10 ting jeg ikke vidste om mig selv.

(mere…)

Naomis barnedåb

1b40ffba-ae23-4fc4-b653-45399b5ac904

For knap halvandet år siden, lavede jeg et indlæg til bloggen om Noelle barnedåb. Jeg delte det op i to – et om kagebordet og et om pynten. Jeg kom desværre aldrig længere end til kagebordet 😬
Nu har vi afholdt Naomis barnedåb, så her kommet lidt opskrifter til kagebordet og pynten, som mestendels var genbrug fra sidste år. Jeg håber I bliver inspireret 😊

Da vi planlagde vores bryllup for 2,5 år siden, fandt vi virkelig frem til vores egen stil. Vi lavede faktisk alting selv (se gerne mit indlæg om vores bryllupsforberedelser) og fik skabt et rigtig fint vintagebryllup. I alt, hvad vi har lavet siden, har vi brugt de samme elementer. Jeg er selv ret vild med, at der er en rød tråd i alt hvad vi laver. Helt basalt, så er man ikke i tvivl om, hvem invitationen er fra, når den lander i postkassen. Den indeholder nemlig altid genbrugspapir!

Til Noelles dåb lavede jeg min egen invitation, som jeg genbrugte til Naomis dåb.

Hvis du tænker, at det lige er den invitation du står og mangler, så kan du kontakte mig på Instagram på SusLiving eller sende mig en mail på SusLiving@outlook.dk – jeg sælger nemlig skabelonen for bare 30 kroner 🙂

Jeg delte den glædeligt ud uden betaling i starten, men min skabelon har simpelthen været eftertragtet at jeg brugte enormt meget tid på at hive computeren frem mange gange i løbet af aftenerne og sende den afsted og den tid går jo fra min familie, derfor har jeg valgt at den nu koster et mindre beløb at modtage.
img_7513

98de4d49-eacb-4f15-8758-fdec390a29c9

img_8925

Nå men, nu til de mange kager:

Det kan måske se ud som om, det har været et stort arbejde, men der har det faktisk ikke. Det gode ved muffins er, at de er nemme at variere og få til at se enormt fine ud, med meget lidt arbejdstid!
Mit trick er at lave en forholdvis lille, men meget tung lagkage. Så tager folk et lille stykke af dén og spiser sig ‘kagemætte’ i dét der er masser af, i stedet.

Til Naomis barnedåb besluttede jeg mig for at lave noget andet end dét jeg plejer, men noget jeg er meget glad for; gulerodskage!
Jeg lavede faktisk en helt almindelig gulerodskage og bagte i en stor form, så det blev til en lagkagebund. Jeg lavede dem halvanden uge før og frøs dem ned, så jeg blot skulle samle kagen dagen før dåben.

3d75a781-95bd-4bef-a096-adfbec091f9f

Gulerods-lagkage:
200 g blødt smør
200 g brun farin
3 æg
200 g hvedemel
2 tsk stødt kanel
2 tsk bagepulver
ca. 300 g revne gulerødder (på det lille rivejern)

Eventuelt kan man også tilsætte 2 tsk vaniljepulver!

Bland først smør, farin og æg og tilsæt så gulerødder og de tørre ingredienser.
Jeg bagte i en rund springform på 30 cm i diameter.
Bag i forvarmet ovn ved 175 grader i ca 35 min.

Gentag, så du får to bunde.

Imellem de to bunde, lavede jeg en hvid chokolademousse. Fordi jeg ikke brugte husblas, faldt min mousse ret hurtigt sammen, da kagen havde stået på bordet og tøet op. Men den smagte enormt godt!
Jeg vil dog mene, at man kan blande husblas i den smeltede chokolade eller eventuelt sammen med lidt varmet fløde, inden man blander det med den piskede flødeskum. Hvis man ikke tør kaste sig ud i det, vil jeg blot anbefale at søge efter en mousse med husblas på Google.

Jeg brugte denne:
300 g hvid chokolade, groft hakket
5 dl piskefløde
6 bægre pasteuriserede æggeblommer (eller 12 æggeblommer)
100 g rørsukker

Pisk blommerne hvide med sukkeret, smelt chokoladen og bland med blommerne (og husblas) og vend til sidst med flødeskummen.
Læg den ene bund i springformen og fyld chokolademoussen på. Stil den på køl i et par timer og læg den anden lagkagebund ovenpå. Så er din kage klar til ‘topcoat’, når du har tid…

Jeg er rigtig dårlig til at arbejde efter opskrifter. Jeg bruger ofte bare de ingredienser jeg har lyst til, i de mængder jeg selv synes er passende.
Min ostecreme bestod af et helt bæger mascarpone, muligvis et par hundrede gram flormelis, måske lidt mere, en Buko flødeost, naturel, et par hundrede gram blødt smør og et par teskefulde vaniljepulver.
Jeg piskede det sammen på min køkkenmaskine og da blanding var forholdsvis flydende, fordi den var lun, kunne jeg brede den ud over toppen på min kage. Den røg i fryseren igen og jeg gemte en rest og stillede på køl, så jeg efterfølgende kunne smøre kagens sider med en mere fast ostecreme.
Da det var gjort, røg kagen igen tilbage på frys og blevet taget ud et par timer inden vores gæster kom. Dvs lige inden vi gik ned til kirken, hvor gudstjenesten varede lidt over en time, og vi var hjemme igen 2 timer efter vi var gået hjemmefra.

Kagen pyntede jeg med en hjemmelavet flagranke og lidt lavendeldrys. Lavendel har jeg vist købt i Tiger eller Søstrene grene! Flagranken lavede jeg aftenen før – jeg har en ordentlig portion stofrester og deriblandt noget tykt møbelstof. Man kan købe noget hør/lærredsstof i stof2000, som jeg også brugte til Noelles dåb. Jeg klippede små flag ud og tegnede bogstaver på dem, med en sprittusch. Jeg syede flagene på et blondebånd og bandt rundt om et sugerør i hver sin ende. Det blev helt vildt yndigt, selvom det var ganske enkelt at lave!

 

d45a26c4-70ab-4d00-a20a-49037e34591c

Selv samme stof brugte jeg til at lave en bordløber. Vi havde en ‘byg-selv-hotdog-bar’, og for at gøre lidt ud af det, gjorde vi det muligt at lave en gourmet udgave også, og hotdogbaren blev pyntet med en fin bordløber.

Når jeg tegner, gør jeg mig først klart, hvad jeg vil have på stoffet og tegner derefter med en sprittusch. Jeg tegner altid med tynde streger først og bygger derefter på. Så kan man også rette små fejl. Tykke bogstaver er altså først tynde streger som får fylde når jeg har tænkt mig om og besluttet mig for, hvor jeg skal fylde på.

Man kan eventuelt søge på en skrifttype på dafont.com eller lignende. Så skal man ikke sidde og tegne ud fra sine egne ideer, men prøve at efterligne en skrift.

img_910733cd7485-60fc-408a-a961-cfe84a832a57

326682a7-8053-48e4-a598-2ac957527f3e

Hotdogbaren var en kæmpe succes, og der var stor begejstring over gourmet-udgaven. Jeg syltede rødløg med en blanding af laurbærblade, nelliker, lidt sukker og salt, kogt op med vand og eddike og hældt over rødløgene. Det stod og trak en uges tid inden. Så havde jeg købt en relish af cherrytomater, en grov, økologisk remoulade og en chutney af æble og havtorn.

De syltede agurker var skiftet ud med tykke skiver drueagurker. Av, hvor var det godt!0c28066d-83fc-4457-b8f1-46de01ea934f

img_9286

Og så tilbage til kage:

Jeg forsøgte at lave nogle marengstoppe og sætte dem sammen med karamelcreme. Det lykkedes egentlig fint, men marengsen smuldrede fuldstændig på dagen. Jeg opbevarede dem i fryseren, fra jeg lavede dem, som ellers skulle være muligt. Ikke desto mindre så de fine ud – hvis du har en bedre løsning til opbevaring, eller måske bare stoler mere på dine evner til at lave kys, så kan du måske arbejde dig ud fra billederne her:

c24c998d-9046-4f49-bca3-73d219dc8d5e

(Karamelcremen er blot lavet ved at koge en dåse kondenseret mælk i et par timer. Så bliver mælken til tyk ‘Dulce de leche’ 😋. Jeg tilsatte lidt havsalt, for jeg elsker saltet karamel!)

Muffins:
Jeg bruger egentlig den samme opskrift og tilføjer og trækker fra, som jeg har lyst.

250 gram smør
2,5 dl sukker
1 spsk vaniljepulver
3 æg
2 tsk bagepulver
Evt lidt mælk

Jeg lavede med blåbær og hvid chokolade:
100 gram blåbær og 100 gram grofthakket hvid chokolade i massen.

Jeg lavede chokolade muffins ved at tilføje 50 gram bagekakaopulver og tilføjede 100 gram hakket hvid chokolade.

Jeg lavede lavendelmuffins ved at tilføje en spsk honning og en spsk tørret lavendel.

Og sidst lavede jeg muffins af brownie med karamel. Jeg har en opskrift på det her:

Frostingen bestod af en blanding af smør, flormelis og buko naturel. Jeg tilsatte også hvid chokolade eller kakaopulver for at variere lidt.

Det tager ikke meget mere end 15 min at bakse dejen sammen og så skal de bages i ca 20 min ved 175 grader.
Der til ca 16 stk afhængig af størrelsen!
De røg også bare i fryseren og blev pyntet dagen før.
Jeg synes det er rigtig fint at blande en masse varierede muffins. Jeg brugte papirer i dæmpede pastelfarver og forskellig pynt, og satte dem på fint silkepapir. Jeg brugte blandt andet ‘liberty’ fra Meri Meri, hvortil man også fik lidt tilhørende kagepynt. De glimrede N’er har jeg købt på Etsy.com. Jeg synes selv, at det blev rigtig flot! 👌🏼

fdf9e1b2-e085-4a47-a3e3-0600032f7b4dcd721bc7-feee-4cef-9e05-92ecc0da32d7img_9284Jeg lavede også mine sædvanlige snickersbarer – de bliver ved at være en succes. Bordet pyntede jeg også med småkager. Du kan finde opskrifter til begge dele her:

Småkage Deco

En bid af himlen – hjemmelavede snickers

Al papirspynten var genbrug fra Noelles barnedåb. Jeg brugte det også til hendes 1 års fødselsdag og det er endnu engang pakket ned i festkassen og klar til brug igen og igen. Festpynt er mega dyrt synes jeg, så det har været det hele værd at sidde og lave det selv, og få noget der kunne genbruges. Jeg bestilte en ordentlig omgang silkepapir hjem fra Etsy, i de fine pastelfarver jeg ønskede mig. Så har jeg ellers siddet og klippet strimler og snoet papiret om en jutesnor. Man skal altså kun bruge tre ting til at lave dem!

img_8792img_8793img_8778

Jeg lavede også en flagranke til at pynte ved kagebordet. Jeg klippede blot trekanter af noget rosafarvet gavepapir, tegnede bogstaver på og så laver jeg to huller i hver side af trekanterne og stikker snor igennem, så hvert ‘flag’ faktisk er syet på snoren. Super nemt uden hæfteklammer, lim eller andet gøgl. Ofte skal der ikke særligt meget til for at lave noget rigtig fint pynt! Jeg brugte dog en limstift og lidt guldglimmer til at pifte den ekstra op, men det er bestemt ikke nødvendigt!

ff8d30ce-3232-48f5-9807-9cc8dc64e4ebimg_9187

Jeg havde lavet ‘hyggeposer’ til ungerne. Poserne er fra Meri Meri, i det fineste Liberty tryk, som altså gik igen fra kagebordet. De indeholdt figenstænger, kiks, sæbebobler og små biler. Børn over to år fik en Capri Sonne, hvor dem under to år kunne få en smoothie, som jeg dog opbevarede i køleskabet. De blev lukket med navne skrevet på en dymo og en fin silkesnor. Dymo’en går man altså aldrig galt i byen med!

84bb0984-60ca-4b10-a986-a1356888930c

Vi havde selvfølgelig også vores sædvanlige ‘bar’ med fyldte dispensere og vores mange sylteglas. De har allerede været pengene værd mange gange. Jeg gav vist knap 1000 kroner for 100 glas fra hjemmemost.dk.

img_9285

Vi lavede en rabarber lemonade af en blanding af rabarbersaft blandet op med vand og en Roses Lime. Og så en detox-vand med grape, citron og agurk. Husk at fjerne kernerne, for de giver ellers en bitter smag til vandet.

Jeg syntes der skulle noget farve til, men ellers er agurk jo god til at give vandet smag. Og mynte! Men det glemte jeg..

img_9237

Det hele havde været super godt til en varm sommerdag. Vi skulle have siddet på tæpper i haven og nydt vores nye veranda. I stedet øsede det ned hele dagen!

Alligevel hyggede vi os og havde en dejlig barnedåb 🙂

Jeg håber du kan bruge nogle af ideerne til at skabe din egen fine dåbsfest.

Se lige mine piger med matchende tøj på dåbsdagen 💛

8fa10727-22b6-4ec5-bd9e-371e14f4f20c

Herunder er der et par billeder tilbage fra Noelles barnedåb med kaffebar, hvor man nærmest kunne få lige den varme drik, som hjertet kunne begære og lidt bordpynt. Jeg var meget stolt af den dåbsfest vi fik stablet på benene i starten af 2016, og jeg elsker varme drikke, derfor var det et fokuspunkt for mig.

img_9443 img_9449 img_9520

img_8850img_9480

img_9516