Genbrugsjulegaver

Denne jul har jeg besluttet mig for at prøve nogle grænser af og udfordre mig selv og min familie. Jeg har i flere måneder gået med tanker om, hvordan jeg kunne give gaveræset i julen en anden mening, og så tog jeg altså en beslutning, som må briste eller bære..

Dette år, er det første år i mit liv, hvor jeg føler, at min bevidsthed for alvor er ved at vinde over mit floksyndrom. Selvom jeg godt ved, at vi allesammen er på gal kurs i forhold til, hvad vi udsætter vores planet for, så er det svært at ‘gøre noget’, hvis alle andre ikke også er villig til det. For hvad gør mine små handlinger af forskel i det store billede? Det er ikke fordi jeg ikke har ændret på mine vaner, for det har jeg bestemt, men jeg har også sat grænser for, hvor langt jeg kunne eller skulle gå.

Jeg er en del af den samme kultur som de fleste andre danskere er – forbrugskulturen. Og gosh, hvor er den svær at slippe fri fra. Jeg er opdraget så markant anderledes end med de værdier jeg prøver at leve efter i dag. Min hjerne er i udgangspunktet programmeret til at spild er ligegyldigt og til at acceptere alle reklamers budskaber om, at deres produkter er uundværlige for mig.

Nu skal jeg på egen hånd prøve at omprogrammere den via logiske deduktioner – forbrug udleder drivhusgasser – drivhusgasser forårsager klimaforandringer – klimaforandringer kan have katastrofale implikationer -> forbruget skal altså reduceres.

Og efterhånden går det op for mig, at den tankegang; at mine små handlinger ikke betyder noget i det store billede, er præcis den tankegang der gør, at der ikke sker en skid.. Så siger alle andre jo det samme som jeg..

Og hvordan har tingene ændret sig igennem tiderne? Ved at nogen går en anden vej – og resten vælger at følge med!

Denne jul har jeg besluttet mig for at inddrage genbrug i julegaverne. Og jeg ville nok før i tiden have gættet på, at det ville være helligt område for mig. Og det synes jeg sådan set også er ok, hvis man har det sådan. Der er ingen der kræver, at vi allesammen skal reducere vores forbrug af nyproducerede varer 100 % fra i dag. Men der er et behov for en balance mellem nyt og gammelt.

Det tager jeg mere fat på i et kommende indlæg omkring dét at dele indlæg om nye produkter samtidig med at dele indlæg om, at vores natur og klima, og i øvrigt os selv, har brug for at vi skærer ned på vores forbrug. Det er et indlæg om, hvordan det er helt normalt at stille folk, der faktisk prøver at ændre deres vaner  til ansvar for, at de ikke gør det hundrede procent, fremfor at stille alle dem til ansvar, som ingenting gør.

Nå men, jeg kommer lige tilbage på sporet igen;

Det, der faktisk er hovedpointen her er, at denne jul prøver jeg at gøre det anderledes end jeg plejer, for at se, hvor langt jeg kan gå. Alle andre år, har jeg handlet alle mine julegaver på Black Friday og de penge jeg sparede, brugte jeg ofte på en lille ekstra ting til modtageren. Denne gang ville jeg gøre noget andet som et led i min egen læringsproces og i håbet om at sprede ringe i vandet. Jeg ville købe færre gaver og jeg ville i høj grad købe genbrug.

Derfor brugte jeg Black Friday til at undersøge alle genbrugsforretningerne i mit hood og købe gamle sager til julegaver. Jeg fik faktisk ikke købt så meget, men jeg fik købt nogle rigtig fine ting, og jeg vil så gerne dele dem med jer, sammen med nogle flere ideer til genbrugs-julegaver.

Jeg har købt en gammel keramikkrukke i dét look som jeg synes er meget oppe i tiden. Den rustikke keramik er vendt tilbage, både som krus, vase og beholder til duftlys. For 65 kroner, kom den med hjem, og jeg glæder mig til at pakke den fint ind.

Jeg fik også en gammel skål med det fineste mønster – jeg tror det er en bageskål ligesom de gamle, store lerskåle. Jeg har et kæmpe crush på den!

  

Jeg har også købt en ny gammel vare fra Sissel Edelbo – det er et brand, der laver nye ting ud af gamle materialer. Dette hårbånd er syet ud af en gammel indisk kimono, og jeg synes simpelthen det er så fint et koncept. I mine øjne går det også ind som genbrug, og jeg er sikker på, at modtageren bliver ellevild med det! (Det er i øvrigt ikke reklame, bare for at slå det fast – jeg er bare vild med dét brand!)

Så er der huen i pels, i bedste franske stil. Det er nok ikke hvem som helst, der vil modtage sådan én, men den er tidløs, elegant og ultra holdbar!

 Sissel Edelbo har i år også lanceret nogle meget smukke julekugler af gammelt avispapir, som er håndmalet. Jeg tænker, at det i mange år har været moderne at give julepynt fra Georg Jensen eller andre serier, der har lanceret en ny del til samlingen, hver jul. Derfor tænker jeg, at disse genbrugsjulekugler også kan være en rigtig fin og unik julegave!

Jeg fandt også en virkelig fin julegave til børn. Jeg køber selv meget legetøj (og tøj) til mine børn på Børneloppen i Valby, og det er så fint, fordi de er i en alder hvor tingene tilhører en meget kort læringsperiode og derfor hurtigt bliver kedelige. Men i de ‘rigtige’ genbrugsforretninger, der kan man altså finde nogle tidløse og specielle sager. Jeg fandt dette gamle musikinstrument , højst sandsynligt noget der kommer fra et musiklokale på en folkeskole. Det er simpelthen så fint, og hvornår i alverden bliver børn lige træt af sådan én?

 

I min lokale genbrugsbutik Smuk Brugt på Amagerbrogade (@smuktbrugt på Instagram), fandt jeg denne mega smukke vase i et lyst, nordisk look. Den forelskede jeg mig så meget i, at jeg måtte tage den med hjem som en tidlig julegave til mig selv. Der er så meget fint interiør ude i genbrugsforretningerne, så det er bare ud at finde det!

Jeg er selv helt tosset med gamle messingstager og kammerstager, og jeg tænker, at det er en rigtig fin julegave til én der godt kan lide at dække et æstetisk og stemningsfuldt bord!

Jeg har selv købt en gammel kammerstage med håndtag til min farmor. Hvert år får hun en julegave der afspejler noget fra året. Sidste år fik hun en lille bil med et juletræ på taget, med en lille historie om, hvordan mærkelige ting bliver trendy og pludselig kan findes alle vegne. I år får hun en historie om den varme sommer, om hvordan de fleste fik øjnene op for at klimaforandringer er for real, og at vi i højere grad skal genbruge som et led på nedskæring af emissioner. Derfor får hun et levn fra en tid hun selv levede i, og jeg har pudset den med tonsvis af knofedt.

Hun får altså også en sjov julekugle, og en historie om de skæve og farverige julekugler der er blevet moderne og også højst værdsat af mig selv..

 

Men hvad så med genbrugsgaver til mænd? Jeg har købt et barometer til min mand. Sådan én der viser om der er tør eller fugtig luft, og om der er stormvejr på vej. Jeg synes det er en mega sjov ting, og så er både han og jeg vild med det gamle jagtstue look eller måske er der noget sejlbådsagtigt over den. Fin er den i hvert fald! En anden ting kunne være gamle karafler til spiritus, som jo også er top moderne lige nu.

Den sidste ting jeg vil vise jer, (har i allerede set helt øverst), er faktisk også noget jeg har købt til mig selv, men som kunne inspirere til en brug julegave. Jeg har nemlig købt mig en genbrugstaske i kernelæder fra Bob & Lutetia Vintage på Amagerbrogade. (@bob_og_lutetia_vintage)

Den er perfekt patineret og så velholdt. Jeg købte selv en skoletaske i lys kernelæder, tilbage i 2010 og i dag er den nøjagtigt lige så brugbar men hundrede gange smukkere, med 8 års patina. Jeg bruger den stadigvæk som skoletaske, og nu har jeg fået mig en skuldertaske i samme look – det er lidt nemmere end at rende rundt med sin skoletaske med en pung og en læbestift i 😉

Det er altså en gave der holder, og som kan bruge mange år ud i fremtiden.

Det var mit bud på genbrugsjulegaver – jeg håber I er blevet inspireret og har mod på at opstøve guld i genbrugsforretninger.

Glædelig jul,

Sus ♥

1. December

Glædelig første december ❄🕯

Så blev det altså for alvor juletid, og hvis du er lidt sent ude med decemberforberedelserne, og måske skal julehygge med at lave dekorationer i dag, så kan du måske finde noget inspiration her.

Jeg plejer aldrig selv at være i god tid med jul, uanset hvor meget jeg gerne ville være sådan en tjekket type der bare har styr på adventsgaverne, planlagt julegaverne og klarer dekorationerne. Men i virkeligheden er jeg et rodehoved, der altid synes, at noget kommer bag på mig. I år skulle jeg have lavet en julereportage i november og derfor blev jeg altså lidt tvunget igang – alligevel kommer indlægget her først i dag 😜

Vi har lavet en ‘tosidet’ juledekoration, med plads til æstetik og børnesjov. Den ene side har min datter lavet, inspireret af Frost’s kærlighedsfolk. Hun samler på sten og har malet dem til små trolde, der har fået et lille landskab. Den anden side indeholder en forskellige elementer fra naturen og et par keramiksvampe.

Vi har købt et helt almindeligt lys og selv lavet kalendertal med en limpen, og derefter hældt glimmer på. Det er så enkelt og nemt at have sine børn med inde over.

Vi har brugt nogle lettere pastelfarver i år, så lyset har en støvet grøn farve. Den violette mos er en spansk mos, der hedder tillandsia. Jeg valgte at hæve lyset op over dekorationen i år, fordi jeg aldrig kan få brændt den nederste del, og fordi jeg altid er bange for flammen får fat i dekorationen, når den er ved at nå ned tl de højre numre. Jeg synes det fungerer rigtig fint med det lille rustne spyd, der kan holde lyset og give dekorationen nogle flere ‘niveauer’. Jeg er virkelig sådan en, der bliver tiltrukket af niveauer. Jeg kunne ikke forestille mig at bo i at hjem med et enkelt plan. Det kendetegner også de sidste par hjem jeg har boet i, og det har altid været en slags kriterie når jeg har søgt efter boliger. Det er altså noget der følger mig i alt hvad jeg gør.

Dekorationen er lavet i en gammel murstenskasse, som kan bruges til opbevaring eller hænges op som hylde, når den har tjent sin pligt som kalenderdekoration.

Jeg synes altså det blev mega cute med det lille troldelandskab, og når man som æstetiker skal lave noget med sine børn, er det en god ‘middelvej’, så alle får frie hænder.

Adventsdekorationen er også ret enkel og inspireret af naturen, dog med en enkelt julekugle til at skille jul fra blot efterår. Adventsdekorationen er lavet i et patineret, rusten bålfad – jeg kan godt lide store dekorationer, og jeg kan rigtig godt lide rustikke materialer. Der er ikke voldsomt meget ler i den, fordi bossen lægger en fin bund, så det skal kun bruges til at sætte bloklysene fast.

 

  

Det vigtigste for mig, når jeg laver dekorationer eller helt generelt, er at vælge en farvekombination og et tema og så holde mig til det, så det ikke bliver for rodet for øjnene. Vi har som sagt holdt os til de lidt støvede farver og hvis man nøjes med naturelementer, så er man næsten sikret en let dekoration. Det er super fint med en masse julepynt i dekorationerne, men det kan nemt blive proppet. Nogle år trænger jeg bare til at gå væk fra det klassiske med små skinnende kugler på ståltråd og en kæmpe sløjfe.

Dette valg gør det også nemt at gå ud og finde sin pynt i skoven (tillandsia finder du ikke i en dansk skov), så kan man få en hyggelig tur ud af det, og også få sine små inddraget i dén proces.

Rigtig god weekend,

Sus ♥

 

 

 

 

Juletid; Miljøvenlig Pakkeleg

Er du sådan en type der gemmer gavepapir, når du har pakket op? Bare rolig – du er ikke mærkelig. Du er miljøvenlig…

Julefrokosttiden er over os, og vi ved alle, hvordan en klassisk julefrokost ser ud – masser af mad og drikkevarer og selvfølgelig pakkeleg!

Hvad er det lige med den pakkeleg? Den indeholder altid fuldstændigt åndssvage gaver i form af ubrugelige plastikdimser eller dårlig chokolade, der ofte ender direkte i skraldespanden. Men det er bare hylende morsomt at få 20 minutter til at være en grisk idiot, der hamstrer gaver til sig og går efter den samme person, som man har udset sig, ikke skal sidde med nogle gaver når uret ringer. Nå ikke?

Men det er hyggeligt! Jeg afholder selv julefrokost i midten af december og jeg har påduttet en miljøvenlig pakkeleg, og derfor tænkte jeg, at jeg ville dele principperne med jer og inspirere jer til det samme.

Jeg har forbudt ubrugelige plastikdimser, der ikke har nogen reel nytteværdi. Jeg er sikker på, at jeg har nogle venner omkring mig, som synes, at jeg er så røv-irriterende at høre på. Men jeg synes faktisk det er en fed udfordring at ændre på nogle af de kulturelle elementer, som understreger vores forbrugssamfund. Hvis vi kunne få bugt med pakkelegenes spild, så tror jeg, at vi kunne så et frø til at ændre vaner.

Jeg er en del af et Klimanetværk på facebook, hvor andre medlemmer har udtrykt, at de er oprigtigt frustrerede over julens pakkelege med værdiløse gaver til skraldespanden. De har ikke lyst til at være en del af det, samtidig med, at de har svært ved at skulle være den kedelige der trækker sig, og lige så svært ved at skulle være den irriterende, der prøver at lave om på konceptet. Men jeg synes vi skal spille på, at det er en udfordring der skal tages op. Hvem kan ikke lide en god udfordring? Tænk på en dialog det kan skabe, at ændre på det klassiske indhold. En nødvendig dialog. Så her kommer mine bud på en miljøvenlig pakkeleg – jeg håber I vil tage det op i jeres kredse og, at I får en helt speciel stemning og vigtig snak ud af det.

Først og fremmest: Drikkevarer og madvarer er ikke så tit noget man bare smider i skraldespanden. Medmindre det er de dér klamme nougatagtige chokolader, der mest minder om smør, pakket ind i farvet folie. I ved hvilke jeg mener, ikke?

Alternativet kunne være raw-bites, protein- eller müslibarer, eventuelt hjemmelavede, eller andet sund snack. Det kan selvfølgelig også være en usund snack eller hjemmebagte småkager!

Man kunne også købe et vegetariske madprodukt, og håbe på, at modtageren kunne være fristet til at prøve det af. Flere vegetariske madprodukter behøver ikke være på køl – eksempelvis er der meget ‘køderstatning’ i form af veggiebites eller lignende, som er tørvarer. Når de blødes op og steges kan de havde konsistens a la kyllingekød og de er derfor et godt alternativ til kødet i eksempelvis en salat eller burrito, når de er blevet stegt med krydderi.

Og så: Nyproducerede (mere) miljøvenlige varer kunne eksempelvis være en bambustandbørste, stofkarklude (eventuelt hjemmehæklede), sæbe til påfyldning på gamle bøtter, økologisk håndsæbe, eller hvad med et indkøbsnet der kan spare købet af plastikposer? Man kan også købe blomsterfrø, som kan plantes til foråret – vi har jo en mindre KRISE, fordi bierne forsvinder, og det bedste vi kan gøre for at beholde dem, er at plante blomster.

Et andet alternativ kunne være at give en donation i pakkegave. Man kan eksempelvis købe et stykke regnskov for helt ned til 50 kroner. https://shop.verdensskove.org/regnskovscertifikater

Så får man tilsendt et certifikat, som man eventuelt kan printe ud, så der trods alt er noget at sende rundt på bordet 🙂 Jeg synes ofte de pakkelege jeg indgår i, omhandler to gaver til 20-30 kroner stykket, så jeg tænker at man kan nøjes med en enkelt gave, når den nu er så fin, eller at købe en anden gave til blot en 10ér.

OG SELVFØLGELIG: Den mest indlysende mulighed; at købe noget brugt til pakkelegen. Hvis du handler en brugt vare, så er det faktisk en co2 neutral gave, fordi dens aftryk blev sat da den blev produceret, og der nu skal produceres en vare mindre, fordi du køber en gammel vare. Eksempler på genbrugsgaver kunne være noget keramik af en art, som er ret meget oppe i tiden nu. Det kunne også være en bog – eftersom det er svært at vide om folk har lyst til at læse den bog du finder, er det bedste valg nok en opskriftsbog eller lignende ‘generelle’ bøger. Eller måske et gammelt stykke julepynt, når det nu engang er en julefrokost. Der findes altså meget guld i sådan nogle genbrugsbutikker!

Mulighederne er faktisk uendelige, for at gøre pakkelegen mere miljøvenlig, hvis man blot gider bruge lidt ekstra tid på at tænke over det og finde nogle brugbare gaver. Jeg er klar over, at det er mere bekvemt at handle nogle sjove ting, dér hvor man i forvejen er, og måske kommer du ikke i en genbrugsbutik. Men så kan du ty til en af de øverste muligheder som en bar af en art, som kan købes i ethvert supermarked.

Til sidst, så vil jeg nævne en anden vigtig ting; Prøv engang at tænke denne her tanke til ende. Hvor sindssygt mange gaver bliver der givet i december? Hvis vi tilføjer til selve juleaften; Hvor mange kalendergaver og adventsgaver gives der? Hvor mange pakker er der på bordet til en pakkeleg? Hvor mange pakkelege afholdes i løbet af julen? Hvad er gaverne pakket ind i? Hvad gør vi med alt gavepapiret????

Det er en mega god idé at pakke de miljøvenlige pakker ind i gammelt avispapir eller måske er du typen der gemmer pænt gavepapir, når du har pakket gaver ud? Det er jeg i hvert fald, og jeg elsker at pakke gaver forskelligt ind, i alt det indsamlede brugte gavepapir. Hvis du binder noget snor om det gamle avispapir og sætter en lille grankogle i, så bliver den altså noget så fin, også selvom den ikke er rød med guldglimmer og kæmpe veloursløjfe!

Jeg håber du er blevet inspireret til en nytænkt pakkeleg, og lad mig lige slå fast, hvis du er i tvivl: Du er ikke nederen, fordi du foreslår at gøre det anderledes end det plejer at være – du er mega sej!

Sus ♥

3 års fødselsdag – Tivolifest

Tilbage i starten af september afholdte vi tivolifest i anledning af Noelles 3 års fødselsdag, og jeg skylder altså et indlæg – her er det, bedre sent end aldrig.

Som altid, havde vi et fantastisk sensommervejr, så festen holdt vi i haven.

Nøgleordene må være farver, leg og konfetti.

Jeg genbruger stort set alt vores festpynt til hver fødselsdags, derfor er diverse pynt noget jeg har lavet tilbage fra barnedåb, som I også kan finde indlæg om, her på bloggen.

Nå men, first thing first;

I fødselsdagsgave fik hun en løbecykel – hun havde ønsket sig en rød cykel, for rød er yndlingsfarven♥ Vi havde en dejlig, rolig morgen med åbning af fødselsdagsgave og morgenbord med boller og kakao. Vi havde heldigvis forberedt det meste før dagen, så vi bare kunne nyde fødselsdagen, også i timerne inden vi fik gæster.

 

Jeg havde lavet et par små ‘arrangementer’, for at skabe tivolistemningen;

Jeg syede tre små poser af stofrester og fyldte med ris og vaskede 6 dåser, så vi kunne skyde på og vælte dåser i bedste tivolistil.

Jeg havde også taget et stort stykke pap og malet en klovn og skåret et hul ud til ansigtet, og til sidst købt ansigtsmaling.

I øvrigt havde vi hevet pigernes lille telt ud og fyldt med kugler, som man ellers bruger til de såkaldte kuglebassiner – sådan et har vi bare ikke.

Jeg tror det virkede, med de små tivolisager – det lader i hvert fald til, at alle de små gæster havde en helt igennem fantastisk tivoli-dag.

 

Kagebordet holdt jeg simpelt denne gang – jeg lavede en vaskeægte pandekage-kage med helt klassiske pandekager og et lag chokolademousse på æggehvider og mørk chokolade imellem hver pandekage. Det er super nemt og den smagte! (Lys og stjernekaster er fra Meri Meri, ligesom de yndige hatte og alle de små picks med frugt på. Meri Meri har et fantastisk festudvalg, der kan sætte den helt rigtige stemning!)

Jeg havde også lavet en æbletærte, for selvom det var dejligt sensommervejr, så siger årstiden jo efterår i september – æbletærten er en helt almindelig sandkage med æblebåde og kanelsukker – det er altså en sikker vinder!

Derudover fik vi en ordentlig omgang koldhævede boller med masser af ost og forskellige slags pølser.

Dispenserne var fyldt med vand og rabarbersaft – jeg drikker ikke sodavand og jeg er nok lidt strid med mine principper, men jeg forstår ikke meningen med, at sodavand absolut skal serveres til arrangementer, når arrangementer ellers i alt almindelighed afspejler værten – derfor har vi IKKE sodavand til vores fester, men derimod ofte helt almindelig vand piftet op med citron, agurk, mynte eller andet, så det fremstår lidt mere ‘interessant’, samt en lemonade eller en mild saft af en art.

 

 

 

  

Noelle ville gerne være et popkorn – hvordan man lige maler sådan et, ved jeg ikke – men mit bedste bud blev et sølvfarvet popkorn med rød næse. Lillesøster blev vist en form for drag queen, haha!

 

Vi har skabt en tradition – inden børnefødselsdagene slutter, laver vi konfettibilleder. Det har vi gjort siden Noelle fyldte sit første år, og det er de fineste billeder og dejligste minder. Nogen skal stå klar med kamera, imens en eller flere andre står klar med et par milde konfettikanoner.

   

Mine piger har verdens dejligste bonustanter – mine barndomsveninder <3

Jeg håber I er blevet inspireret til en nem temafest – det er nemlig få elementer der skal til, for at gøre forskellen, og jeg synes altså, at det var en sikker vinder. Lige om lidt fylder lillesøster 2 år, og så står den på flamingofest!

Sus ♥

Instagrams skyggeside

Kære alle jer, der følger med her i mit skrevne univers.

Jeg har sådan glædet mig til at dele dette indlæg med jer, fordi der er så mange af jer, der har glædet jer til at læse det!

Det handler om Instagram; om følgere, likes, selvværd og svindel.

For nogle uger siden præsenterede jeg jer for en meningsmåling omkring køb af likes. Jeg spurgte jer, om I syntes det var ok at købe likes, og om I selv kunne finde på at købe likes.

Ca. 90 % svarede, at de ikke synes det er ok, at man køber likes. De resterende 10 % kan selvfølgelig have mange forskellige grunde bag deres svar, men mange af dem, der skrev, at det var ok, valgte at sende mig en privat besked og uddybe. Det svar, der gik mest igen var, at de ikke havde nogen holdning til det. At det alligevel ikke kom køberne til gode, at de blot skød sig selv i foden og, at det måtte de jo selv om. En anden årsag var tvivlen om, hvor grænsen lå ifht at ‘snyde’, og om man kunne skelne køb af likes fra mange andre metoder til at gøre sig bemærket på Instagram, og det er noget af dét indlægget her kommer til at handle om.

Instagrams algoritme har nemlig den betydning, at rigtig mange instagrammere går i støttegrupper, for at ‘promovere’ deres opslag.

Det fungerer således: Instagrams algoritme lægger mærke til hvilket indhold du gerne vil se på. Men det kan kun forholde sig til dét du giver udtryk for. Så selvom du måske godt kan lide mit postede billede, så skal du dobbeltklikke på det, vise mig din anerkendelse, før IG opfatter, at du synes om indholdet på min profil. Hvis du gentagne gange ikke liker mine posts, så vil jeg efterhånden ikke blive vist i din feed. Men ligeså, så vurderer Instagram, at mit indhold generelt ikke er interessant, hvis der er mange, der bare scroller forbi uden at like mine posts. Det betyder, at selvom jeg har omkring 9000 følgere, så er det kun 40-50% af dem, som overhovedet ser mine billeder.

Det kan være super frustrerende når man gerne vil nå ud til dem, der har valgt at klikke ‘følg’, at ens billeder slet ikke bliver vist. Derfor vælger nogen at gå sammen om at like hinandens opslag og kommentere på dem, for at bryde instagrams algoritme. Jo flere likes og kommentarer, jo mere interessant bliver billedet bedømt til at være af algoritmen, og jo flere får lov at se billedet.

Er det snyd? Kan det på nogen måde sammenlignes med køb af likes? Mit svar er nej.

Jeg har selv været med i en sådan gruppe, men jeg følte ikke umiddelbart, at det påvirkede min aktivitet, så jeg ved ikke om det faktisk virker. Til gengæld er det et hyggeligt netværk at være en del af, fordi man får en sludder for en sladder inde i grupperne.

Selvom ens billeder blev eksponeret mere som følge af hjælp fra sådan en gruppe, så er der intet der er uægte. Der er ikke nogen likes, der ikke er blevet givet fordi en person har syntes om billedet og valgt at dobbelttrykke.

Men hvad så med aftalte anbefalinger? Er det ‘snyd’?

Jeg kan nu bedst lide anbefalinger fra hjertet, men nej, jeg synes stadigvæk, at essensen er, at folk selv skal gå ind og kigge på profilen, vælge at følge og vælge at synes godt om billederne – eller lade være. Ligeså vel er min holdning, at folk, der betaler sig til at promovere sit billede (det er jo netop ideen bag algoritmen, at få folk til at købe eksponering) ikke har snydt på nogen måde. Folk skal stadigvæk vælge at deltage på profilen, og du ser ikke noget uægte på den konto, heller ikke selvom der er betalt for eksponeringen.

Så er der de profiler, der vælger at købe følgere eller likes, hvor der i min optik ikke er nogen tvivl om, at det er ‘snyd’. Indtil for ganske nyligt, troede jeg egentlig kun, at det var noget, der foregik i det store udland, hvor der måske var mere konkurrence i at have en babe-profil med mange tusinde følgere. Men så opdagede jeg, imens jeg kiggede på et billede, at antallet af likes jumpede med 200, imens jeg sad og kiggede på det fordi nettet opdaterede. Det var på en konto, der ellers normalt får 2-400 likes i gennemsnit, og de 200 likes dukkede op indenfor de første 15 minutter efter billedet blev postet. Jeg blev noget overrasket og gik ind og kiggede på disse likes, og det var ganske iøjnefaldende, at alle disse profiler var udenlandske, mærkelige profiler. Russiske og kinesiske profiler, der ikke havde nogen følgere, men fulgte en masse. Det er altså første clue til at se om en profil har købt likes. Det næste er, at de mærkelige, udenlandske profiler slet ikke fulgte den profil de netop havde liket et billede fra. Da der ikke var brugt nogle hashtags, så kunne det heller ikke være derigennem, at de udenlandske profiler var stødt på billedet. Så taler det ligesom sit tydelige sprog.

Og hvad er det så der får folk til at købes likes? Det er nemlig en super interessant snak, som jeg selv vil mene bunder i usikkerhed og dårligt selvværd.

Jeg har talt med en på Instagram som selv har købt likes, og jeg blev gjort bekendt med følelsen af at være flov, på Instagram. Indehaveren af kontoen, omtaler jeg som A.

A skrev følgende til mig ”Det var i usikkerhed og frustration, og et desperat forsøg på at virke interessant. Det er flovhed/konkurrence. Alle vil toppe hinanden, og ser man en anden få flere likes, er det nærmest et nederlag. Alle sammenligner sig selv med nogen og det er en farlig leg.”

De købte likes hører ikke kun til små profiler, der prøver at blive store. Det hører i den grad også til store profiler, der tilsyneladende er utilfredse med en lav aktivitet på deres billeder. Der kan være flere årsager til, at en konto, der har mange følgere, ikke får særligt mange likes. Den ene årsag kan være, at nogen vælger at bygge deres konto op omkring give-aways. Det betyder, at folk følger med profilen, fordi de har skulle følge med for at deltage i en konkurrence og muligvis også kun følger med hos profilen for at deltage i andre konkurrencer. Så når der kommer et opslag, der ikke relaterer sig til en konkurrence, vil det højst sandsynligt ikke hive et like hjem fra de følgere, der i princippet er fuldstændig ligeglad med opslagene fra den konto.

Den anden mulighed kan være, at følgerne er købt.

Den sidste og meget generelle årsag er, at folk er rigtig dårlige til at anerkende de billeder de ser, og derfor er der også ofte kun en anerkendelsesprocent på 5-10 % af antal følgere. Det er i hvert fald tilfældet på min egen konto og de fleste andre jeg ser. Det kan man acceptere og lade være at tage på sine egne skuldre, eller også så kan man blive ramt af flovhed og utilstrækkelighed.

A fortalte mig, hvordan det nærmest var utåleligt, at se andre profiler med færre følgere end hende selv, få flere likes og, at de købte likes skulle få hende til at virke interessant. Og det er faktisk kernen i mit indlæg. Instagram indeholder nemlig så meget fint; inspiration, netværk, omsorg, næstekærlighed. Men det er også et sted, der kan påvirke selvværdet negativt og være et hårdt medie for sarte sjæle. Hvis man vurderer sig selv som værende interessant eller uinteressant afhængigt af antallet af tilkendegivelser på Instagram, så er man nemlig næsten dømt til at slide sit selvværd tyndt på Instagram.

Jeg kan ikke sige mig fri fra skuffelsen, hvis jeg af og til lægger et billede op, som jeg selv har forelsket mig i. Et billede af nogen jeg elsker, eller et billede jeg har brugt tid på at stille op, og som jeg havde forventet, at mine følgere ville forelske sig lige så meget i som jeg selv – og så får det måske færre likes end jeg gennemsnitligt får. Jeg kan ikke sige mig fri for, at hver gang jeg poster et billede af mig selv, så er jeg bange for, at der slet ikke er nogen der liker det. Fordi jeg nok ville sætte det overens med, at folk ikke synes det var et pænt billede af mig. Ligeså har jeg det, når jeg poster billeder close-up af mine piger. De er mine mesterværker – det er enormt skrøbeligt for mig at poste dem og risikere, at der ikke er nogen, der synes om billedet af dem. Jeg ligger nemlig et mærkeligt sted imellem ikke at give en f… for, hvad andre tænker om mig, og i høj grad at bekymre mig om det.

Hvis jeg befinder mig i et selskab, hvor jeg intet skal have at gøre med de mennesker jeg omgiver mig med, så er jeg fuldstændig ligeglad. Jeg går ikke ud på gaden og er bange for, at folk synes mit tøj er grimt. Jeg er ligeglad med at tage en læbestift på i en skrigende lilla farve og tiltrække opmærksomhed. Jeg kunne ikke bekymre mig mindre.

Men når jeg arbejder i en gruppe på skolen, og jeg ikke kender de mennesker jeg arbejder sammen med særligt godt, så er jeg bange for, at de tænker, at jeg er en nederen person. At jeg ikke er god nok til det vi arbejder med. At de helst så sig fri for at være i gruppe med mig.

Så jeg ligger på sådan et sjovt sted imellem at stå ved den jeg er, tro på den jeg er og at være bange for, at folk ikke kan lide mig som jeg er. Derfor bliver jeg også påvirket på Instagram. Men jeg kan godt se på realiteterne og puffe mig selv i ryggen. Det er langt mere sandsynligt, at folk ikke synes godt om et billede af mig eller mine børn, fordi de ikke følger med på min konto ‘for at glo på mennesker’, men fordi de kan lide min boligindretning. Jeg synes jo heller ikke godt om billeder jeg ikke føler relaterer sig til mig. Og derfor kan jeg godt, overfor mig selv, argumentere for, at det ikke er mit eller mine børns udseende der bliver bedømt. Eller min evne til at tage billeder.

Jeg har lovet mig selv, at min konto er min dagbog, som andre kan få lov at følge med i. Jeg poster ikke billeder for andres skyld, men for min egen. Jeg prøver ikke at poste det andre kan lide, og sidst men ikke mindst, så er ‘kvaliteten af min konto’ ikke bestemt af antallet af tilkendegivelser. Eller følgere for den sags skyld. Der er nemlig rigtig mange ting, der spiller ind, som eksempelvis Instagrams algoritme og dét, at folk følger med at forskellige årsager. Det er vigtigt ikke at føre det tilbage på sig selv. Men det er der nogen der gør i så høj grad, at de bliver styret af det, og nogen bliver måske så flove over den manglende anerkendelse, at de køber sig til den. Derfor mener jeg helt klart, at vores tro på os selv udenfor de sociale medier, kan blive udfordret PÅ de sociale medier.

Måske tænker du ligesom jeg – jamen det er jo ikke anerkendelse? Det er jo KØBTE likes, genereret automatisk, efter en pengeoverførsel, ikke anerkendelse. Men hvis andre tror det, så kan det fjerne følelsen af at være flov. Hvis andre tror, at man er en populær konto, så er der ikke nogen, der tænker over de få reelle likes, som man selv tænkte over, og som man vurderede sig selv ud fra.

Det bliver dog en ond spiral, for hvad så når autolikes købet er slut og man vender tilbage til de almindelige likes? Og hvad med dét faktum, at profilerne før eller siden bliver gennemskuet, fordi det faktisk er ret nemt at se, om deres likes er ægte? Så bliver det jo først pinligt. Så det bliver en irrationel handling, forårsaget af følelsen af at være utilstrækkelig, som bliver skabt inde i et netværk blandt mennesker man ikke engang kender. Dét synes jeg i dén grad er en negativ side af IG.

Det tog mig noget tid at finde min plads på Instagram, og vælge min måde at gøre det på. Jeg kunne godt mærke et stik af misundelse når andre konti farede frem og fik en masse følgere meget hurtigt, og fik ting sponsoreret fra højre og venstre. Men undervejs har jeg selv fundet ud af, at jeg ikke ønsker at få sponsoreret alverdens ting. For mig er nøgleordet integritet og alt, hvad der bliver postet i min dagbog, skal føles naturligt i min dagbog. Det ville ikke fungere for mig at reklamere for et produkt jeg ikke følte havde en relation til min konto, eller som jeg ikke ærligt kunne stå inde for. Jeg har også valgt ved mine give aways (som jeg har meget få af), at det ikke er et krav, at folk følger mig. Jeg ønsker mig nemlig følgere, der følger med, ford de oprigtigt gerne vil – og ikke fordi de gerne vil vinde noget.

Når folk begynder at definere sig selv herinde ud fra deres antal af følgere og likes, så kan de blive helt opgivende over at være på instagram. I hvert fald inden for de forskellige ‘miljøer’, hvor der er netværk af profiler der alle følger hinanden. Som ny profil kan man måske næsten føle, at man står og banker på, men ikke bliver lukket ind. Men jeg synes personligt det er vigtigt at forstå, at de fleste i mit netværk har været en del af Instagram i mange år. Jeg er ikke selv hoppet direkte på og har fået en masse følgere. Jeg har været på i over 5 år, og jeg har stadigvæk under 10.000 følgere. Følgere som især er kommet af opmærksomhed på min konto igennem boligmagasiner. En mulighed jeg ikke havde haft for at blive eksponeret, hvis ikke, der havde været den interesse for min bolig fra boligmagasinerne. Så havde jeg stadigvæk ligget på halvdelen af det antal følgere jeg har nu, og det havde altså også været ok.

Men der er også en helt anden side af sagen. Der er nemlig nogle profiler, der køber likes samtidig med, at de får ting sponsoreret. Det er typisk store profiler, der bliver sponsoreret, så derfor kan det virke underligt, at de har brug for at købe likes, men som sagt, så kan antallet af likes være så lille i forhold til kontoens størrelse, at det bliver flovt, OG så kan de faktisk snyde deres samarbejdspartnere. Hvis de køber likes, ser det ud som om aktiviteten på deres konto er større end den er, og samarbejdspartnerne sponsorerer altså ting til dem i troen på, at deres konto har en stor rækkevidde.

I denne uge var @IrinaTheDiva inde hos P3 og tale om at reklamere på Instagram og at bygge sin konto op. Hun talte også om dét at købe følgere og likes for at fremstå som en populær profil, og hun kaldte det for direkte svindel, at profiler der laver reklame, køber likes og/eller følgere.

A lavede ikke reklame på den konto, hvor hun købte likes, og er samme holdning om at købe sig til aktivitet når man har samarbejdspartnere: “Desuden har man nogle firmaer som man skylder at være oprigtig, man tager ikke fusen på mennesker som slider for at tjene på deres firma… Det er bare ikke okay når man er sponsoreret, og mange firmaer undersøger simpelthen ikke profilerne.. Jeg ved ikke hvad der får folk til at gøre sådan, den slags hamstring er grotesk.”

Hvadenten man køber følgere for at pleje de negative følelser, der kan opstå når man ikke får den anerkendelse man kunne have ønsket sig, eller ej, så synes jeg under ingen omstændigheder det kan retfærdiggøres at man oppuster aktiviteten på sin konto igennem uægte tilkendegivelser, når man har samarbejdspartnere på IG.

Ikke desto mindre, så har jeg ondt af dem, der tager de manglende likes så nært, at de i panik tager dét skridt. Når jeg i perioder, efter generelt at ligge på 250-400 likes, lige pludselig kun lige kan komme op og ramme 150 likes, så bliver jeg dødtræt af instagram. Mit humør bliver påvirket. Jeg får præstationsangst.

Jeg vænner mig nemlig til antallet af likes og føler, at jeg ikke har levet op til min egen standard når mine tilkendegivelser dropper på den måde. Og så mister jeg lysten til at poste billeder. ‘Så gider jeg sgu heller ikke dele noget.’ Men mest fordi jeg bliver træt af algoritmen, der bestemmer hvem og hvor mange, der får lov at se mit indhold, for det påvirker jo igen tilkendegivelserne – det kører i ring.

Og så skal jeg igen huske mig selv på; hvem er det jeg poster for? Hvis det var min dagbog, så kunne det principielt være mig, der var den eneste seer. Og det vigtigste er derfor også, at når jeg kigger tilbage i min billeder, så kan jeg se og mærke, at dét der, det er mig. Og det opnår jeg ved at holde fast i mig selv og ikke gå på kompromis med noget, hverken for at modtage produkter eller prøve at lave et indhold på min konto, som jeg tror andre vil kunne lide.

@livingonbudget skrev for nyligt et indlæg om, hvordan humøret kan afhænge af likes på Instagram. Hun skriver om at tabe gejsten, som jeg selv beskrev ovenfor. Heldigvis er hun også god til at samle den op igen, og skriver selv noget om, hvor meget antallet af likes bør få lov at fylde, fordi de jo ikke siger noget om personen bag en Instagram profil. Det tyder altså på, at de fleste i en eller anden grad sætter en grænse for, hvornår deres billeder har levet op til egen standard, og når de så ikke når de gennemsnitlige antal likes, så kan man føle, at man ikke har gjort det godt nok. Men der er jo ikke noget, der er eller ikke er godt nok. Der er ikke nogle regler på instagram – det gælder ikke om at være noget specielt, det gælder om at nyde sin hobby! Det er Instagrams skyggeside, at det kan skabe følelsen af ikke at leve op til noget, ikke at være god nok, eller videreudvikle den følelse og påvirke folks selvværd.

A omlagde sin konto til at have et nyt fokus, der passede langt bedre til hende. Hvor formålet først havde været at være noget ‘specielt’, blev formålet efterfølgende at være sig selv, og følgerne følger nu med fordi de synes, at hovedpersonen er interessant at følge og det udmønter sig også i en større anerkendelsesprocent. For mig siger det noget om, at det vigtigste er, at være tro mod sig selv. Og passe på sig selv. De sociale medier fylder så meget i vores hverdag, og selvom der er rigtig meget at hente herinde, så er der altså en verden ude på den anden side, som er vigtigere. Vi skal ikke definere os selv ud fra de sociale medier. Det gælder hverken kropsidealer, som der er så stort fokus på i øjeblikket, eller idealet om at være ‘stor’ og populær i den virtuelle verden. Vi skal definere os selv i dét rum der er, når telefonen er lagt væk og computeren slukket. Samtidig, så definerer vi også os selv med vores handlinger, og handlinger KAN GODT komme til udtryk på de sociale medier. Som når man snyder virksomheder, der sætter sin lid til, at man kan kommunikere budskabet om deres produkt ud til en masse konti, med oprigtige personer bag. Handlinger på Instagram er ikke uden beregning, som ikke kan føres tilbage på ens spejlbillede.

Men det ved de fleste nu også godt, for det er de færreste, der vil indrømme, at de har købt likes. I min meningsmåling var der nemlig 0% der svarede ja til, at de kunne finde på at købe likes – og der er jo nogen der gør det. Så selvom der er nogen der gør det, er det de færreste, der vil stå ved det. Det siger igen noget om den spiral af dårlige følelser, som Instagram kan skabe. Måske en ny form for flovhed over, at man har ageret uærligt…

Der var kun én der skrev til mig, at hun havde gjort det, og i øvrigt, at det ikke var noget hun kunne stå inde for. Så det fører mig tilbage til mit bedste råd til at navigere på Instagram, for ikke at blive fanget i den onde cirkel; Man skal være tro mod sig selv, og bringe sine værdisæt med sig ind i den virtuelle verden. Man skal passe på sig selv og ikke hænge ens selvværd og velvære op på andres anerkendelse.