Instagrams skyggeside

Kære alle jer, der følger med her i mit skrevne univers.

Jeg har sådan glædet mig til at dele dette indlæg med jer, fordi der er så mange af jer, der har glædet jer til at læse det!

Det handler om Instagram; om følgere, likes, selvværd og svindel.

For nogle uger siden præsenterede jeg jer for en meningsmåling omkring køb af likes. Jeg spurgte jer, om I syntes det var ok at købe likes, og om I selv kunne finde på at købe likes.

Ca. 90 % svarede, at de ikke synes det er ok, at man køber likes. De resterende 10 % kan selvfølgelig have mange forskellige grunde bag deres svar, men mange af dem, der skrev, at det var ok, valgte at sende mig en privat besked og uddybe. Det svar, der gik mest igen var, at de ikke havde nogen holdning til det. At det alligevel ikke kom køberne til gode, at de blot skød sig selv i foden og, at det måtte de jo selv om. En anden årsag var tvivlen om, hvor grænsen lå ifht at ‘snyde’, og om man kunne skelne køb af likes fra mange andre metoder til at gøre sig bemærket på Instagram, og det er noget af dét indlægget her kommer til at handle om.

Instagrams algoritme har nemlig den betydning, at rigtig mange instagrammere går i støttegrupper, for at ‘promovere’ deres opslag.

Det fungerer således: Instagrams algoritme lægger mærke til hvilket indhold du gerne vil se på. Men det kan kun forholde sig til dét du giver udtryk for. Så selvom du måske godt kan lide mit postede billede, så skal du dobbeltklikke på det, vise mig din anerkendelse, før IG opfatter, at du synes om indholdet på min profil. Hvis du gentagne gange ikke liker mine posts, så vil jeg efterhånden ikke blive vist i din feed. Men ligeså, så vurderer Instagram, at mit indhold generelt ikke er interessant, hvis der er mange, der bare scroller forbi uden at like mine posts. Det betyder, at selvom jeg har omkring 9000 følgere, så er det kun 40-50% af dem, som overhovedet ser mine billeder.

Det kan være super frustrerende når man gerne vil nå ud til dem, der har valgt at klikke ‘følg’, at ens billeder slet ikke bliver vist. Derfor vælger nogen at gå sammen om at like hinandens opslag og kommentere på dem, for at bryde instagrams algoritme. Jo flere likes og kommentarer, jo mere interessant bliver billedet bedømt til at være af algoritmen, og jo flere får lov at se billedet.

Er det snyd? Kan det på nogen måde sammenlignes med køb af likes? Mit svar er nej.

Jeg har selv været med i en sådan gruppe, men jeg følte ikke umiddelbart, at det påvirkede min aktivitet, så jeg ved ikke om det faktisk virker. Til gengæld er det et hyggeligt netværk at være en del af, fordi man får en sludder for en sladder inde i grupperne.

Selvom ens billeder blev eksponeret mere som følge af hjælp fra sådan en gruppe, så er der intet der er uægte. Der er ikke nogen likes, der ikke er blevet givet fordi en person har syntes om billedet og valgt at dobbelttrykke.

Men hvad så med aftalte anbefalinger? Er det ‘snyd’?

Jeg kan nu bedst lide anbefalinger fra hjertet, men nej, jeg synes stadigvæk, at essensen er, at folk selv skal gå ind og kigge på profilen, vælge at følge og vælge at synes godt om billederne – eller lade være. Ligeså vel er min holdning, at folk, der betaler sig til at promovere sit billede (det er jo netop ideen bag algoritmen, at få folk til at købe eksponering) ikke har snydt på nogen måde. Folk skal stadigvæk vælge at deltage på profilen, og du ser ikke noget uægte på den konto, heller ikke selvom der er betalt for eksponeringen.

Så er der de profiler, der vælger at købe følgere eller likes, hvor der i min optik ikke er nogen tvivl om, at det er ‘snyd’. Indtil for ganske nyligt, troede jeg egentlig kun, at det var noget, der foregik i det store udland, hvor der måske var mere konkurrence i at have en babe-profil med mange tusinde følgere. Men så opdagede jeg, imens jeg kiggede på et billede, at antallet af likes jumpede med 200, imens jeg sad og kiggede på det fordi nettet opdaterede. Det var på en konto, der ellers normalt får 2-400 likes i gennemsnit, og de 200 likes dukkede op indenfor de første 15 minutter efter billedet blev postet. Jeg blev noget overrasket og gik ind og kiggede på disse likes, og det var ganske iøjnefaldende, at alle disse profiler var udenlandske, mærkelige profiler. Russiske og kinesiske profiler, der ikke havde nogen følgere, men fulgte en masse. Det er altså første clue til at se om en profil har købt likes. Det næste er, at de mærkelige, udenlandske profiler slet ikke fulgte den profil de netop havde liket et billede fra. Da der ikke var brugt nogle hashtags, så kunne det heller ikke være derigennem, at de udenlandske profiler var stødt på billedet. Så taler det ligesom sit tydelige sprog.

Og hvad er det så der får folk til at købes likes? Det er nemlig en super interessant snak, som jeg selv vil mene bunder i usikkerhed og dårligt selvværd.

Jeg har talt med en på Instagram som selv har købt likes, og jeg blev gjort bekendt med følelsen af at være flov, på Instagram. Indehaveren af kontoen, omtaler jeg som A.

A skrev følgende til mig ”Det var i usikkerhed og frustration, og et desperat forsøg på at virke interessant. Det er flovhed/konkurrence. Alle vil toppe hinanden, og ser man en anden få flere likes, er det nærmest et nederlag. Alle sammenligner sig selv med nogen og det er en farlig leg.”

De købte likes hører ikke kun til små profiler, der prøver at blive store. Det hører i den grad også til store profiler, der tilsyneladende er utilfredse med en lav aktivitet på deres billeder. Der kan være flere årsager til, at en konto, der har mange følgere, ikke får særligt mange likes. Den ene årsag kan være, at nogen vælger at bygge deres konto op omkring give-aways. Det betyder, at folk følger med profilen, fordi de har skulle følge med for at deltage i en konkurrence og muligvis også kun følger med hos profilen for at deltage i andre konkurrencer. Så når der kommer et opslag, der ikke relaterer sig til en konkurrence, vil det højst sandsynligt ikke hive et like hjem fra de følgere, der i princippet er fuldstændig ligeglad med opslagene fra den konto.

Den anden mulighed kan være, at følgerne er købt.

Den sidste og meget generelle årsag er, at folk er rigtig dårlige til at anerkende de billeder de ser, og derfor er der også ofte kun en anerkendelsesprocent på 5-10 % af antal følgere. Det er i hvert fald tilfældet på min egen konto og de fleste andre jeg ser. Det kan man acceptere og lade være at tage på sine egne skuldre, eller også så kan man blive ramt af flovhed og utilstrækkelighed.

A fortalte mig, hvordan det nærmest var utåleligt, at se andre profiler med færre følgere end hende selv, få flere likes og, at de købte likes skulle få hende til at virke interessant. Og det er faktisk kernen i mit indlæg. Instagram indeholder nemlig så meget fint; inspiration, netværk, omsorg, næstekærlighed. Men det er også et sted, der kan påvirke selvværdet negativt og være et hårdt medie for sarte sjæle. Hvis man vurderer sig selv som værende interessant eller uinteressant afhængigt af antallet af tilkendegivelser på Instagram, så er man nemlig næsten dømt til at slide sit selvværd tyndt på Instagram.

Jeg kan ikke sige mig fri fra skuffelsen, hvis jeg af og til lægger et billede op, som jeg selv har forelsket mig i. Et billede af nogen jeg elsker, eller et billede jeg har brugt tid på at stille op, og som jeg havde forventet, at mine følgere ville forelske sig lige så meget i som jeg selv – og så får det måske færre likes end jeg gennemsnitligt får. Jeg kan ikke sige mig fri for, at hver gang jeg poster et billede af mig selv, så er jeg bange for, at der slet ikke er nogen der liker det. Fordi jeg nok ville sætte det overens med, at folk ikke synes det var et pænt billede af mig. Ligeså har jeg det, når jeg poster billeder close-up af mine piger. De er mine mesterværker – det er enormt skrøbeligt for mig at poste dem og risikere, at der ikke er nogen, der synes om billedet af dem. Jeg ligger nemlig et mærkeligt sted imellem ikke at give en f… for, hvad andre tænker om mig, og i høj grad at bekymre mig om det.

Hvis jeg befinder mig i et selskab, hvor jeg intet skal have at gøre med de mennesker jeg omgiver mig med, så er jeg fuldstændig ligeglad. Jeg går ikke ud på gaden og er bange for, at folk synes mit tøj er grimt. Jeg er ligeglad med at tage en læbestift på i en skrigende lilla farve og tiltrække opmærksomhed. Jeg kunne ikke bekymre mig mindre.

Men når jeg arbejder i en gruppe på skolen, og jeg ikke kender de mennesker jeg arbejder sammen med særligt godt, så er jeg bange for, at de tænker, at jeg er en nederen person. At jeg ikke er god nok til det vi arbejder med. At de helst så sig fri for at være i gruppe med mig.

Så jeg ligger på sådan et sjovt sted imellem at stå ved den jeg er, tro på den jeg er og at være bange for, at folk ikke kan lide mig som jeg er. Derfor bliver jeg også påvirket på Instagram. Men jeg kan godt se på realiteterne og puffe mig selv i ryggen. Det er langt mere sandsynligt, at folk ikke synes godt om et billede af mig eller mine børn, fordi de ikke følger med på min konto ‘for at glo på mennesker’, men fordi de kan lide min boligindretning. Jeg synes jo heller ikke godt om billeder jeg ikke føler relaterer sig til mig. Og derfor kan jeg godt, overfor mig selv, argumentere for, at det ikke er mit eller mine børns udseende der bliver bedømt. Eller min evne til at tage billeder.

Jeg har lovet mig selv, at min konto er min dagbog, som andre kan få lov at følge med i. Jeg poster ikke billeder for andres skyld, men for min egen. Jeg prøver ikke at poste det andre kan lide, og sidst men ikke mindst, så er ‘kvaliteten af min konto’ ikke bestemt af antallet af tilkendegivelser. Eller følgere for den sags skyld. Der er nemlig rigtig mange ting, der spiller ind, som eksempelvis Instagrams algoritme og dét, at folk følger med at forskellige årsager. Det er vigtigt ikke at føre det tilbage på sig selv. Men det er der nogen der gør i så høj grad, at de bliver styret af det, og nogen bliver måske så flove over den manglende anerkendelse, at de køber sig til den. Derfor mener jeg helt klart, at vores tro på os selv udenfor de sociale medier, kan blive udfordret PÅ de sociale medier.

Måske tænker du ligesom jeg – jamen det er jo ikke anerkendelse? Det er jo KØBTE likes, genereret automatisk, efter en pengeoverførsel, ikke anerkendelse. Men hvis andre tror det, så kan det fjerne følelsen af at være flov. Hvis andre tror, at man er en populær konto, så er der ikke nogen, der tænker over de få reelle likes, som man selv tænkte over, og som man vurderede sig selv ud fra.

Det bliver dog en ond spiral, for hvad så når autolikes købet er slut og man vender tilbage til de almindelige likes? Og hvad med dét faktum, at profilerne før eller siden bliver gennemskuet, fordi det faktisk er ret nemt at se, om deres likes er ægte? Så bliver det jo først pinligt. Så det bliver en irrationel handling, forårsaget af følelsen af at være utilstrækkelig, som bliver skabt inde i et netværk blandt mennesker man ikke engang kender. Dét synes jeg i dén grad er en negativ side af IG.

Det tog mig noget tid at finde min plads på Instagram, og vælge min måde at gøre det på. Jeg kunne godt mærke et stik af misundelse når andre konti farede frem og fik en masse følgere meget hurtigt, og fik ting sponsoreret fra højre og venstre. Men undervejs har jeg selv fundet ud af, at jeg ikke ønsker at få sponsoreret alverdens ting. For mig er nøgleordet integritet og alt, hvad der bliver postet i min dagbog, skal føles naturligt i min dagbog. Det ville ikke fungere for mig at reklamere for et produkt jeg ikke følte havde en relation til min konto, eller som jeg ikke ærligt kunne stå inde for. Jeg har også valgt ved mine give aways (som jeg har meget få af), at det ikke er et krav, at folk følger mig. Jeg ønsker mig nemlig følgere, der følger med, ford de oprigtigt gerne vil – og ikke fordi de gerne vil vinde noget.

Når folk begynder at definere sig selv herinde ud fra deres antal af følgere og likes, så kan de blive helt opgivende over at være på instagram. I hvert fald inden for de forskellige ‘miljøer’, hvor der er netværk af profiler der alle følger hinanden. Som ny profil kan man måske næsten føle, at man står og banker på, men ikke bliver lukket ind. Men jeg synes personligt det er vigtigt at forstå, at de fleste i mit netværk har været en del af Instagram i mange år. Jeg er ikke selv hoppet direkte på og har fået en masse følgere. Jeg har været på i over 5 år, og jeg har stadigvæk under 10.000 følgere. Følgere som især er kommet af opmærksomhed på min konto igennem boligmagasiner. En mulighed jeg ikke havde haft for at blive eksponeret, hvis ikke, der havde været den interesse for min bolig fra boligmagasinerne. Så havde jeg stadigvæk ligget på halvdelen af det antal følgere jeg har nu, og det havde altså også været ok.

Men der er også en helt anden side af sagen. Der er nemlig nogle profiler, der køber likes samtidig med, at de får ting sponsoreret. Det er typisk store profiler, der bliver sponsoreret, så derfor kan det virke underligt, at de har brug for at købe likes, men som sagt, så kan antallet af likes være så lille i forhold til kontoens størrelse, at det bliver flovt, OG så kan de faktisk snyde deres samarbejdspartnere. Hvis de køber likes, ser det ud som om aktiviteten på deres konto er større end den er, og samarbejdspartnerne sponsorerer altså ting til dem i troen på, at deres konto har en stor rækkevidde.

I denne uge var @IrinaTheDiva inde hos P3 og tale om at reklamere på Instagram og at bygge sin konto op. Hun talte også om dét at købe følgere og likes for at fremstå som en populær profil, og hun kaldte det for direkte svindel, at profiler der laver reklame, køber likes og/eller følgere.

A lavede ikke reklame på den konto, hvor hun købte likes, og er samme holdning om at købe sig til aktivitet når man har samarbejdspartnere: “Desuden har man nogle firmaer som man skylder at være oprigtig, man tager ikke fusen på mennesker som slider for at tjene på deres firma… Det er bare ikke okay når man er sponsoreret, og mange firmaer undersøger simpelthen ikke profilerne.. Jeg ved ikke hvad der får folk til at gøre sådan, den slags hamstring er grotesk.”

Hvadenten man køber følgere for at pleje de negative følelser, der kan opstå når man ikke får den anerkendelse man kunne have ønsket sig, eller ej, så synes jeg under ingen omstændigheder det kan retfærdiggøres at man oppuster aktiviteten på sin konto igennem uægte tilkendegivelser, når man har samarbejdspartnere på IG.

Ikke desto mindre, så har jeg ondt af dem, der tager de manglende likes så nært, at de i panik tager dét skridt. Når jeg i perioder, efter generelt at ligge på 250-400 likes, lige pludselig kun lige kan komme op og ramme 150 likes, så bliver jeg dødtræt af instagram. Mit humør bliver påvirket. Jeg får præstationsangst.

Jeg vænner mig nemlig til antallet af likes og føler, at jeg ikke har levet op til min egen standard når mine tilkendegivelser dropper på den måde. Og så mister jeg lysten til at poste billeder. ‘Så gider jeg sgu heller ikke dele noget.’ Men mest fordi jeg bliver træt af algoritmen, der bestemmer hvem og hvor mange, der får lov at se mit indhold, for det påvirker jo igen tilkendegivelserne – det kører i ring.

Og så skal jeg igen huske mig selv på; hvem er det jeg poster for? Hvis det var min dagbog, så kunne det principielt være mig, der var den eneste seer. Og det vigtigste er derfor også, at når jeg kigger tilbage i min billeder, så kan jeg se og mærke, at dét der, det er mig. Og det opnår jeg ved at holde fast i mig selv og ikke gå på kompromis med noget, hverken for at modtage produkter eller prøve at lave et indhold på min konto, som jeg tror andre vil kunne lide.

@livingonbudget skrev for nyligt et indlæg om, hvordan humøret kan afhænge af likes på Instagram. Hun skriver om at tabe gejsten, som jeg selv beskrev ovenfor. Heldigvis er hun også god til at samle den op igen, og skriver selv noget om, hvor meget antallet af likes bør få lov at fylde, fordi de jo ikke siger noget om personen bag en Instagram profil. Det tyder altså på, at de fleste i en eller anden grad sætter en grænse for, hvornår deres billeder har levet op til egen standard, og når de så ikke når de gennemsnitlige antal likes, så kan man føle, at man ikke har gjort det godt nok. Men der er jo ikke noget, der er eller ikke er godt nok. Der er ikke nogle regler på instagram – det gælder ikke om at være noget specielt, det gælder om at nyde sin hobby! Det er Instagrams skyggeside, at det kan skabe følelsen af ikke at leve op til noget, ikke at være god nok, eller videreudvikle den følelse og påvirke folks selvværd.

A omlagde sin konto til at have et nyt fokus, der passede langt bedre til hende. Hvor formålet først havde været at være noget ‘specielt’, blev formålet efterfølgende at være sig selv, og følgerne følger nu med fordi de synes, at hovedpersonen er interessant at følge og det udmønter sig også i en større anerkendelsesprocent. For mig siger det noget om, at det vigtigste er, at være tro mod sig selv. Og passe på sig selv. De sociale medier fylder så meget i vores hverdag, og selvom der er rigtig meget at hente herinde, så er der altså en verden ude på den anden side, som er vigtigere. Vi skal ikke definere os selv ud fra de sociale medier. Det gælder hverken kropsidealer, som der er så stort fokus på i øjeblikket, eller idealet om at være ‘stor’ og populær i den virtuelle verden. Vi skal definere os selv i dét rum der er, når telefonen er lagt væk og computeren slukket. Samtidig, så definerer vi også os selv med vores handlinger, og handlinger KAN GODT komme til udtryk på de sociale medier. Som når man snyder virksomheder, der sætter sin lid til, at man kan kommunikere budskabet om deres produkt ud til en masse konti, med oprigtige personer bag. Handlinger på Instagram er ikke uden beregning, som ikke kan føres tilbage på ens spejlbillede.

Men det ved de fleste nu også godt, for det er de færreste, der vil indrømme, at de har købt likes. I min meningsmåling var der nemlig 0% der svarede ja til, at de kunne finde på at købe likes – og der er jo nogen der gør det. Så selvom der er nogen der gør det, er det de færreste, der vil stå ved det. Det siger igen noget om den spiral af dårlige følelser, som Instagram kan skabe. Måske en ny form for flovhed over, at man har ageret uærligt…

Der var kun én der skrev til mig, at hun havde gjort det, og i øvrigt, at det ikke var noget hun kunne stå inde for. Så det fører mig tilbage til mit bedste råd til at navigere på Instagram, for ikke at blive fanget i den onde cirkel; Man skal være tro mod sig selv, og bringe sine værdisæt med sig ind i den virtuelle verden. Man skal passe på sig selv og ikke hænge ens selvværd og velvære op på andres anerkendelse.

 

Et urbant DIY badeværelse

Det her rum, det sprinkler så meget glitter ud over min hverdag, når jeg føler jeg er taget på wellness ophold imens jeg laver en morgen-tissetår og børster mine tænder…. og nu fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive indlægget omkring vores badeværelse og besvare jeres mange spørgsmål permanent.

Jeg får nemlig så mange spørgsmål omkring materialer og fremgangsmåde, at jeg gerne ville lave et indlæg, hvor alle kan genfinde svarene fremover. Vi har selv lavet vores badeværelse fra ende til anden, så det kan du (næsten) også. Min mand er vvs’er, og det er selvfølgelig ikke et arbejde man skal rode med selv, men resten kan du sagtens give dig i kast med, hvis du har lidt erfaring med renovering.

Vores gulv er lavet af søsten, der er pumpet op ude i Øresund. De er lagt på samme måde som almindelige fliser, på en ‘lim’, der hedder LIP. Det er en betonlignende blanding som smøres ud på gulvet og rives med en tandspartel, nøjagtig som når en murer lægger fliser. Så er det blot søsten der lægges fremfor fliser. Du bestemmer selv ‘mønsteret’ og derfor er det langt nemmere end at lægge fliser med korrekt afstand. Derefter er gulvet fuget med en blanding af strandsand og en hvid farve LIP 360, som gør blandingen af strandsand stærk. På vores gulv er det lidt mærkeligt at kalde det en fuge, for den har mere plads på gulvet end selve stenen har, men ikke desto mindre så fyldes det i, efter stenen er lagt og vaskes jævnt med et skumbræt, på samme måde som man normalt fuger –  det kan I eventuelt google jer til. Gulvet er behandlet med samme matte betonlak som vores murstengulv og lukker overfladen, så den ikke suger.

 

Væggene i badeværelset er lavet med en betonspartel fra Ardex. Den er imidlertid ikke lavet til vådrum, men kan behandles med en stenolie, også fra Ardex, som gør den vandafvisende, når den er mættet. Det er dog muligt at bruge en anden behandling som lukker overfladen i stil med en betonlak eller microdispers, som også er sådan en form for ‘lim’ der lægger sig ovenpå væggene, og ofte bruges på murstenvægge for at lukke støvet inde og gøre overfladen vaskbar.

Det er en betonmasse der tørrer meget hurtigt, derfor er den svær at spartle ud og arbejde længe med, så man skal være ret øvet i at spartle, hvis man giver sig i kast med det. Til gengæld giver det en helt hård overflade der er meget ‘sten’agtig i modsætning til eksempelvis KABE, der er meget sandspartel agtig (og som i øvrigt heller ikke er godkendt til vådrum) og mere blød. Det har en betydning for udtrykket, der er meget industrielt udtryk, som vi er virkelig glade for.

Badekarret er et håndlavet træbadekar fra en bødker i Jylland, der hedder Frølunds Bødkeri. Træbadekar laves på bestilling og er et dyrt håndarbejde – vi sparede på håndværkere og fliser, og prioriterede badekarret og messingarmaturerne i vores badeværelse.

Vores messingarmaturer spørger I også rigtig meget til – de er fra Toni, som vist nok er et dansk mærke. De er ret pebrede, men det fine ved Toni er, at de har den helt rigtige messingfarve i den smukkeste, klassiske stil.

Sidst, så er vores håndvaskarrangement et genbrugsarrangement af gamle stilladsdæk og en gammel zinkbalje. Voresbundventil og vandlås er også i messing, og er også fra Toni. Det er der mange der spørger til, fordi de ofte er de mest åbenlyse sager der er lavet i messing – som eksempelvis vandhanen, men så er eksempelvis bundventilen ‘glemt’ og har den klassiske kromfarve. Men der har Toni altså den fulde pakke. Kort efter vi havde lavet vores badeværelse, præsenterede Uni Drain et afløb i messing, så nu kan hele vvs pakken altså fås i messing – og det er dét værd. For mig, har det gjort vores badeværelse til en total luksusoplevelse, som jeg nyder hver dag.

For nylig bruge Meraki vores hjem og især badeværelse til at danne baggrund for deres kollektion A/W 18. De syntes det passede godt ind i deres wellness univers, og hvis man må sige sådan noget selv, så er jeg fuldstændig enig.. ✨

Jeg håber det har givet lidt inspiration og mod på at kaste sig ud i et badeværelse langt fra det klassiske flisebelagte baderum 🙂

God weekend ♥

 

 

Flere børn efter pseudotvillinger

Jeg var ikke mere end 10 år gammel da jeg mente, at jeg skulle giftes med Nick og have 7 børn. Nick var søn af mine forældres vennepar og han var godt nok sød. Nick er stadigvæk sød, men jeg endte med at blive kærester med hans bedste kammerat og var det i knap 7 år. Jeg ville stadigvæk gerne have mange børn, men min kæreste ville kun have to. Det splittede os ikke dengang vi kun var 21 år gamle, men det gjorde vores forestillinger om livet i det hele taget. Da jeg var 23 mødte jeg Daniel og der gik ikke meget mere end et år før jeg lagde mine p-piller på hylden. Daniel ville også kun have to børn, men jeg vidste allerede godt med ham, at han kunne overtales 😋

Jeg blev gravid 6 måneder senere og min drøm om at få børn forholdsvis tidligt skulle gå i opfyldelse. I modsætning til mange andre, har jeg aldrig ønsket mig at få en uddannelse, et godt job, et stort hus og en stor bil inden jeg skulle have børn. For mig, var det vigtigste i mit liv at få børn. Det var dét jeg var her for – og alt det andet havde andenprioritet.

Derfor var det også et kæmpe slag i ansigtet at graviditeten gik til grunde. Men det var det endnu mere, da det gik til grunde i anden graviditet to måneder senere, igen. Og da min tredje graviditet pludselig ikke længere viste hjerteblink i 9. uge, begyndte jeg lige pludselig at tvivle på hvad meningen med mig så egentlig var. Jeg kom i behandling på Rigshospitalet for Abortus Habitualis og da jeg fandt ud af på en ferie, at jeg var gravid 4. gang, skulle jeg hjem og have taget blodprøver og holdes i hånden – men inden jeg nåede hjem var jeg allerede begyndt at bløde. Da jeg blev gravid for 5 gang buldrede mit graviditetshormon derud af, for pludselig at stagnere i 8. uge. Graviditeten sad i min æggeleder. Lægen sagde til mig under scanning, at der var et hjerte der blinkede, men desværre det forkerte sted. Man kan ikke bare rykke en graviditet ind på plads, erfarede jeg. Og så smuldrede mit livsgrundlag. Hvis jeg ikke kunne få børn, så var der kun alle andenprioriteterne at tage fat på. Dem var jeg bare fuldstændig ligeglad med, hvis jeg ikke også skulle beriges med mine egne små produktioner af liv. På Rigshospitalet kunne deres tests ikke fortælle, hvad der var galt med mig, og håbet om at blive mor forsvandt, selvom de sagde til mig, at de troede det nok skulle lykkes før eller siden. 5 mislykkede graviditeter på bare et år slog mig fuldstændig ud.

Jeg blev sygemeldt og mit liv gik i stå. Midt i alt det sorte blev Daniel og jeg enige om, at hvis vi nogensinde fik lov at få børn, så skulle vi have alle dem vi kunne få. 

Mine 7 havde forvandlet sig til mere realistiske 4 med årene, og selvom det nu føltes som utopi, så var det stadigvæk mit ønske. Og Daniel var enig.

Et halvt år efter min operation for graviditet udenfor livmoderen, og midt i min sygemelding blev jeg gravid med Noelle. Jeg troede ikke et sekund på det. Med tiden indfandt optimismen sig stille og roligt, og min 6. graviditet blev til en levende baby.

Der var klar enighed om, at vi langt hellere ville have endnu et barn ‘for tidligt’ end vi ville vente til vi følte os klar til endnu et barn, for at risikere at vi skulle igennem det samme, imens vi havde et brændende ønske om en søskende NU. Vi mente at flere aborter bedre kunne håndteres på et tidspunkt, hvor vi ikke helt følte os klar. Da Noelle var 6 måneder gammel testede jeg positivt, og vi var helt perplekse. Ikke fordi jeg var blevet gravid, for det havde jeg egentlig haft nemt ved, men fordi det gik op for os, at det vi også havde taget en beslutning om, var at kaste os ud i hele det her show, imens vi havde en lille baby. Det var vi alligevel slet ikke klar på. Men alt gik efter bogen og Naomi kom til verden 15 måneder efter Noelle. Hun skille sågar tvinges ud 41+5 med en igangsættelse.

Jeg har jo allerede lavet et par beretninger om dét at have to børn under to år – det var ikke for sjov..

Da Naomi var blot 14 dage gammel, midt i alt virvar, trak Daniel kraftigt i land og sagde, at han aldrig skulle have flere børn. Jeg forstod godt hvorfor han sagde det, men jeg kunne godt se ud i fremtiden og vide at lysten nok skulle vende tilbage når livet så anderledes ud.

Nu hvor pigerne er dét større, er vi fuldstændig enig om endnu en baby, men slet ikke om nummer fire.

Når man har pseudotvillinger, så skabes der en kæmpe ansvarsfølelse overfor ens tredje barn, som end ikke er kommet til verden eller så meget som undervejs. Man er bange for at lave et tredje hjul. Jeg har følt mig forpligtet til at få endnu et barn tæt på de to første, så barnet ikke vil føle sig uden for det helt specielle, der er imellem mine pseudotvillinger. Derfor har vi også haft en periode hvor vi var virkelig i tvivl om, om det var nu. Så det var det gjort, og vi skulle ikke bekymre os om aldersforskellen.

 

Samtidig så var og er overskuddet der slet ikke. Jeg kan på ingen måde forestille mig at skulle øge vores familie med endnu et medlem allerede. Det ville ødelægge os. Altså Daniel og jeg.

Jeg synes også det har været rigtig hårdt at give slip på min store baby så hurtigt. Jeg ville gerne have nydt hende alene endnu længere, lige så meget som jeg elsker at have de to så tæt aldersmæssigt. Der er fordele og ulemper. Men vi lovede os selv, at nu skulle vi nyde vores piger i nogle år, se dem udvikle sig igennem de tre første år og ikke mindst, have to piger der var fuldstændig klar over hvad det betyder, at der kommer endnu et barn. Vi vil gerne, at de kan glæde sig sammen med os.

Og alligevel så føler jeg mig så forpligtet til at give nummer tre det samme som de to første har. Derfor har jeg også overvejet endnu et sæt pseudotvillinger, og det ville jo passe fint med mine famøse 4.

Der skal noget overtalelse til på hjemmefronten, og måske er det heller ikke dét jeg selv ønsker mig til den tid. Med tanke på livet de sidste små to år, kan det virke hovedløst at ville gøre det igen. Men det er tanken om et større formål. At mit tredje barn ikke skal se op på sine tætte søskende, og føle sig udenfor. Og hvad ved jeg overhovedet om det? Der er nemlig adskillige der fortæller mig, at de som pseudotvillinger har elsket at få en lillebror/søster som de har overøst med kærlighed. At de har et bedre forhold til den yngste end sin pseudotvilling. Det kan jo ikke arrangeres, hvordan folk har det med hinanden. Jeg kan bare se på det helt unikke bånd der er imellem mine piger, og få ondt i maven over ikke at give det til den næste. Alternativet er slet ikke at få flere børn. Hvorfor har vi brug for flere, er der nogen der spørger?

Og jeg kan ikke forklare mit behov. Jeg er bare slet ikke færdig med at opleve den kærlighed. Jeg kan rumme meget mere endnu, og jeg er helt vild med tanken om, at ude i fremtiden, der venter der endnu en kæmpe oplevelse, endnu en største kærlighed, forhåbentligt. I fremtiden vil der sidde endnu et eller flere medlemmer ved spisebordet, som jeg elsker af hele mit hjerte, men jeg ved endnu ikke hvem det bliver.

Vi er blevet enige om, at vores tredje barn ikke skal ‘leveres’ nu, af frygt. Det skal til når vi er klar til at give vores piger en søskende. Når vi er klar til at give lidt mere slip på de to dejlige piger vi har. Og når de er klar sammen med os ♥

Sydlandsk Sommerfest

På en lørdag med bragende godt vejr, afholdt vi vores sommerfest med sydlandsk tema i haven og blev hængende udenfor til kl. 4:30 uden at skifte til lange bukser. Det føltes fuldstændig som en aften i Spanien.

Det var en absolut mindeværdig fest, og selvom de mennesker, der var til stede, har størstedelen af æren for det, så satte rammerne altså en stemning, som man bare ikke kunne lade være at hoppe med på. I 27 graders varme indtog vi tapas i små træskåle med allerbedste streetfood stemning og folk rejste sig igen og igen for at tage mere, så der var konstant udskiftning på pladserne og dermed også mulighed for, at alle fik talt med alle. Det var et vigtigt element for at ‘nye og gamle’ miksede op og lærte hinanden at kende. Sangria’en var også en stor hjælp, det skal man ikke underkende. Og wow, hvor smager hjemmelavet sangria godt!

Hvis du synes det hele ser ud af et kæmpe projekt, så tager du fejl – det spanske køkken er så taknemmeligt og tapas indeholder så mange ‘retter’ som ikke skal forberedes. Derfor vil jeg i den grad anbefale at kaste dig ud i det, hvis du ønsker dig en fest, der ser lidt anderledes ud end den plejer.

Som jeg allerede viste i mit forrige indlæg, så lavede jeg en oversigt over de retter der skulle indgå i menuen og kunne sætte hak efterhånden som forberedelserne skred frem. Jeg lavede stort set alt det mad der rigtig skulle forberedes, dagen før og lavede kun dét der skulle være helt friskt, samme dag.

Der var vanamei-rejer vendt i en hvidløgsolie, som folk kunne putte på spyd og grille. Der var en hjemmelavet salsa af hakket tomat, peberfrugt og basilikum, blandet med en basilikumolie, til at folk kunne lave bruschetta, eventuelt med en skive mozzarella ost.

Så havde jeg lavet en stor omgang pulled pork af nakkekam. Jeg smurte den ind i en barbecuemarinade og stillede den i ovnen ved 120 grader i 6-7 timer. Fedten der bliver afsvedet lægger sig i bunden sammen med marinaden, så når man trækker kødet fra hinanden med gafler, så kan man vende den i olien/marinaden i bunden af fadet. Så bliver ‘det indvendige’ kød også marineret. Et lækkert tilbehør er syltede rødløg – det er blot rødløg skåret i skiver, overhældt med en opvarmet blanding af sukker, vand, eddike (til syltning), laurbærblade, nelliker og peberkorn.

Se en opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/syltede-rodlog/

 

Jeg havde i øvrigt også lavet kødboller i tomatsauce, som jeg slet ikke fik taget billeder af. Det var ikke meget anderledes end en dansk frikadelle – hakket svinekød eller kalv/flæsk blandet med lidt æg, lidt mel, salt, peber, løg og til sidst frisk timian, stegt som små kødboller. Tomatsaucen var faktisk bare en basis tomatsauce/puré på glas, som jeg blandede med stegte løg og olivenolie og til sidst hældte kødbollerne over i. Meget enkelt. Det lavede jeg også dagen før og stillede på køl. Det stod faktisk og varmede på et komfur vi har på vores grill. Og det smagte mega godt!


Derudover lavede jeg lakse ceviche. Det er råmarineret laks i tern, hvor citronsaft går ind og ’tilbereder’ kødet. Altså skal det blandes med en masse citronsaft og derefter med eksempelvis peberfrugt og agurk i små tern – det gjorde jeg. Det er også godt med en smule chili i. Jeg brugte ikke avocado, som mange andre, da jeg syntes det ville blive for smattet. Det blev serveret på hjertesalat i de små birkeskåle. Det syntes jeg var ret fint og illustrerede for gæsterne, hvordan skålene kunne bruges.

Se en opskrift her: https://www.valdemarsro.dk/ceviche-med-laks/

 

I øvrigt var der parmaskinke, vesterhavsost, en spansk Manchego ost, Gouda og spansk fuet. Det er en tapas pølse, der smager virkelig godt. Mine forældre havde taget nogle med hjem fra Mallorca et par dage forinden, men fuet kan sagtens købes i danske butikker.

Jeg havde også lavet omelet. Eller frittatta. Jeg skar chorizo-pølse i skiver (som også kan købes i danske butikker) og stegte på panden sammen med løg. Jeg havde skåret kartofler i tynde skiver, som jeg derefter kom på panden og stegte kort sammen med det andet. Så fordelte jeg det i et fad og hældte en æggemasse blandet med salt og lidt revet manchego-ost ud over og stillede i ovnen i en halv times tid ved 160 grader. Den skal bare være i ovnen til hele omeletten er fast. Det lavede jeg altså dagen før – det kan sagtens stå i køleskabet til næste dag. Folk varmede så omeletter i tern, på grillen. Til sidst var der naturligvis oliven, pesto og en masse brødskiver, så folk kunne grille deres egne små ‘madder’. Nogen grillede også deres brød med pulled pork og mozarella ost som topping.

I forhold til pynten, så havde jeg lavet en masse skilte, for at skabe en helt bestemt stemning. Sådan en mad-marked stemning af en art. Jeg havde skrevet det meste på spansk, bortset lige fra menuen, for det var jo ikke rigtig til nogen nytte, hvis folk alligevel ikke forstod, hvad menuen var 🙂

Servicet er engangsservice i træ. Miljøvenligt, pænere og langt mere stemningsfuldt end sådan noget almindeligt hvidt plastik. Det koster ca. 1 krone pr. stk.

I indgangen til haven, havde vi et velkomst-skilt, hvor der også stod en velkomst øl og hang en oplukker. Det syntes vi var ret sjovt 🙂

Så havde vi stillet en pavillon op, til at søge skygge og til at slænge sig. Vi havde lavet et gulv af puder og tæpper. Det blev faktisk ikke brugt særligt meget, fordi alle søgte hen på terrassen. Halvdelen af selskabet sad på bænkene og sludrede og den anden halvdel stod og dansede lige ved siden af bænkene. Det var faktisk rent fint, at det ikke var opdelt hele aftenen, men muligheden for skygge var rigtig fin. Pavillonen er i øvrigt fra Ikea og har kostet 1000 kroner. Det synes jeg selv er ret billigt for en pavillon; den er i ret god kvalitet, stor og super fin!

  

Det var lidt stemningsbilleder fra aftenen. Det var simpelthen så hyggeligt med lyskæderne, der også fungerede som perfekt belysning i natten. De er fra Sirius.

Jeg havde i øvrigt stillet lidt kaktusser ud og en vase med solsikker, igen for at give lidt eksotisk stemning. Jeg havde også købt nogle spyd med frugt i neonfarver. Det er jo detaljerne der gør det 🙌🏼 Og frugt som snacks er vist et must-have til en sommerfest.

 

Til dessert havde jeg blot lavet lidt brownie uden nødder og en sandkage med blåbær i. Det er jeg sikker på, at I kan google jer til lidt opskrifter på. Det gjorde jeg i hvert fald bare.

Sandkagen toppede jeg med lidt crumble; havregryn, rørsukker og smør.

Til sidst mangler jeg vist bare at fortælle lidt om den hjemmelavede sangria. Vi lavede både en rød og en hvid udgave og i øvrigt også en ordentlig omgang mojito, men det kender I nok en opskrift på 🙂

Sangriaen stod fremme fra start som velkomstdrink, men blev drukket igennem hele aftenen, og mojitoen tog vi ud på bordet, da vi var færdige med aftensmaden. Bordet er i øvrigt en gammel plade af lange brædder der er sat sammen med to stykker træ på tværs nedenunder, som stod på bukke. Det er smalt og fungerede så fint som buffetbord. Jeg tror man kan lave sådan et for meget få hundrede kroner, som alternativ til klassiske fold-ud borde i plastik. Det gjorde altså også sit at have tapas og drinks stående på et patineret træbord. Så behøver man heller ikke dug!

Hvid sangria:

4 dele hvidvin – Chardonnay er en fin, tør vin til at modsætte sig den søde cider.

3-4 dele æblecider

appelsin i skiver

citron i skiver

Jordbær i halve

Der skal som udgangspunkt være mere vin end cider, men hvor meget mere, er en smagssag.

Hvis man vil lave den på budget, så prøvede vi at lave en genopfyldning med den kendte, fordømte og meget søde Liebfraumilch hvidvin. Vi blandede den med en cava fra freixenet, det spanske bud på champagne, der er ret tør.

Altså målet er hele tiden at opveje smagene, så det ikke bliver for sødt. Det blandes igen med æblecider, i et forhold der hedder 4 dele vin, 3-4 dele cider.

Det var min personlige favorit, men jeg drikker normalt heller ikke rødvin 🙂

Sangria:

4 dele rødvin

2 dele appelsinjuice

1 – 2 dele cider

appelsin i skiver 

citron i skiver

Selvom jeg faktisk ikke kan lide rødvin overhovedet, så kunne jeg faktisk godt lide denne. Den er dog noget mere ‘glögg’ agtig og tungere end den hvide. Prøv den, også selvom du mest er til hvidvin!

Jeg håber jeg har inspireret lidt til en sommerfest eller fødselsdag i Spaniens tegn og prøv for Guds skyld at lave jeres egen sangria. Det bliver min nye afhængighed, foruden aperol 😝

 

Kærligst fra Sus.

Haveliv

Jeg tænkte, at jeg ville vise jer vores haves forvandling.. Haven har nemlig undergået en kæmpe make-over siden vi overtog den. Vi overtog en erhvervsejendom, hvor haven ikke blev brugt, så man havde tilladt naboen at bruge den som én stor urtehave. Det betyder, at den lignede en pløjemark.

Jeg har faktisk ikke nogle deciderede billeder af haven fra den var en urtehave, men jeg har nogle billeder, hvor den er i baggrunden.

Dette er rummet, hvor vi har stue i dag. Billedet her er taget da vi var ude og kigge på huset og besluttede os for at smide et bud på det. Det endte faktisk med, at vi betalte fuld pris – vi ville have det.

 

Disse billeder er taget fra udestuen. Det sidste er taget ud mod den side, hvor også dobbeltdørene i stuen åbner ud til. Før vi fik lavet verandaen, var der blot et lille plateau og en trappe ned i haven.

Det første vi foretog os i haven, var at grave alle de ting op fra urtehaven, som vi gerne ville gemme. Det var hindbærbuske, rabarber, skovjordbær, stikkelsbærbuske og løvstikke.

Så forarbejdede vi jorden, så den var klar til rullegræs. Vi lejede en havefræser fra Silvan, til at vende al jorden. Vi jævnede den ved at tage en palle og binde snore i, og simpelthen trække pallen rundt, som trak jorden med sig og jævnede plænen.

Vi lagde rullegræs i april måned sidste år, fordi vi gerne ville gøre brug af vores have om sommeren, fremfor at vente et helt år, med såning. Jeg mener faktisk ikke, at det kostede meget mere en 2-3000 kroner for os at få ny græsplæne omgående, og det var det hele værd.

 

Når man får lagt rullegræs skal man vande dagligt i 3 uger, og i den periode må man ikke bruge den. Derefter er den helt klar til at nyde, men ser ikke nødvendigvis helt færdig ud. Der gik ca. 4-6 uger før samlingerne forsvandt i vores plæne. Billedet herunder, er vist taget nogle uger efter anlæggelsen.

Da græsplænen var lagt og havde fået sine tre ugers ro, stod næste projekt for. Vi fik lavet en veranda ud for udestuen og stuen, så vi kunne slå vores dobbeltdøre op i stuen og gå direkte ud i haven. Det var nogle af mine allerførste tanker, da vi var ude og se på huset, så det var virkelig dejligt, da drømmen gik i opfyldelse halvandet år senere.

  

Verandaen er lavet i lærketræ, som i starten var så gult, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Men allerede nogle måneder efter, havde det fået god patina, og i dag, et år efter, har det en flot grålig ‘kulør’.

Siddebænken er blot lavet af en stak gamle stilladsdæk. De har en højde der lige passer med, at jeg kan sidde på gulvet og bruge det som bord. Alle madrasserne og hynderne er fra Madam Stoltz. De har det dejligste farver og er så anvendelige!

På et lille stykke af haven, fik vi ikke lagt græs, fordi vi skulle have anlagt en terrasse. Min lillesøster bor ovenpå, og haven er jo egentlig til deling. Så vi ville skabe et fællesområde, som var en smule afskærmet. Så kan min søster og hende mand bruge det sammen med deres gæster, uden at de sidder lige ude foran vores vinduer. Vi har en stor carport for enden af vores indkørsel, som nærmest står omme i haven. Det er bag carporten, at vi havde besluttet os for den ‘beskyttede’ terrasse.

Det projekt fik så ben at gå på i år, to år efter vi flyttede ind, et år efter haven fik sin første overhaling.

Min søster har ikke haft så mange præferencer for haven, derfor har jeg stort set fået lov at gøre med den, som jeg havde lyst. Og jeg er ret vild med det lille laksefarvede skur med efeu, der snor sig rundt om det. Ind mod naboen, der bygget en gammel mur, med en fantastisk patina, der også er sådan lidt baggårdsagtig. Derfor ville jeg gerne have en terrasse der faldt ind i den sydlandske stemning, og henledte tankerne på en spansk ‘Patio’.

Området så sådan ud, før vi gik i gang. Selvom det egentlig ikke er motivet, så kan man tydeligt se, at det for blot nogle få måneder siden var et bombet lokum.

Og her er så resultatet… Jeg er så glad for det!

I løbet af de sidste uger, har vi gjort klar til sommerfest, som blev afholdt i weekenden. Det betyder blandt andet, at vi har hængt lyskæder op. Lyskæderne er jeg blevet spurgt ind til igen og igen og igen på Instagram, så her kommer lige lidt om dem:

De er fra Sirius. De kan købes diverse steder online, eller på Magasin eller i Silvan, som fysisk butik.

Vi har både en gennemsigtig pære og en mat hvid pære. Den matte, er den vi har hængende over terrassen, og den giver et noget mere dæmpet lys. Den er beregnet til at blive brugt udenfor og er ret billig – den koster 200 kroner for et startsæt med transformer og 150 for et udvidelsessæt. Den kan udvides med op til 10 kæder/100 pærer. Jeg har set mange lyskæder til 5-600 kroner, så det er en helt anden prisklasse. Til gengæld er den ikke lige så æstetisk udformet, men er bare mere klassisk havelampe agtig.

Jeg har altid været vild med dét dér tivoli-look som lyskæder giver, så jeg er svært tilfreds med lyskædehimmel i haven!

I øvrigt har vi fået en gynge op i vores gamle hyldetræ. Det er så fint og idyllisk.

Her er lidt stemningsbilleder fra haven.

Tak fordi du læste med 🙂

Sus ♥